GDPR virker – Kommunerne HADER den!


KL – Kommunernes Landsforening er ikke glade for Databestkyttelsesforordningen, GDPR. Den har nemlig tvunget dem til at tage stilling til en masse af de arbejdsopgaver, de plejer at udføre uden at tænke et sekundt på databeskyttelse. KL kalder nu GDPR for ‘BENSPÆND’ i et nyt papir, hvor de opfordrer til, at man tolker det hele om.
Papiret er fyldt med eksempler på, hvor ‘dumt’ GDPR virker i det daglige, primært fordi man åbenbart er i tvivl om, hvad man egentlig må. Mange af eksemplerne virker banale og logiske – f.eks. bør det være indlysende, at personoplysninger skal låses inde eller makuleres, når der ikke er nogen på kontoret, men her gøres det til et stort problem at overholde almindelig sund fornuft.
Men den længste række af klager handler om Sociale Medier som Facebook og Instagram, som Kommunerne åbenbart mener er helt afgørende værktøjer i det daglige, hvilket i sig selv kan undre. Her fra Aflyttets side skal der til gengæld lyde et uforfalsket HURRA, hvis GDPR medfører, at kommunerne OG for den sags skyld staten, ender med helt at holde op med at bruge amerikanske, overvågningskapitalistiske, spionerende, dataminende såkaldt sociale medier uden privatlivskontrol som opslagstavler og til sagsbehandling.
Det er dumt og klamt. Stop det. Problem løst?
Og så er der kommunikationen med ‘brugerne’, det man engang kaldte for borgere. Den er besværlig, skriver de, fordi GDPR kræver kryptering, hvilket i Danmark af uransagelige årsager er lig med at bruge E-boks og nemID. Her kan man godt være enige med KL for JA, E-boks og nemID er vanvittigt besværlige. Men det er altså ikke GDPRs skyld, vel? I kunne f.eks. lægge pres på for at få et nyt system, det kunne være en statslig mailadresse til hver borger, med kryptering begge veje, som kunne benyttes til alt.
Det ville så give en ny udfordring, som KL nok er endnu mere bange for, nemlig at vi borgere/brugere ville kunne skrive tilbage til dem, direkte…og det er måske for meget af det gode?
Aflyttet har selv været kritisk overfor GDPR. For jo, der er problemer, ikke mindst omkring administration af databehandlingsaftaler.
Men KL skyder for det meste sig selv i foden med de her ‘benspænd’, og så falder man jo dobbelt hårdt, især fordi en lang række af det, som KL kalder bespænd i virkeligheden skyldes mangel på ledelse, der tør tage en konkret beslutning på et oplyst grundlag – eller simpelthen uvilje til at ændre praksis.

Man kunne også få den tanke, at det i virkeligheden handler om noget helt andet: Muligheden for at gå algoritmisk disruptions-amok. Det har nemlig længe været et ønske hos KL, der i sin tid fik lavet en mildt sagt VILD rapport fra DareDisrupt, ‘KOMMUNERNES TEKNOLOGISPRING’, navnet inspireret(?) af det kommunist-kinesiske begreb ‘Det Store Spring Fremad’, det er en rapport der er fyldt med forslag KL stadig ser som guldstandarten for kommunal udvikling, måske fordi den i den grad lugter af nye telefoner og Macbook-pro maskiner og mere skærmarbejde med færre borgere foran de skranker, der i dag kun er virtuelle og selvbetjente?
DEN udvikling peakede med den såkaldte GLADSAXE-model, hvor man ville indføre et kinesisk Social Score for borgere, så man kunne ‘redde’ deres børn fra at vantrives, et mantra, ‘for børnenes skyld’, som også statsministeren er villig til at gå langt for at kunne svøbe sig ind i.
Gladsaxemodellen blev stoppet, bla. pga GDPR, men nu spøger den igen, i form af TRYGFONDEN, der har gang i at udvikle et ‘beslutningsstøtte-værktøj’ baseret på algoritmer, der er trænet på data fra de der ‘anonyme’ trivselsmålinger i skolerne OG på næsten 400.000 allerede afsluttede børnesager. Mange af dem, ikke mindst på Frederiksberg, har senere vist sig at være så fejlbehæftede, at man i den grad må frygte for, hvad de algoritmer, man har trænet med de data, kan finde på i fremtiden.
GDPR er langt fra perfekt – men den oprindelige intention med lovkomplekset var faktisk NETOP at stække, eller ligefrem STOPPE indsamling af data hos TechGiganter som Facebook, Google og de andre og at sikre borgerne mod overvågning fra stat…og kommuner.
Det virker åbenbart. Tillykke med det, til os alle sammen.
Og måske skulle KL faktisk se det, som KREATIVE bespænd, som i Lars Von Triers dogmekoncept, det han tvang Jørgen Leth til at lave film efter?
Eller endnu bedre: Tænke over ånden i GDPR – Beskyttelse af borgeren – og prøve at agere efter det. Det er jo dem, KL er til for. Ikke?

UPDATE: Datatilsynet har også svaret KL – de lægger IKKE fingrene imellem: GDPR er basale borgerrettigheder, KL bør selv gøre noget, og hjælpe kommunerne med at udfylde opgaven. https://www.datatilsynet.dk/presse-og-nyheder/nyhedsarkiv/2020/jan/gdpr-bureaukratiske-benspaend-eller-basale-borgerrettigheder/