TEKNOMAGT: De vil ikke terrorisere eller kontrollere dig – de vil bare have dine data

CPHDOX viser en ny film om overvågningskapitalisme – det sker den 24.marts til arrangementet: An Evening with the Digital Privacy Movement, hvor man først præsenterer filmen ‘The Social Dilemma’ og sætter fokus på mod-bevægelsen, der går ‘off-grid’ og kræver sine private data tilbage fra tech-giganter som Google og Facebook.Her kan du møde Zuboff selv via video-link og Rikke Frank Jørgensen(institut for menneskerettigheder), Mikael Flyverbom(dataetisk råd) og ham der Anders Kjærulff…
Imens – lyt til Zuboff her i to indslag!


I februar sidste år fik Aflyttet som første danske medie et interview med Shoshanna Zuboff. Her er original interviewet på Engelsk.

Aflyttet var også med, da Zuboff besøgte CBS i København. Vi talte med de danske tilskuere bagefter om hvad, vi kan lære af hende – og hvordan vi kommer videre.

Hjælp til aflyttede

Kommentar ved Rasmus Malver, som udover at være formand for foreningen imod Ulovlig Logning også hjælper udsatte i Den Sociale Retshjælp

I retshjælpenhjalp jeg i dag en person der var bange for at vedkommendes telefon blev aflyttet. Det er ikke første gang, og det er ofte den samme historie: Der er nogle klik-lyde som begge sider i en samtale kan høre, kombineret med at borgeren føler sig konsekvent mistænkeliggjort af offentlige myndigheder.

Et trådløst kamera og dets antenne

Lavpris-mikrokamera der både kan optage på sd-kort eller sende live via wifi.

Denne gang var der dog et twist: Personen var gode venner med nogen som har været omdiskuteret i den offentlige debat, hvor aflytning ikke er usandsynligt. Uden at tage stilling til eksistensen af den konkrete aflytning installerede vi Signal på telefonen og det forbedrede straks klientens humør.

Derudover gennemgik vi tilladelserne. Facebook og Google har ikke behov for din mikrofon og dit kamera, man bør slukke placering når det ikke er i direkte brug og generelt være tilbageholdende med at dele sensorer og adgang til at læse beskeder.

Historien er interessant, for uanset om man bliver aflyttet eller ej er frygten reel. Jeg er ofte blevet kaldt paranoid og konspirationsteoretiker, men på under 12 måneder har Rigspolitiet og telebranchen indrømmet at de bearbejder beviser, før de deles med forsvarsadvokater og dommere, at ihvertfald nogen af teleselskaberne også logger indholdet af sms’er, at de udleverer langt flere data end der bliver bedt om, at der ikke er en direkte sammenhæng imellem retskendelser og udleveret data og, ikke mindst, at de løj om alt dette for 12 måneder siden.

Hvis man bliver aflyttet er der ingen klik-lyde. Aflytning er ikke en mand med en båndoptager. Det forklarede jeg også. Du bliver formentlig ikke aflyttet. Men hvis du gør, vil du aldrig få det at vide. De logger stadig metadata (og indholdet af ikke-krypterede beskeder). Du får det ikke at vide hvis de udleveres til politiet. Eller om de allerede ér udleveret.

Det er heller ikke unormalt at føle sig mistænkeliggjort af stat, regioner og kommuner. Selv hvis du ikke bor i en ghetto, har den forkerte hudfarve, de forkerte forældre eller det forkerte job, bliver du altid kontrolleret i kampen imod socialt bedrageri. Den danske version af war on drugs.

De sager har vi mange af. Har du fået sygedagpenge på en fredag? Så brugte du forhåbentlig ikke offentlig transport, og du betalte forhåbentlig ikke dit betalingskort på en bar. Kommunerne har indført “kontrolgrupper” som ligger på lur med en telelinse i busken. En klients børn er blevet afhørt i børnehaven. Kommunen ville vide mere om klientens parforhold. En klient er fotograferet på en café, i sin bil og på parkeringspladser, fordi der var usikkerhed om graden af et handicap. En tredje klients hjemkommune nægter at udbetale pension, fordi klientens bankudtog viser at der bruges flere penge i en anden kommune.

Dine opkald bliver formentlig ikke aflyttet. Dine sms’er gør. Brug Signal til begge dele.

Hvis du har brug for juridisk bistand eller gældsrådgivning, kan du kontakte Den Sociale Retshjælp. Hvis du har brug for hjælp til kryptering og privatlivsbeskyttelse kan du deltage i CryptohagenCafé Mellemrummet på Nørrebro, den sidste søndag i hver måned, eller CryptoaarhusFairbar den 2. lørdag i hver måned.

ULOVLIG LOGNING: Staten går til modangreb

Kommentar ved Rasmus Malver, formand for foreningen imod Ulovlig Logning

I en hidtil uset manøvre har Civilstyrelsen, af egen drift, truffet afgørelse om en privat fonds uddeling af midler til søgsmål imod staten. I første omgang handler det om radio24syvs sag mod Radio- Tv-nævnet, men det rammer også Foreningen imod Ulovlig Logning.

Mandag fortalte Berlingske at Civilstyrelsen, der hører under Justitsministeriet, er gået ind i retssagen om DAB-udbuddet som 24syv tabte til den nye kanal Loud. Sagens formål var at afklare om udbuddet overholdt gældende ret, og søgsmålet var financieret af Borgerretsfonden. Fonden er sat i verden for at yde økonomisk bistand til sager om magtmisbrug og forskning vedrørende magtkoncentration og -misbrug. Onsdag uddybede jeg i Berlingske at Civilstyrelsens atypiske angreb formentlig har flere mål.

Civilstyrelsens interesse i området skal findes i fonds- og skattelovgivningen. Fonde har skattemæssige fordele, så både etablering og drift skal godkendes og underlægges tilsyn. Den bedst kendte sag om misbrug af fondsmidler er formentlig Klaus Riskjærs. Kort fortalt skød Riskjær penge fra sin virksomhed Cybercity ind i en fond, og forsøgte senere at trække pengene ud igen. Han blev dømt for bedrageri og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. Straffesagen er trykt i TfK2008.647.

Fondsmyndigheden blev til Civilstyrelsen

Borgerretsfonden er stiftet af Tineke Færch i 2012 med et indskud på 17 millioner, og vedtægterne siger at fonden har 15 år til at uddele beløbet. I mellemtiden er pengene investeret i obligationer og overskuddet indgår i uddelingen. Indtægten beskattes efter fondsbeskatningsloven. Fondsbestyrelser er selvsupplerende, men nye bestyrelsesmedlemmer skal godkendes af styrelsen. Ved misbrug kan bestyrelsen afsættes og en ny udpeges. Det påhviler Civilstyrelsen at føre tilsyn med at midlerne ikke misbruges, og at der ikke opstår en situation som Riskærs.

Misbrug kan være unormalt høje bestyrelseslønninger eller administrationsomkostninger, dårlige investeringer eller uddeling til egen vinding. Da fondsloven blev ændret i 1991 skete det som en regelforenkling, og i forarbejderne fremgår det at tilsynsmyndigheden kun “i ganske særlige tilfælde” skulle fokusere på fondes overholdelse af egne vedtægter.

Derfor er det bemærkelsesværdigt at Civilstyrelsen er gået ind i sagen af egen drift. Jeg kan ikke finde ét eneste fortilfælde. Næstformand for Folketingets Retsudvalg Kristian Hegaard (R) har bedt justitsminister Nick Hækkerup redegøre for historikken og den konkrete sag.

Men hverken borgere eller Folketing har kontrol med den udøvende magt. Retspraksis er usædvanlig klar: Der foreligger myndighedsinhabilitet når den offentlige forvaltning træffer afgørelser om sager imod den offentlige forvaltning. Vi kan ikke bevise at Justitsministeriet (eller Kammeradvokaten) har ringet til den underordnede styrelse. Ingen kan bevise det. For ingen fører tilsyn, og det er et problem i sig selv. I menneskeretten taler man om at domstolene ikke bare skal være uafhængige. De skal også fremstå uafhængige. Det er ikke tilfældet med Civilstyrelsen.

Egenkontrol

Da Borgerretsfonden overvejede at støtte Foreningen imod Ulovlig Logning, bad de mig redegøre for mit personlige forhold til vores advokater, Bird & Bird. Jeg kunne have startet sagen for at fremme min personlige karriere som jurist, og bruge fondens penge til at score et job hos et stort advokatkontor. Jeg måtte forklare at jeg ikke har nogen personlig gevinst – og at vi kun arbejder for privatliv, magtadskillelse og en statsmagt der ikke kan ignorere fundamentale rettigheder. Derfor valgte de at støtte vores kamp.

Jeg kan ikke se hvordan 24syv-sagen skulle være anderledes. Udbuddet har været genstand for megen debat i medierne, og der er mange indikationer på at det var på kant med reglerne. Vi ved at der var et politisk ønske om at stække de kritiske medier, og netop derfor ville det være rart at få afklaret de juridiske spørgsmål.

Det har man nu stoppet. Men Civilstyrelsen kunne ikke nøjes med at lukke søgsmålet. De hev også en trussel om personligt ansvar op af hatten: Hvis der statueres misbrug kan de tre bestyrelsesmedlemmer kan gøres personligt ansvarlige. Det betyder at de hæfter solidarisk, så de skal refundere alle penge som fonden har uddelt til foreninger og virksomheder. Det fik, naturligvis, fonden til at stoppe al støtte.

Uroen spreder sig

Men nervøsiteten er ikke begrænset til Borgerretsfonden. Det er et godt tidspunkt at sælge bestyrelses-ansvarsforsikringer med udvidet dækning. Og et svært tidspunkt at kæmpe imod statsmagten. Et politisk flertal vil have mere overvågning, uanset hvad grundlov og menneskeret siger. De styrer Justitsministeriet og har uendeligt mange penge til at betale Kammeradvokaten.

Uanset hvad der sker i vores retssag beder de om udsættelse. Statens advokat kommer med vilde forklaringer og sange fra de varme lande, og de har to formål: Forsinkelse og de-funding. De ved at de taber, så de prøver at tømme vores kasse. Vi er nødt til at betale vores advokater for at reagere, hver gang de sender nonsens til retten. Og domstolene lader dem slippe afsted med det.

Derfor er vores sag vigtig. Og derfor bliver vi ved.

Sagen er pt. udskudt til marts, mens vi venter på den tredje dom fra EU-domstolen. Med tre igangværende teleskandaler oveni den ulovlige logning er det svært for domstolene at retfærdiggøre yderligere udsættelse.

Fra bemærkningerne til tilsynsbestemmelsen i fondslovens § 38:

“Justitsministeriet har på denne baggrund fundet det rigtigt at indføre en udtrykkelig hjemmel til at begrænse tilsynets intensitet til det omfang, der er fastsat i loven. Forslaget indeholder en præcisering af, at fondsmyndigheden skal kunne træffe bestemmelse om, i hvilket omfang videregående regler om tilsyn i den enkelte fonds vedtægter skal gælde ved siden af lovens regler. Det er hensigten, at tilsynet med langt de fleste fonde skal bringes ned på lovens niveau. Hvis fondsmyndigheden skønner, det nødvendigt, kan der dog i ganske særlige tilfælde føres et strengere tilsyn.”

For en dybdegående undersøgelse af de financielle uligheder ved sager imod staten, se bogen Med Staten som Modpart.

For mere information om ulovlig logning, besøg ulovliglogning.dk. Der kan doneres med Mobile Pay (40456), bankoverførsel (5301 272500) eller bitcoin.

Mere om logning fra AFLYTTET:

Gæsteindlæg ved Filip Wahlberg: https://aflyttet.dk/gaesteindlaeg-sessionslogning-stinker/

GDPR virker – Kommunerne HADER den!


KL – Kommunernes Landsforening er ikke glade for Databestkyttelsesforordningen, GDPR. Den har nemlig tvunget dem til at tage stilling til en masse af de arbejdsopgaver, de plejer at udføre uden at tænke et sekundt på databeskyttelse. KL kalder nu GDPR for ‘BENSPÆND’ i et nyt papir, hvor de opfordrer til, at man tolker det hele om.
Papiret er fyldt med eksempler på, hvor ‘dumt’ GDPR virker i det daglige, primært fordi man åbenbart er i tvivl om, hvad man egentlig må. Mange af eksemplerne virker banale og logiske – f.eks. bør det være indlysende, at personoplysninger skal låses inde eller makuleres, når der ikke er nogen på kontoret, men her gøres det til et stort problem at overholde almindelig sund fornuft.
Men den længste række af klager handler om Sociale Medier som Facebook og Instagram, som Kommunerne åbenbart mener er helt afgørende værktøjer i det daglige, hvilket i sig selv kan undre. Her fra Aflyttets side skal der til gengæld lyde et uforfalsket HURRA, hvis GDPR medfører, at kommunerne OG for den sags skyld staten, ender med helt at holde op med at bruge amerikanske, overvågningskapitalistiske, spionerende, dataminende såkaldt sociale medier uden privatlivskontrol som opslagstavler og til sagsbehandling.
Det er dumt og klamt. Stop det. Problem løst?
Og så er der kommunikationen med ‘brugerne’, det man engang kaldte for borgere. Den er besværlig, skriver de, fordi GDPR kræver kryptering, hvilket i Danmark af uransagelige årsager er lig med at bruge E-boks og nemID. Her kan man godt være enige med KL for JA, E-boks og nemID er vanvittigt besværlige. Men det er altså ikke GDPRs skyld, vel? I kunne f.eks. lægge pres på for at få et nyt system, det kunne være en statslig mailadresse til hver borger, med kryptering begge veje, som kunne benyttes til alt.
Det ville så give en ny udfordring, som KL nok er endnu mere bange for, nemlig at vi borgere/brugere ville kunne skrive tilbage til dem, direkte…og det er måske for meget af det gode?
Aflyttet har selv været kritisk overfor GDPR. For jo, der er problemer, ikke mindst omkring administration af databehandlingsaftaler.
Men KL skyder for det meste sig selv i foden med de her ‘benspænd’, og så falder man jo dobbelt hårdt, især fordi en lang række af det, som KL kalder bespænd i virkeligheden skyldes mangel på ledelse, der tør tage en konkret beslutning på et oplyst grundlag – eller simpelthen uvilje til at ændre praksis.

Man kunne også få den tanke, at det i virkeligheden handler om noget helt andet: Muligheden for at gå algoritmisk disruptions-amok. Det har nemlig længe været et ønske hos KL, der i sin tid fik lavet en mildt sagt VILD rapport fra DareDisrupt, ‘KOMMUNERNES TEKNOLOGISPRING’, navnet inspireret(?) af det kommunist-kinesiske begreb ‘Det Store Spring Fremad’, det er en rapport der er fyldt med forslag KL stadig ser som guldstandarten for kommunal udvikling, måske fordi den i den grad lugter af nye telefoner og Macbook-pro maskiner og mere skærmarbejde med færre borgere foran de skranker, der i dag kun er virtuelle og selvbetjente?
DEN udvikling peakede med den såkaldte GLADSAXE-model, hvor man ville indføre et kinesisk Social Score for borgere, så man kunne ‘redde’ deres børn fra at vantrives, et mantra, ‘for børnenes skyld’, som også statsministeren er villig til at gå langt for at kunne svøbe sig ind i.
Gladsaxemodellen blev stoppet, bla. pga GDPR, men nu spøger den igen, i form af TRYGFONDEN, der har gang i at udvikle et ‘beslutningsstøtte-værktøj’ baseret på algoritmer, der er trænet på data fra de der ‘anonyme’ trivselsmålinger i skolerne OG på næsten 400.000 allerede afsluttede børnesager. Mange af dem, ikke mindst på Frederiksberg, har senere vist sig at være så fejlbehæftede, at man i den grad må frygte for, hvad de algoritmer, man har trænet med de data, kan finde på i fremtiden.
GDPR er langt fra perfekt – men den oprindelige intention med lovkomplekset var faktisk NETOP at stække, eller ligefrem STOPPE indsamling af data hos TechGiganter som Facebook, Google og de andre og at sikre borgerne mod overvågning fra stat…og kommuner.
Det virker åbenbart. Tillykke med det, til os alle sammen.
Og måske skulle KL faktisk se det, som KREATIVE bespænd, som i Lars Von Triers dogmekoncept, det han tvang Jørgen Leth til at lave film efter?
Eller endnu bedre: Tænke over ånden i GDPR – Beskyttelse af borgeren – og prøve at agere efter det. Det er jo dem, KL er til for. Ikke?

UPDATE: Datatilsynet har også svaret KL – de lægger IKKE fingrene imellem: GDPR er basale borgerrettigheder, KL bør selv gøre noget, og hjælpe kommunerne med at udfylde opgaven. https://www.datatilsynet.dk/presse-og-nyheder/nyhedsarkiv/2020/jan/gdpr-bureaukratiske-benspaend-eller-basale-borgerrettigheder/

AFLYTTET RELOADING: BlackHats i Forsvaret?

Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, søger nu helt åbent BLACK-HAT-talenter….hvilket egentlig burde bekymre os: Definitionen af en Black Hat hacker lyder nemlig sådan her: ‘A black hat hacker is a hacker who “violates computer security for little reason beyond maliciousness or for personal gain’.
Umiddelbart skulle man derfor mene, at det en organisation som FE og CFCS har brug for er de to andre kategorier, White Hat og måske især Grey Hat Hackere – sidste kategori er mennesker, der har kendskab til hackingens sorte-kunster, men kun anvender dem defensivt eller for at opklare forbrydelser – aka i den GODE SAGS tjeneste.

På den anden side, så har Danmark som bekendt sit eget offensive cybervåben nu, det har været ‘under udvikling’ siden 2015, hvor der blev afsat 465 millioner kroner til det.
Der har været nogen kritik at de ‘offensive kapaciteter’ – for hvad nu, hvis fjenden slår igen – med rigtige våben? Og rammer man det rigtige?
- Den store fare i doktrinen er utilsigtet spredning. Hvis man som et lille land slipper et cyber-våben løs, så har man brug for at være meget sikker på, at det rammer målet og intet andet end målet. Og det er ret svært, sagde assisterende professor Jan Lemnitzer fra Center for War Studies ved Syddansk Universitet (SDU) til dr.dk for en måned siden.
Hvad ER det så for nogen systemer, FE bruger? Well…..det ved vi ikke så meget om – med mindre, hvilket virker HELT usandsynligt(?) at FE er kommet til at give et seriøst hint i videoen herover, hvor der konstant står FENIX på skærmene i de dystre, lavtbelyste lokaler hvor FEs BlackHattere åbenbart skal hærge.
Fenix kan selvfølgelig være mange ting, inklusive et røgslør – men måske er det noget fra dem her: https://fenixgroup.io/ – ret mig endelig på lyt@aflyttet.dk hvis jeg tager rungende meget fejl – eller hvis du har et bedre bud? (Og jeg er allerede blevet klogere, det er et styresystem, som FE bruger til CTF…hvad det så kan udover træning…det ved jeg ikke endnu – mere her: https://hackerakademi.dk/ )
Det hele kan selvfølgelig også være en honey-pot – søg og fortæl om dine evner og giv os noget dokumentation – så anholder vi dig?
Ekstra nyhed – breaking: Stephan Engberg, informationsarkitekt og mangeårig gæst af flere omgange i AFLYTTET, har nu annonceret, at hans CITZEN-KEY-projekt går live:
‘Det er med stor stolthed,. at vi kan annoncere, at vi har indgået samarbejdsaftaler om at lancere et biometrisk tamnperresistent borgerkort, som på samme tid er tiltænkt at hæve sikkerheden i MitID ved at agere Client (give borgeren reel egenkontrol over nøgler fremfor NøgleApps og simple tokens) og samtidig skabe datasikkerhed ved at understøtte Trustworhty Identiteter, hvor borgeren kan signere og dele data uden at afgive kontrollen
Det sker selvføgelig ikke i vakuum, men skal ske i et samarbejde med både MitID, brokerne og bankerne – Citizen First, som skal understøtte CitizenKey, vil hverken blive en broker, en bank eller et alternativ til MitID, men vil understøtte alle tre’, skriver han.
Stephen Engberg har været med i aflyttet siden begyndelsen – du kan høre ham HER fra 2013 hvor han giver sine tanker om, hvordan vi burde lave nettet:


Der er åbenbart også Black Hats i Danmarks Radio – ihvertfald er de trådt i karakter som Techgiganterne Google, Apple og Facebooks bedste venner: DR Medier har gjort det »bekvemt for brugerne« ved at give mulighed for at logge ind på det nye DRTV med sin Facebook-, Apple- eller Google-profil, siger kanalchef. Men flere eksperter er stærk forundrede over, at landets største public service-virksomhed skal give techgiganter flere data om danskerne – læs mere om DET her: https://politiken.dk/kultur/medier/art7506281/DR-lader-brugere-logge-ind-via-Facebook-Apple-eller-Google

Men der er mere: BSides, som aflyttet dækkede for nylig, har nu lagt deres OSINT/CTF-øvelser online, så DU kan teste dem, hvis du keder dig i julen – klik her: https://ctf.bsideskbh.dk/home

Og husk – vi leder stadig efter sandheden, i en sjæl og et legeme, det bliver ikke ligenu, men måske om lidt?

AFLYTTET RELOADING: Special-udsendelse fra BSides CPH!

AFLYTTET Re-loader stadig væk.. Det kan tage tid, før jeg finder ud af, hvordan det skal financieres og hvor det skal sendes i fremtiden – hav tålmodighed – og nyd i mens det her NYE afsnit, som jeg ‘kom til’ at optage lørdag den 23. november, hvor der blev afholdt Bsides CPH for første gang – blandt andet fordi jeg havde lovet arrangørerne at dække det, før vi vidste, at radiostationen 24syv var væk…

BSides er en alternativ sikkerhedskonference, der har fundet sted over det meste af jorden siden 2009, hvor det opstod som alternativ til store hackerkonference som Black Hat og Defcon. Nu er det så kommet til Danmark for første gang, det foregik på IT-Universitetet, der var venteliste og propfyldt, og jeg fik blandt andet mulighed for at tale med en af stifterne bag konceptet BSides, Jack Daniel – der oprindelig er uddannet mekaniker, gled ind i computere via reservedele og nu sidder i toppen af sikkerhedsindustrien.
Lidt fra hans bio: ‘Network and security systems engineer focusing on practical information security for the small enterprise, now focusing on enterprise security and integration of emerging technologies. Information Technology and Information Security community advocate serving several leadership positions in the community, including board positions on three Security BSides 501(c)(3) corporations. Frequent speaker on technology, security, and compliance topics; from small groups to major conferences including Shmoocon, SOURCE Boston, DEFCON, RSA, and many BSides events. Specialties: Network security, analysis and design. Information security education. Massachusetts data breach and data protection laws and regulations: 93H, 93I, and 201CMR17.00. Cloud Computing (hold CCSK). Pragmatic Marketing trained Product Manager. Currently researching stress and burnout in information security careers, and beginning an exploration on the elders of infosec’ – jeg taler med ham om lidt af det hele – også om den utaknemmelige rolle techfolk har i samtundet: Hvis det går godt, sker der ingenting – hvordan fejrer man det?
Øvrige medvirkende: Klaus Agnoletti, arrangør, Aslak Ransby, Cybernauterne, Magnus K Stubman, Pentester og Keld Norman, Dubex.


LIDT EKSTRA INFO: radio24syvs arkiv over AFLYTTETs udsendelser er sammen med resten af det, der er blevet sendt, solgt til PODIMO - man kan desværre kun tilgå det via deres APP, og ikke linke til enkelte programmer – det er jeg ked af – men det har desværre ikke været AFLYTTETs egen beslutning – Berlingske ejede arkivet – og de solgte til nogen, der ikke er interesserede i links ud af huset – åbenbart – vi håber det ændrer sig – imens må du bære over med, at flere af linksene her på siderne ikke længere virker….. Aflyttet ejer tilgengæld stadig sig selv helt og aldeles i fremtiden og vi ejer websitet og jeg, Anders Kjærulff, leder stadig efter DEN seriøse sponsor, der vil putte penge i at køre en podcast på ugentlig basis. Elsker du cybersikkerhed og privacy og har du penge som græs og tilovers – skriv mig på lyt@aflyttet.dk
MERE: Rasmus Malver, aktivist og initivativtager og tovholder bag ulovliglogning.dk har fået nøgler til det her website – og en mail: rasmus@aflyttet.dk – han har lovet at shape lidt op på det hele – og vil i øvrigt skrive artikler herinde også. Hvis DU også har noget du gerne vil af med – som du synes passer her – send os en mail?
ENDNUMERE: Og til sidst: Tusind tak for al den støtte, ros og udtryk for savn som jeg har fået fra lyttere, der har skrevet eller talt med mig irl – det er jo ren kærlighed, tak for den! <3

TILLID OG KONTROL?

LYT: https://www.24syv.dk/programmer/aflyttet/56592434/tillid-og-kontrol
Mette Frederiksen, statsminister, gik direkte fra at tale om tillid ved jordbærboderne til at annoncere massivt øget overvågning af alle danskere for at forsvare den danske samfundsmodel. Nu er snakket endt i et udspil – Aflyttet gennemgår regeringens nye ‘tryghedspakke’, der indholder markant flere overvågningskameraer, mere nummerpladegenkendelse og et udvidet banderegister sammen Jacob Mchangama, direktør for tænketanken Justitia, Jesper Lund, Formand IT-politisk forening og Kasper Skov Mikkelsen, direktør i sikkerhedsbranchen.
Men ikke nok med det: Vi har også talt med Anders Albrechtslund, leder af Center for Overvågningsstudier og hørt hans bud på, om det overhovedet virker?
Vi har også besøg af Kim Stensdal, Chef for kommunikation og viden i DANSK IT og Martin Eberhard, Direktør for forretningsudvikling i Rambøll Management Consulting, der har lavet en undersøgelse af, om danskernes tillid til staten, når det handler om data, og så kommer Esben Warming Pedersen, der i sin tid blev politi-anmeldt af KMD for hacking, fordi han gjorde opmærksom på en fejl i den digitale pladsanvisning, som i 12 år har gjorde det muligt for folk at få adgang til andres cpr-numre og navne i studiet med en god nyhed: Han er blevet pure frikendt.
FOTOS; Ninette Birck
UGENS LINKS: Esbens sag droppet: https://www.version2.dk/artikel/blev-anmeldt-hacking-kmd-nu-sagen-droppet-1089137
Tidligere i aflyttet: https://www.24syv.dk/programmer/aflyttet/17918965/hacker-eller-fejlfinder
Regeringens ‘Tryghedspakke’: http://www.justitsministeriet.dk/nyt-og-presse/pressemeddelelser/2019/invitation-til-pressemoede-tryghed-og-sikkerhed-i-det

NÅR INGEN LÆNGERE VED HVAD KLOKKEN ER

Anmeldelse: Edward Snowden: I Offentlighedens Tjeneste(Informations Forlag)


Af Anders Kjærulff, teknologikritiker og radiovært på AFLYTTET, radio24syv.



Jeg elsker Edward Snowden.
Jeg elsker ham, fordi han i 2013 flyttede sådan nogen privatlivsnørder som mig ud af den kiste, man normalt begraver konspirationsteoretikere og sølvpapirshatte i, og ud på torvet blandt rigtige mennesker, der stod vi så, ligepludselig, alle sammen og kunne med fuld ret sige: Hvad sagde vi? 
Det vi havde sagt siden ECHELON-sagen, var at USA overvågede og gemte stort set alt der foregik på elektronisk kommunikation, satellitter, telefax, internettet, at de havde adgang til hvad der passede dem og at de brugte de informationer til deres fordel. 
Og dengang i juni 2013, sad Edward Snowden så på The Guardians hjemmeside, på video fra sit hotelværelse i Hong Kong og formulerede det endnu skarpere end nogen af os nogensinde kunne have gjort det: Vi bliver overvåget og optaget alle sammen, vi sidder pænt på række i et nøglefærdigt tyranni, hvor det kun er den til enhver tid gældende politik, der afgør, om døren bliver åbnet – eller låst.
Det var i 2013, mine damer og herrer. Og nej, det er ikke blevet voldsomt meget bedre siden. Åh jo, vi har fået bedre værktøjer, https og nye, krypterede beskedtjenester som signal og protonmail, men overvågningskapitalisme er stadig nettets eneste forretningsmodel, techgiganterne lever af os og sælger os tilbage til os – og, ifølge Snowden, til efterretningstjenesterne. 
Hvert et klik og tastetryk gemmes og analyseres. 
Nothing to see here. Move on.
Her i Danmark er vi stadig ikke nået længere end til automatreaktionen: At ‘myndighederne her i landet ikke har noget grundlag for at antage, at der skulle foregå ulovlige amerikanske efterretningsaktiviteter rettet mod Danmark eller danske interesser,’, en sætning som Helle Thorning Schmidt, Karen Hækkerup og Nikolaj Vammen gentog i en uendelighed dengang i 2013, mens beviserne på det modsatte haglede ned over dem, og os der hørte på hvad de sagde blev klar over, at det man skulle bide mærke i her, var ordene ‘ANTAGE’ og ‘ULOVLIG’. 
Nogen dybere undersøgelse af USAs forbindelser til danske netværk og ikke mindst danske efterretningstjenester blev det som bekendt ikke engang til – omend Tilsynet med Efterretningstjenesterne, TET, klart fortæller i deres rapporter, at der naturligvis deles ‘rådata’, med ‘udenlandske samarbejdspartnere’.


Jeg elsker Edward Snowden, og det er jeg ikke den eneste, der gør.
Det er også virkelig svært at gøre andet. Snowden er rolig, velovervejet og blid, han taler aldrig grimt om enkeltmennesker og han beskæftiger sig med det, vi alle sammen burde tænke over hver dag: Vores rettigheder, statens og især USAs urimelige hang til kontrol af borgere over hele verden og hvad det gør ved forholdet mellem stat og mennesker.
Jeg elsker Edward Snowden fordi han, om nogen, har sat ord og beviser på ting, jeg selv har gået og sagt, men ikke nær så godt som ham. Han er min generations største og vigtigste whistleblower, og har som bekendt betalt prisen – dømt til udlændighed i Moskva, langt væk fra det USA, han tydeligvis stadig elsker og savner og hele tiden bejler til, det USA han ikke kan forstå ikke ser det, han har gjort som en god amerikansk-sindet frihedshandling, et forsøg på at holde forfatningen i form, og et ønske om at USA stadig kunne være det, det kalder sig: Land of the Free, Home of the Brave.


Edward Snowden er også den mand, jeg nok aldrig får et interview med, pakket ind i eksklusivaftaler og advokater og foreninger som han er nu, og han er samtidig den mand, jeg har talt mest om, i mit radioprogram ‘Aflyttet’. Jeg har mødt andre Whistleblowere, jeg har talt med William Binney, jeg har talt med Thomas Drake og jeg har sågar interviewet Laura Poitras, kvinden, der lavede filmen, ‘CitizenFour’ om Snowden og som var helt instrumentel i, at han turde træde frem. 
Men ikke manden selv. 
Efter at have læst hans selvbiografi, på dansk ‘I Offentlighedens Tjeneste’, med den noget mere rammende amerikanske titel ‘Permanent Record’, tænker jeg, at det måske ikke gør så meget? 
Siden 2013 har han alligevel antaget virtuel karakter, han taler og taler verden over via web-kamera og en avanceret robot, der giver ham det, man kalder ‘teleprecence’, blandt andet på Roskildefestivalen i 2016, hvor de også elskede Edward Snowden, de fleste uden at forstå hvorfor. Roskilde Festvalen selv har i år bestemt sig til at gå kontantløst og indføre chip-armbånd til gæsterne. Det tror jeg Snowden ville synes var en rigtig dårlig ide. 
Når hans plan om at kopiere en masse data fra sin arbejdsgiver, NSA og give dem til pressen, lykkes, skyldes det blandt andet, at han brugte sine ikke sporbare kontanter til at købe sin fly-billet til Hong Kong.
Snowden ved at alle kreditkorttransaktioner bliver sporet og gemt.


Når Snowden er vor tids helt, er det fordi han tager virkeligheden alvorligt. Den virkelige virkelighed. Fordi han helt uironisk har fortalt os, hvad han vidste, og hvad det betyder. 
Selv om der er enkelte nye informationer, skal man ikke forvente nye afslørringer i ‘I offentlighedens tjeneste’, Snowden er som bekendt ude af efterretningsverdenen, bogen er snarere et politisk manifest for frihed og demokrati. 
Snowden som menneske virker egentlig ikke som noget særligt, han er, logisk nok, meget privat, tydeligvis højt begavet, opfatter sig selv som hacker, han lod sig rive med ovenpå 11. September, meldte sig til hæren, klarede ikke de fysiske optagelsesprøver til den enhed han ville ind i og fortsatte istedet bag computerne, hos CIA og NSA som SystemAdministrator med højeste sikkerhedsgodkendelse og adgang til alt, han har en kæreste, Lindsay, som han holder meget af, han drikker ikke(overhovedet!), han har aldrig røget og slet ikke inhaleret noget som helst, han elsker sine forældre og sine søskende og rigtig ind under huden på ham kommer man ikke. 
Måske fordi der ikke er mere, end en nysgerrig dreng, der vokser op med et internet, der dengang godt kunne ligne frihed og virkelig globalisering, men som meget hurtigt viser sig at være et middel til kontrol, udnyttelse og overvågning, masseovervågning.

Så når ‘I Offentlighedens Tjeneste’ faktisk er en yderst læsværdig bog, så er det altså ikke på grund af mennesket Edward Snowden, men fordi det system, han selv var en del af, fortæller os noget om hvem vi er blevet til – og hvor vi er på vej hen, hvis vi ikke øjeblikkeligt får slået øjnene op. 


“Friheden i et land kan kun måles på dets respekt for borgernes rettigheder, og det er min overbevising, at disse rettigheder reelt består af at begrænse statsmagten med helt præcise regler for hvor og hvornår en stat må bevæge sig ind på det personlige eller individuelle råderum, som på den amerikanske revolutions tid blev kaldt *Frihed’ og i internetrevolutionens tid bliver kaldt ‘Privatliv’”
Edward Snowden, *I Offentlighedens Tjeneste*

Snowden er hacker. Han hacker sin sengetid som lille dreng, ved at stille alle urene tilbage i hele huset, det giver ham to timer mere og han nyder aftenen, vægtløst lykkelig og falder i søvn og vågner næste morgen ved, at hans far har stillet alle urene tilbage til normaltid, efter at have set på sit armbåndsur. 
Som Snowden tørt konstaterer – i dag ved vi ikke engang hvad klokken er? Den tid, du har på din smartphone, er netværksbaseret og kan i princippet manipuleres.
Tiden er i netværket.
Tiden er ude af kontrol. 
Eller rettere: Det er ikke længere os selv, der stiller urene,.

Edward Snowden bryder sig ikke om uddannelsesinstitutioner, og har brugt det meste af sin tid til at komme udenom dem, han hacker sit skoleskema, så han ikke behøver møde i skolen men kan sidde hjemme foran computeren, hans uddannelse er internettet. 
Det gamle internet, hvor information var fri og ingen vidste, at man i virkeligheden var en hund eller kun 12 år gammel. . 
Han er på, fra han var ganske ung. Da han er 12 år, skriver han med fremmende menesker – om tekniske emmer – og alle behandler ham som en voksen og hjælper, siger han. 
Alle er anonyme. Det er en god ting, siger Snowden. Sårer nogen een, kan man genstarte sig selv med en ny personlighed, som i DOOM eller et af de andre vintage-computerspil, Snowden ligesom mange af os andre er skabt af, og som trækker sit eget, indforståede narrativ gennem bogen. 
Han forsvarer stadig TOR-netværket, onion-browsing, hvor man er anonym hele tiden. 
*For mit eget vedkommende formåede Tor at ændre mit liv og bringe mig tilbage til min barndoms internet ved at tilbyde mig blot en svag smagsprøve på friheden fra at blive iagttaget’, skriver han. 
Og iagttagelsen, overvågningen, er aldrig holdt op: NSAs og CIAs mål er at kunne gemme alt om alle – vi er på ‘permanent record’, og noget vi har skrevet for ti år siden på nettet kan komme tilbage nu eller i morgen og blive brugt imod os, efterretningstjenesterne er ‘det altid vågne øre og det altid vågne øje, en søvnløs og permanent hukommelse’, og giver staten muligheden for at ‘udvælge sig en bestemt person eller gruppe som syndebuk og derefter begynde at søge – som jeg selv havde gjort i tjenestens arkiver- efter beviser på en passende forbrydelse’, skriver Snowden, og konstaterer samtidig, på baggrund af sine erfaringer fra indersiden af det vågne øje, at alle mennesker ser porno og alle lagrer billeder af sig selv og deres familier. 
Tiden er ude af vores hænder. Den kan spoles tilbage.
Og værre endnu: Tiden begynder i din browser. Og er ‘malware on demand’: Via NSAs TURBULENCE-program checkes alle de hjemmesider vi går ind på for interessante informationer, skriver Snowden: ‘Helt konkret passerer din anmodning gennem nogen sorte servere placeret ovenpå hinanden, tilsammen på størrelse med en bogreol med fire hylder. De er installeret i særlige lokaler i større private telekommunikationsbygninger overalt i såvel allierede lande som på amerikanske ambassader og amerikanske militærbaser…’ – inde i de sorte servere passerer din indtastede webadresse programmet TURMOIL, der laver en kopi af hvad du søger plus oplysninger om dig og din computer, det er ‘kun’ ‘metadata’ men hvis TURMOILs algoritmer synes, din trafik er interessant, sendes den videre til TURBINE, der sender din trafik tilbage til dig, inklusive en række malware-programmer, der inficerer din maskine, uset, som små, digitale rovfisk.
‘Når først rovfisken er kommet ind i din computer, kan NSA få adgang til ikke blot dine metadata, men også dine data. Hele dit digitale liv er nu deres’.

Jeg elsker Edward Snowden. Men kan vi stole på ham?

Snowden er hacker, ja, men han er også spion, uddannet i faget hos CIA, og lige fra barnsben af står han i sit træhus og lurer på sine forældre, først på sin far, der spiller på sin Commodore 64, senere på hele verden, bag sin computerskærm. 
Spioner er mennesker med en hemmelig agenda, de holder skjult for andre. De er omvandrende virkelighedsforvrængning, de er terror, som James Joyce definerede den: ‘Terror is the feeling which arrests the mind in the presence of whatsoever is grave and constant in human sufferings and unites it with the secret cause’. 
I Snowdens tilfælde, er hans knap så hemmelige sag, at afsløre et urimeligt og krænkende system, for at lave det om. Men bogen er også på mange måder også en udstrakt hånd til det Amerika, der siger han er en forræder og til det efterretningsmiljø, der mener han burde sidde i en celle resten af sit liv. 
I bogen drypper han metodisk informationer om, hvordan han krypterede de stjålne efterretnings-dokumenter, så ingen andre end han, kunne få adgang, og hvordan han, før afgangen fra Hong Kong mod Ecuador, det egentlige mål for asyl, bevidst destruerer sine egne koder og laptops, så han ikke længere selv har adgang til de dokumenter, han tidligere har overgivet til journalister. 
Hans pas annulleres, belejligt(?) af USA, netop som han er nået til Rusland og han sidder fast der. 
Ved sit møde med den russiske efterretningstjeneste FSB i lufthavnen i Moskva, nægter han pure at samarbejde, støttet af sin advokat, Sarah Harrison, som Julian Assange fra WikiLeaks har sendt ham, og bogens og Snowdens påstand er, at russerne så simpelthen giver op, og lader ham blive, fordi hans ophold i lufthavnen er for pinligt og besværligt. 
Det lyder rigtigt og sandt i bogen. 
Men der er mange, der ikke tror på den. FSB er nogen hårde hunde og det er ganske svært at forestille sig, at de villle stille sig tilfredse med at have ham boende, uden at få noget igen? 
Jeg tror på Snowden. Det vil jeg helst. 
For hvis Snowden spiller dobbeltspil, og det er Putin og Oliver Stone og de andre overløbere, der sidder inde i ham og bruger ham som handskedukke, så er vi alle sammen på den, mere end vi på nogen måde kan forestille os.


I en verden af skæg og blå briller, er det efter min mening ikke usandsynligt, at netop russerne måske har forestillet sig, at de enten kunne få informationer ud af ham ved at overvåge ham, eller at det simple faktum, at de har givet ham asyl og nu statsborgerskab, i sig selv er en fuckfinger til USA, der er stor nok til, at man kan leve med en idealist, der efter NSA, CIAs og FBIs officielle udmeldinger, har ‘skadet’ efterretningsarbejdet i meget lang tid frem. 
Det sidste er der ingen tvivl om – indsigt i USAs metoder og kapaciteter KAN bruges af ‘fjenden’, den anonyme, evige terrorist fra den endeløse krig mod terror, det IRL-computerspil, der startede i 2001 og som ingen har kunnet finde en vej ud af siden. Men den kan også bruges af os borgere, til at få mere gennemsigtighed og mere kontrol med dem, der kontrollerer os.



Så lad os komme videre – ind i kærligheden, tilliden og en fremtid, hvor det enkelte menneske stadig er frit, og hvor vi ikke lagrer data om hinanden uden at spørge først. 
Hvor urene igen kommer til at gå rigtigt. 
Fordi vi ved hvad klokken er slået. 




Dette er originaludgaven af anmeldelse bragt i information, 17.9, 2019 – med anden overskrift – se den HER


LINKS: Interview med Whistleblower William Binney om STELLARWIND: https://soundcloud.com/garagen/bill-binney-stasi-on-steroids

Laura Poitras, instruktør af CITIZENFOUR: https://soundcloud.com/garagen/laura-poitras-director-of


Interview med THomas Drake: https://www.24syv.dk/programmer/aflyttet/8998595/de-digitale-unge-databaestet-nsa-og-nyt-om

SOMMERAFLYTTET: Snowden og Danmark, Penge som Design, Islandske Hunde og sjæl vs kunstig intelligens

14.7:

DA SNOWDENARKIVET KOM HJEM TIL DANMARK – Undersøgende journalist Henrik Moltke, tidligere Information og The Intercept, er en af de meget få, der har arbejdet direkte med Edward Snowdens originale læk, ‘Snowden-arkivet’, side om side med filmskaberen Laura Poitras, der stod bag dokumentarfilmen om Snowdens flugt og ophold i Hong Kong, ‘CITIZENFOUR’. 
Det blev en samtale med flere indbyggede bomber: Hør blandt andet om, hvordan det danske forsvar har leveret data til NSA under Irak og Afghanistan-krigen – og hvorfor det egentlig var en god ting – og hvorfor det er endt dårligt alligevel, om hvordan det at beskæftige sig med efterretningstjenester og deres papirer smitter af, så man ender med at tænke som dem, og ikke mindst: Om den gang Glen Greenwald og The Intercept tog så meget fejl, at Henrik Molkte var nød til at skrive en artikel om det, en artikel, der sandsynligvis bliver den sidste fra Snowden-arkivet – The Intercept lukker nemlig deres afdeling med det ned nu.

#PODCAST HER : https://www.24syv.dk/programmer/aflyttet/53861005/da-snowdenarkivet-bed-sig-selv-bagi?start=0

LINKS: https://theintercept.com/2019/05/29/nsa-data-afghanistan-iraq-mexico-border/

https://fieldofvision.org/project-x




21.7:
PENGETRÆET OG ANDRE SÆRE HISTORIER OM PENGE – Aflyttet er til reception for en ny bog om penge: ‘Form relation, system fiktion: En antologi om nutidige og fremtidige pengesystemer’ – vi taler om anonyme og knap så anonyme penge med en pengenørd, en digter, en designer og et medlem af ‘Gode Penge’.
PODCAST HER: https://www.24syv.dk/programmer/aflyttet/54040405/pengetraeet-og-andre-saere?start=0
28.7:
DEN ISLANDSKE HUND OG DE FARLIGE HOSPITALER

Professor Ross Andersson er ekspert i offentlig sikkerhed og bekymret. Der indføres masser af IT på hospitalerne, men sikkerheden er ikke fulgt med – det kan koste liv, siger han. 
Maja Smrekar fra Slovakiet har en Islandsk hund. Som hun har klonet med sig selv. Hun er kunstner og arbejder med kunstig intelligens og gensplejsning og det udfordrer vores opfattelser af hvad mennesker er og kan.

4.8:
DET ANTI-TRANSHUMANISTISKE MANIFEST – Transhumanister mener, de er fremtiden – vi bliver halvt menneske og halvt maskine, ja måske endda med en uploaded digital bevidsthed, der vil leve for evigt i skyen? Tankegangen bag hærger tech-verdenen, ikke mindst hos futuristen og singularitaneren Ray Kurtzweil fra Google. Nu har en gruppe computer-videnskabsmænd skabt et modsvar – det Anti-Transhumanistiske Manifest. 
Aflyttet har talt med Sarah Spiekermann, professor ved ‘Privacy & Sustainable Computing Lab’ ved Wiens Universitet, en af forfatterne bag.

Læs dansk oversættelse af manifestet her: https://aflyttet.dk/det-anti-transhumanistiske-manifest/

FM SØNDAG 1505 og TIRSDAG 1305 – og på podcast her:
https://www.24syv.dk/programmer/aflyttet
Og her(iTunes): https://podcasts.apple.com/dk/podcast/aflyttet/id500641066?mt=2&ign-mpt=uo%3D4
Og her(rss): https://arkiv.radio24syv.dk/audiopodcast/channel/4466232
Og her(spotify): https://open.spotify.com/show/1algYxquksahWaexzqXdyo?si=7BsrAu9-TsKEdcq73ktYIQ