GÆSTEINDLÆG: Danmark i stykker?

Danmark har ikke længere lighed for loven og ligestillingen mellem borgerne er en saga blot, skriver Lisbeth Riisager Henriksen i et gæsteindlæg.

Af Lisbeth Riisager Henriksen


Den Internationale Kvindedag den 8. marts er netop overstået. Endnu engang har der været fokus på den store forskelsbehandling af mænd og kvinder i Danmark.

Men der er mange andre borgergrupper, der oplever meget større forskelsbehandling end kvinder over for mænd. De oplever at blive glemt i den offentlige debat om ligebehandling eller mangel på samme.

Der er ikke ligestilling mellem mænd og kvinder, smukke og mindre smukke, raske og syge, etniske danskere og flygtninge/indvandrere og mellem unge og ældre i adgangen til job. Ikke ligestilling i aflønningen af mænd og kvinder og i aflønningen af folk i ordinære stillinger og folk i fleksjob eller løntilskud, som ellers arbejder inden for samme erhverv, med samme uddannelsesniveau, erfaringer, kompetencer og sammenligneligt ansvar.

Der er ikke lige adgang til at etablere selvstændig virksomhed. Mennesker med handicap blev med den seneste fleksjobreform forhindret muligheden for at etablere sig som fleksjobber med selvstændig virksomhed, med mindre de har haft næsten fuld arbejdsevne umiddelbart forud for etableringen af virksomhed. Hvilket de selvsagt ikke har, når de netop har nedsat arbejdsevne.

Der er ikke lige adgang til social sikring og pension. Politikere og andre i høje stillinger har meget god økonomisk sikkerhed ved ledighed, sygdom, anden orlov og pension. De svageste borgere derimod, der bliver midlertidigt syge, kronisk syge eller mister funktions- og arbejdsevne ved ulykker eller arbejdsskader, har fået stadigt ringere muligheder for at opnå en offentlig forsørgelse, der rækker til et basalt behov. Og selv de rettigheder, som lovgivningen hjemler til de svageste, forsøger mange kommuner at gå helt til grænsen for at afvise borgerne.

Man skal være stærk eller have stærk juridisk assistance for at opnå den nødvendige hjælp, hvis man er svagt stillet i dag. Og processen til opnåelse af hjælp er meget, meget lang og fyldt med ydmygelser og, for nogle, også nedbrydelse af deres sidste funktionsevner og tilføjelse af psykisk nedbrud på grund af systemets behandling. Den slags ydmygelser kendes ikke af politikere og andre med private pensioner.

Der er heller ikke lige adgang til boligtryghed for alle. Den nuværende VLAK-regering prioriterer tryghed for boligejerne over tryghed for lejerne; ja, ejere af de store villaer i Whiskybæltet og i andre storbyområder prioriteres over boligejere i udkantsområderne i Danmark.

Lejere med sociale eller helbredsmæssige problemer, som er på kontanthjælp, og som tidligere fik en boligydelse, er med V-regeringens kontanthjælpsreform stillet svagere, så nogle af dem ligefrem bliver hjemløse eller må bo en hel familie på få kvadratmeter. Hovedparten af dem er enlige kvinder med forsørgeransvar for et eller flere børn. Nogle af disse kvinder er tvunget ud i prostitution eller må flytte sammen med en mand alene for at opnå en bolig.

Helt generelt har politikere med reform-amokken siden SRSF-regeringen i 2011 forringet vilkårene for de mest syge og de med handicap utroligt meget. Forskellene i udgangspunktet mellem raske og syge er derfor blevet forstørret meget markant, bid efter bid efter salamimetoden. Det kompensationsprincip, som tidligere har præget dansk handicappolitik ved at lade samfundet tilnærmelsesvist udligne det ulige udgangspunkt for mennesker med nedsat funktionsevne, er nu trådt mere og mere i baggrunden. Til en vis udstrækning har borgerne simpelthen mistet retten til at være syge, når det kommer til samfundets anerkendelse af behovet for førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og en lang række hjælpeforanstaltninger.

Kompensation er ellers ikke et privilegium eller nogen positiv særbehandling, men alene et forsøg på at udjævne et ulige udgangspunkt og give ”lige muligheder”. Men den udjævning er altså blevet tiltagende ringere og ringere med alle de politiske forringelser af syge menneskers grundvilkår i socialpolitikken, beskæftigelsespolitikken, sundhedspolitikken, boligpolitikken, skole- og uddannelsespolitikken, skattepolitikken og så videre. Udgangspunktet for mennesker med sygdom eller handicap er mere ulige i dag end i mange år, samtidig med at samfundet i stigende grad er blevet præget af konkurrence og af samfundsøkonomien som den politiske førsteprioritet!

Der er ikke ligestilling i sundhedssystemet mellem patienter med forskellige sygdomme. Kræftpatienter prioriteres for eksempel over de fleste andre patienter, når der afsættes penge på Finansloven. Somatiske patienter prioriteres højere end psykiatripatienter. Sjældne eller svært diagnosticerbare sygdomme konverteres jævnligt til forskningsdiagnosen “funktionelle lidelser”, hvorefter patienten mister retten til videre udredning af fysiske symptomer i det offentlige sundhedssystem. I visse tilfælde prioriteres patienter i arbejde højere end arbejdsløse eller invalide patienter, ligesom folk med private sundhedsforsikringer ofte kommer foran i behandlingskøen.

Der er ikke ligestilling mellem politikere og den øvrige befolkning i rettigheder. Politikere tiltager sig selv en række privilegier, mens de fratager grupper i befolkningen de selvsamme rettigheder. Politikere kan for eksempel selv bestemme høj løn, høje eftervederlag, pensioner, orlovsydelser og tidlig pensionsalder, mens de samtidig kan forringe de offentlige ydelser, de offentlige lønninger og forhøje pensionsalderen for den almindelige befolkning. Heller ikke her er der ligestilling og retfærdighed, men åbenlyst markant forskelsbehandling.

Der er heller ikke lige adgang for alle grupper til medierne. Politikere, mediefolk, industrien og stærke lobbyister har i forvejen privilegeret adgang. Minoriteter – for eksempel syge mennesker, mennesker med nedsat eller manglende arbejdsevne, arbejdsløse, flygtninge, indvandrere og andre på offentlig forsørgelse – får mindre repræsentation i de brede medier end gennemsnitsbefolkningen, ligesom den sjældent er helt så retvisende som repræsentationen af den gennemsnitlige befolkning. Den store middelklasse og overklassen får mere repræsentation end underklassen. Arbejdende får mere taletid og stærkere repræsentation end arbejdsløse, og så videre.

Der er ikke lige store frihedsrettigheder og privatlivs fred for alle i landet. Indvandrerkvinder fra visse muslimske grupperinger holdes for eksempel stramt under social kontrol og får ikke ret mange af de for danskere almindelige frihedsrettigheder. Mennesker, som frekventerer det såkaldte sociale system, udsættes ligeledes for en slags social kontrol og tvang og mister en del af retten til privatliv. Andre opnår flere frihedsrettigheder og ret til privatlivets fred.

Retten til fritid findes i praksis ikke for mennesker, der er henvist til forsørgelse i det sociale system. Hver en times funktionsevne konverteres nidkært til arbejdsevne, som skal leveres på konkurrencestatens og systemets alter, inden arbejdsevnen og borgerens sag kan gøres op. Ofte inddrages oven i købet den basale funktionsevne, som borgeren behøver for at kunne sørge for sig selv og familiens daglige brød, så et stykke hjemmebagt brød inddrages i den kommunale arbejdsevnevurdering til x antal timers ugentlig arbejdsevne.

At selv syge borgere skal have mad på bordet og handle ind ligesom alle andre mennesker, overser de kommunale forvaltninger i deres nidkære forsøg på at spare på de kommunale udgifter. Til sammenligning har alle mennesker uden for systemet ret til fritid, hvis de ikke frivilligt vælger at arbejde mere end fuld tid og har helbred til det. Politikere kan for eksempel deltage i Vild med dans eller andre tids- og energikrævende aktiviteter ved siden af deres politiske forpligtelser uden at blive anklaget for noget og uden at miste deres politikerløn.

Der er også forskel på den grad af retssikkerhed, vi opnår på forskellige niveauer i samfundet. Jo højere status, jo større retssikkerhed. Det står således slemt til med retssikkerheden for mennesker, der har deres gang i det sociale system, hvilket Advokatrådet og mange andre har kritiseret.

Omvendt er det sikkert, at enhver lille forseelse fra de nederstes sted vil blive nidkært kontrolleret, forfulgt og straffet, mens der synes at være mindre villighed hos myndighederne til at straffe en kriminel handling, når den foregår på højeste niveau. Den skal være temmelig stor, før myndighederne griber ind.

Således fortsætter den politiske retorik og myndighedernes kontrol med at fokusere på samfundets nederste gruppe af fattige på offentlig forsørgelse, mens de nærmest bevidst undlader at strafforfølge milliardsvindlere, der har stjålet så store beløb fra den danske skattekasse, at de seneste mange fattigdomsreformer og mange andre velfærdsforringelser ville kunne være undgået. Hvorfor gør man ikke mere politisk for at inddrage de mange forsvundne skattemilliarder og mindske risikoen for fortsat svindel med skatten?

Paradoksalt nok er det typisk den magtesløse, der forfølges mest af myndighederne i Danmark – eksempelvis pines og ydmyges i det “aktive” beskæftigelsessystem, der er gennemført i de senere år – mens de politiske og de forvaltningsmæssige magthavere til sammenligning næsten aldrig bliver stillet til ansvar og retsforfulgt for at nægte syge borgere den hjælp, de har brug for, i tide, eller for alle de andre store politiske skandaler i vores snart nedsmeltede velfærdssystem. Hvorfor bliver de ikke det?

Der findes megen af den slags åbenlys forskelsbehandling i Danmark, og uretfærdighederne står i kø. Vores samfund er meget polariseret, og polarisering er aldrig udgangspunkt for noget godt samfund, hvor der er rart at være for alle. Lad os få ligestillingsdebatten til at pege videre end den snævre kønsmæssige ramme, for det er der brug for.

Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag., forfatter og debattør. Hun står bag bogantologierne ”Hvad i alverden er meningen?” (2011) og ”Et liv i andres hænder” (2014).
FLERE BLOGINDLÆG fra Lisbeth Riisager Henriksen https://www.avisen.dk/blogs/LisbethRiisagerHenriksen

EKSTRA AFLYTTET – hvad der skete efter programmet

Vi var ikke færdige med at snakke efter optagelsen af aflyttet i det fine studie – nu snakker vi videre – i kantinen, om løst og fast og lidt af hvert.
Medvirkende: Jacob Wolfschekel, sikkerhedsekspert og Johan Thiellemann, Disruption- og Digitaliserings-generalist.

HELE programmet fra det fine studie kan høres på radio24syv – og på FM hver søndag kl. 14-15 og med genudsendelse tirsdag kl. 13.00.
Her taler vi med generalsekretær Trine Christensen, Amnesty International om jagten på journalister i lande som Tyrkiet, Forenede Arabiske Emirater og…England, hvor der fremover vil blive slået hårdt ned på whisteblowere og journalister, der skriver om lækkede hemmelige dokumenter.
Vi har også talt med den bulgarsk fødte forfatter Ilija Trojanow der er aktuel med bogen ‘Magt og Modstand’ – og som mener, at de der siger, at de ikke har noget at skjule, har en intelligenskvotient der passer til rumtemperaturen. Ilijas familie var selv udsat for overvågning da han var barn og han har lært meget af de 1000 siders udskrifter fra de mikrofoner, der sad i hans barndomshjem.

GÆSTEINDLÆG: Farvel til Kardemommeloven?


Gæsteindlæg ved Mikael Hertig·23. maj 2016

Indskrænkes mangfoldigheden i overvågningssamfundet?

Den ældre generation er vokset op med Kardemommeloven og en tro på mangfoldigheden som selvstændig værdi.

Det har altid undret mig – men jeg har lært at forstå det – at der eksisterer et værdifællesskab mellem nogle liberale og socialister, når emnet er samfundets overvågning af borgerne. Hvorfor deler vi denne modstand, mens andre ikke gør det, og hvilke dimensioner skal vi have fat i for at se forskellen på fx Bødskov, Sass, Martin Henriksen, Marcus Knuth på den ene side og Alternativet, Pernille Skipper og Lisbeth Bech Poulsen på den anden?

Det var den franske revolutions opgør med enevælden, der skabte magtens tredeling, hvorefter der blev sat grænser op for vilkårlig regeringsudøvelse ved hjælp af uafhængige domstole og en nogenlunde uafhængig presse.

Overvågning fører til konformitetspres. Konformitet betyder mindre plads til afvigelser i samfundet og indebærer stigende social kontrol. Når normer, der tidligere var fremherskende, men søges gjort universelle via det politiske system, sker det typisk ved hjælp af forbud. Sproget, der anvendes af forbudstilhængerne, er ekstremt værdiladet. (“Hadprædikanter”, i spørgsmålet om omskæring af drenge: “skamfering”, “lemlæstelse”, “amputation”).
Risikoen ved det overvågningssamfund, vi er ved at have vænnet os til ligger i en slags stalinisering eller om man vil kinesificering af grundlæggende demokratiske værdier. I den korporative stat vokser den kapitalistiske interesse sammen med statens.

Efterhånden, som vi mister den pluralistiske mangfoldighed i samfundet, taber vi de værdier, som vi fra den borgerlige revolutions tid erklærede umistelige.

I min orientering imod overvågningssamfundet og beskyttelsen af privatlivets fred gik jeg og troede, at vi ikke havde mistet ret meget endnu.

Vi har allerede mistet meget, og jeg har været blind for, at konformitetspresset også slår igennem i den politiske værdiorientering.

Processen er i fuld gang.

Tidligere indlæg af Mikael Hertig her!

“Vi har fået oplyst at du lider af rejsningsbesvær. Kunne du tænke dig at være med i et forsøg?”

gæsteindlæg ved læge Trine Jeppesen
Intro til e-journal: Ring til din region...men intet nummer eller mail?
Hvis du som patient finder det rimeligt at du selv er med til at bestemme over hvilke af dine personlige helbredsoplysninger andre skal have lov til at have indblik i og anvende til forskellige formål, kræver det at du som patient tager meget aktiv del i hvad der registreres på dig når du er i kontakt med sundhedsvæsnet.
En lang række forhold gør nu at, du som patient udstyres med tiltagende mængder af diagnoser, fordi vi som læger enten er blevet forpligtet via loven til at kode, eller indirekte fordi man økonomisk belønner læger for at screene og kode i kvalitetens og kontrollens navn. Fx kan du under en hospitalsindlæggelse risikere at blive udspurgt om livsstils adfærd. Det anses for at være god kvalitet hvis en afdeling screener for tobak og alkoholvaner. Det får de penge for. Men hvis du svarer ærligt at du drikker mere end 7 genstande som kvinde eller 14 om ugen som mand, så får du diagnosen “skadelig brug af alkohol”. Den hænger ved og kan ikke slettes. I almen praksis kan jeg ikke have en samtale med en patient med en psykisk klage uden at jeg skal give det en kode. Det er meget svært efter en kort samtale at afgøre om der er tale om en egentlig sygelig tilstand, eller blot en naturlig menneskelig reaktion, som man har behov for at vende med en læge. Jeg kan som modsvar give en tilstrækkelig uspecifik kode til at man ikke kan se hvad det har drejet sig om ex psykisk klage uden specifikation. Men uspecifikke koder har meget lidt videnskabelig værdi, og kodningen bliver derfor et meningsløst ekstra tastearbejde.
For patienten kan selv uspecifikke diagnoser imidlertid være stærkt personfølsomme, og kan i senere sammenhænge måske vise sig at blive en ulempe for patienten. Dette gælder for eksempel hvis et forsikringsselskab nægter at udbetale en erstatning fordi en gammel diagnose ikke kan udelukkes at have indflydelse på en ny lidelse man har pådraget sig.
Folketinget har 3 gange dette efterår udsted love og bekendtgørelser, hvor de forsøger lovmæssigt at tvinge os danskere til at levere alle vores data, uden samtykke til en stor database på Statens Serums Institut.
De ved stort set alt om os i forvejen, men de mangler de vigtige diagnoser. Det er nemlig dem medicinalfirmaerne skal bruge for at kunne identificere dig til at indgå i et forsøg.
Så kan vi i fremtiden se frem til i ny og næ at få breve ind af døren fra firmaer hvor der kunne stå “vi har fået oplyst at du lider af rejsningsbesvær. Kunne du tænke dig at være med i et forsøg?”Alt uploades - du kan selv se det?
Dette skete for nyligt i CCBR skandalen og er et skred i vores omgang med helbredsoplysninger. Der er også problemer i at det er medicinalfirmaet selv og ikke en udenforstående læge – den som har givet dig diagnosen – der informere dig om fordele og ulemper for lige præcis dig, i forhold til at deltage i et forsøg. Husk forskning er godt, men reglerne skal overholdes. Medicinalfirmaer ønsker at tjene penge på salg af medicin. Intet andet.
At staten nu lige pludselig er så forhippet på at få fat i vores diagnoser skyldes heller ikke som de påstår at de ønsker at skabe verdensklasse forskning. Det er fordi det kan skabe vækst i danmark og at der kan tjenes penge på det.
Jeg udstyrer ikke mine patienter med diagnoser for at skabe vækst i DK. Jeg screener og koder ikke fordi nogen ønsker kontrol med mine patienters livsstil.
Jeg ønsker at sundhedsloven skal laves om. Jeg vil ikke have kodeforpligtigelser. Jeg ønsker at patienterne tager ejerskab over deres personlige oplysninger og selv bestemmer hvem de skal deles med. Hvis de skal anvendes kommercielt kan det være at mine patienter selv ønsker at få indflydelse på, hvad den indtægt til staten så bruges til. Måske vil de have fortjenesten selv, ligesom i enhver anden fokusgruppe hvor man sælger ud af sig selv.
Kom og vær med til at støtte os i at få patienten tilbage i centrum og bevare tavshedpligten og tilliden i læge patient forholdet.

————
LINKS og citater:
DU ER TIL SALG: ‘Celle- og blodprøver indsamlet gennem en årrække og koblet med informationer om personer. Det er den guldåre, som regeringen vil stille til rådighed for industrien for at sikre vækst og arbejdspladser inden for sundheds- og velfærdsområdet.
»Inden for sundhedsdata får vi slet ikke nok ud af den viden, vi har i biobanken. Vi har helt unikke data her i Danmark. Mine europæiske og oversøiske kolleger er ved at tabe både næse og mund over, hvilket datamateriale vi har på vores befolkning,« siger sundhedsminister Astrid Krag (SF) og tilføjer som et eksempel, at der bliver taget blodprøver af alle nyfødte i landet.
Det kæmpestore datamateriale fra nationale sundhedsregistre og databaser blev sidste år samlet på Statens Seruminstitut, og nu vil regeringen så »skabe én enkel, transparent og effektiv adgang for relevante nationale og internationale aktører til brug for blandt andet forskning og udvikling«, som der står i den vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger, der præsenteres i dag.’

http://m.business.dk/?article=25792572-dansk-databank-skal-tiltraekke-udenlandsk-sundhedsforskning

Tidligere på Aflyttet.dk: Digital Velfærd? https://aflyttet.dk/digital-velfaerdunions-harmonisering-og-ophaevelse-af-alle-forbehold/

SPRAL – alternativ lægeforening og meget kritisk omkring datadeling kontra lægeløftet – http://spral.dk/datagate-eller-kunsten-at-regne-baglaens/

RADIO:

Boston-bomberne: Falseflag?

‘Pity is the feeling which arrests the mind in the presence of whatsoever is grave and constant in human suffering and unites it with the human sufferer. Terror is the feeling that arrests the mind in the presence of whatsoever is grave and constant in human suffering and unites it with the secret cause.’ James Joyce

Terrorangrebet på World Trade Center er stadig plaget af konspirationsteorier om hvad der egentlig skete.
Men nu ser det ud til at Boston-Marathon-bomberne bliver næste område for False-Flag-teorier.
En aflyttet-lytter skrev:
‘Jeg Lytter, men kan ingenting høre. jeg er lige kommet til dk efter at ha været i usa da det skete…er der slet ikke lavet noget af nogen der er en anelse skeptiske til den forklaring mainstream media kører?’

Han vedhæftede understående link:
Var der lejesoldater tilstede? Og hvad skete der med deres rygsække?
http://imgur.com/a/Nx8EU
Her er flere billeder af lejesoldaterne:
http://www.activistpost.com/2013/04/more-photos-surface-of-mercenaries-in.html
Når teorierne har fået ekstra fart, skyldes det måske, at CISPA, Cyber Intelligence Sharing and Protection Act, blev stemt igennem repræsentanternes hus samme dag som Boston-Bomberne?
EKSTRA: Om false flags: Fra https://en.wikipedia.org/wiki/False_flag
‘False flag (or black flag) describes covert military or paramilitary operations designed to deceive in such a way that the operations appear as though they are being carried out by other entities, groups or nations than those who actually planned and executed them. Operations carried during peace-time by civilian organisations, as well as covert government agencies, may by extension be called false flag operations if they seek to hide the real organisation behind an operation.
The name “false flag” has its origins in naval warfare where the use of a flag other than the belligerent’s true battle flag as a ruse de guerre, before engaging an enemy, has long been acceptable. Such operations are also acceptable in certain circumstances in land warfare, to deceive enemies in similar ways providing that the deception is not perfidious and all such deceptions are discarded before opening fire upon the enemy.’

Lytterindlæg: Irak og 9/11?

Aflyttet har modtaget dette indlæg fra fredsvagt Bo Richard:

‘Nu myldrer det frem med eksperter der fortæller os at Irakkrigen var retsstridig. Dr.dk skriver 19. marts: ”Det er svært at opspore en folkeretsjurist, der vil godkende Irak-krigen, hvor Danmark var med.” http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/03/19/0319083832.htm

Det er tankevækkende at disse udsagn først så tydeligt kommer frem i anledning af 10-året.
Hvor var alle disse jurister i de 10 år der er gået?
Det var jo fra starten klart at krigen var ’ulovlig’ i henhold til folkeretten. Og det er endvidere klart at den blev gennemtrumfet i den danske opinion på baggrund af lodrette løgne fra Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller. Om end Fogh var smart nok til ikke at lade sin vedvarende dæmonisering af Saddam Husseins farlighed for verdensfreden indgå i selve beslutningsgrundlaget for Danmarks deltagelse.

Bedre sent end aldrig!, hedder et gammelt ord, men FredsVagten kunne nu godt tænke sig at eksperterne langt tidligere tog bladet fra munden og ’whistleblowede’ hvad de ved. Og at domstolene udviste mod til at vurdere lovene fremfor at please magthavere der har løftet sig selv op over demokrati og retssikkerhed. Højesteret bestemte jo at Fogh ikke kan retsforfølges angående Irakkrigen. Hvor var folkerets-eksperterne da Grundlovskomiteen af 2003 forsøgte at få vurderet Irakkrigens forhold til Grundloven?

Der er mange andre store spørgsmål som eksperterne med rette kunne åbne øjnene for og vurdere uden selvcensur, til forsvar for demokratiet.
Vi ved fx ikke på hvilket grundlag hele terrordiskursen hviler, da 9/11 aldrig er blevet forsvarligt opklaret.
Heller ikke Enhedslisten tør stille spørgsmål til Statsministerens retsopfattelse i betragtning af at terrorkatastrofen i USA blev ’opklaret’ af folk – Bush-regeringen, der på forhånd havde erklæret at de ville opnå en ’revolutionær’ politisk ændring ved en ’katalyserende katastrofe som et nyt Pearl Harbor’.
Ud over at have erkendt denne storpolitiske interesse i en sådan katastrofe, havde den amerikanske regering magt til at bestemme hvilke data der skulle fremlægges til opklaring af den terroraktion der angiveligt totalt tog dem på sengen. Og for det tredje ønskede Bush-regeringen ikke at bruge ressourcer på at finde ud af hvordan 9/11 kunne planlægges og gennemføres UDEN at de enorme amerikanske efterretningstjenester fattede den mindste mistanke.

Og dog ’vidste’ den amerikanske regering allerede dagen efter; 12. september, at det var et udenlandsk militært overfald på USA hvorfor NATO trådte i funktion, og således Danmarks indtræden i de beskidte terrorkrige.

Hvornår kommer de juridiske eksperter på banen en masse og fortæller os at 9/11 IKKE er retlig forsvarligt opklaret?

fredsvagt
Bo Richardt
fredsvagt.dk

HAR DU OGSÅ NOGET DU VIL DELE? SEND TIL lyt@aflyttet.dk! (PS: Du må gerne være anonym!)

RADIO OM 9/11: