Af Anders Kjærulff

Da jeg var i lære som journalist, fortalte redaktionsekretæren mig de uskrevne regler for min lokalavis.
De, der gjaldt for retsstoffet.
Der var ikke så mange. Men de var vigtige:
Vi skrev ikke anklagedes navne, før de var blevet dømt, og kun hvis de fik over tre måneders ubetinget fængsel.
Og så var der de vedtagne tabuer.
Brandstiftelse og Pædofæli omtales højest i en-spaltere. Kun fact og ikke mere.
‘For den slags har det med at brede sig’, sagde redaktionssekretæren, og henviste til, at omtale af pyromani/pædofæli fik folk med de tendenser til at få lidt for gode ideer…
Det lokale politi var i øvrigt helt enige.
Jeg mener at tiden er kommet til, at vi udvider reglerne til også at gælde TERROR.
Som tingene udvikler sig, haster det voldsomt.
For den omtale vi villigt leverer af rædsler og menneskelige vinkler og detaljer og nærbilleder af sproglig og visuel karakter, giver med garanti rigtig mange svage sjæle virkelig gode ideer.

Men først et flash-back. Til et billede fra Paris. Det her for oven.

Fra det man (sic) kalder ‘TERROR-regimet’ i Paris, en periode med summariske henrettelser på over 40.000 mennesker, offentligt udført ved guillotine eller skydning eller hvad man nu kunne finde på.
Der var bunker af tilskuere, naturligvis, og henrettelserne var et show, der får enhver udgave af x-factor til at blegne.
Man kappede hovedet af alle mulige forskellige alt efter hvem der sad på magten og det gik udover både adel og borger og arbejder.
Hvis der var journalister tilstede dengang, hvordan ville man så have dækket det? På en anstændig måde? Giv mig bare et godt bud? Kunne man dække det?
For i dag, under dække af pænhed, utrykghed og bekymrede miner er det netop det vi gør – dækker  TERROR  som var det x-factor – og det skal vi simpelthen holde op med! NU!

Men det er svært.
For udover epidemier, pludselige spektakulære ulykker, mord og ekstreme vejrfænomener, er der fire ting, der kan få journalister til at dirre af vellyst: Folketingsvalg, Ministerrokeringer, Royale Skandaler og TERROR.
Jeg ved det, for jeg er selv journalist, og også jeg mærker denne følelse af vigtighed, uundværlighed og ikke mindst et opmærksomt publikum, når et af de fire optræder.
TERROR er ikke noget dansk ord.
Det er engelsk og betyder rædsel. Frygt og rædsel er ikke det samme. Rædsel er værre, dybere, er mange lag af frygt lagt ovenpå hinanden, gentaget, forstærket i hjernens kammer med en snert af vellyst.
Ja, vellyst. For de nervebaner, der transportere henholdsvis iskold angst og gnistrende vellyst, ligger angiveligt lige op af hinanden, det har jeg fra en forsker, der naturligt nok konkluderer, at vellysten og angsten nærer hinanden, hvilket forklarer en hel del mere, end de fleste af os har lyst til at vide, endsige er i stand til at rumme – eller drage konklusioner af.
Det er kort sagt den bedste kombination at få læsere/lyttere/seere/klik på.
Hvilket bringer mig videre til vores næste problem.
Journalister. Mig selv. Og mine.
Vi elsker forløb uden ende, uden dramaturgi og uden analyse, gerne ting, der foregår foran os, hvor det kun handler om at indsamle data løbende, til tingene når deres naturlige – og som regel ubehagelige – afslutning.
Og så kan vi tale videre, og videre bagefter, inden vi går ud og fejrer os selv på et eller andet værtshus og slår hinanden på skuldrene af bare vigtighed i presselogen…

TERROR i Paris er det perfekte eksempel. En kulmination af et længe næret vanvid.
Alle er gået i breaking news mode. Breaking er dejligt. Breaking betyder at alle går på overtid, ingen vil tjekke fakta, cheferne er på gulvet for en gangs skyld, og så skal vi alle sammen vise os. Der er BREAKING. Og vi vil så nødig gå ud af det.

Breaking er det, vi lever af, hedder det sig.

Men breaking er også det, vi dør af. Alle sammen.

Vi har brug for at holde en pause. For at stoppe op. Og tænke.
Vi har ikke brug for flere journalister, der fortæller hvad de ser på TV. Og som rapporterer fra pressemeddelelser og officielle kilder og løse rygter og fra hvad andre journalister måske har sagt på en anden kanal, på et andet tidspunkt eller lige nu.
Vi har brug for, at vi venter. Og ser sandheden, mens den er der.

Vi ved godt, der er forskel på information og viden. Men når vi går i BREAKING-mode, er information alt vi viderebringer.
I gamle dage kaldte man det for at træde vande – men det er det ikke længere. BREAKING er i dag det, som samtlige større medier konkurrerer om at gøre sig bedst med, fordi det er billigt og fordi de er gearet til det. (Måske er det sågar det eneste, vi er gearet til? Alt andet er en slags ventesal…)
Man har til lejligheden en række fagmedarbejdere med et velsmurt mundtøj og pæne jakkesæt/spadseredragter og et netværk af kommentatorer, der er i stand til at tale om stort set hvad som helst meget, meget længe.
Man har taget en form, oprindeligt som set hos CNN, men den er nu den eneste reelle form, der er….
Det er som en standret af reportere, altid klar i kulissen, sobre og tilsyneladende fornuftige i tonen, mens de forvandler det, der er vores virkelighed til et absurd teater af summariske henrettelser.

Ideen bag er simpel – det handler om, at holde publikum fast på kanalen så længe som muligt i det håb, at endelige, faktuelle oplysninger på et eller andet tidspunkt indfinder sig. Til da træder vi alle sammen ind i en verden af antagelser, rygter, gentagelser af udgangspunket, analyser af ingenting og, ikke mindst, vilde spekulationer og nye analyser på baggrund af dem.
Jeg gider ikke engang komme med eksempler.
Ingen kan alligevel huske, hvad der blev sagt i forbindelse med hele Paris-TERROR, sagen – vi stod alle sammen med åben mund og polypper og kørte tomgang mens det skete udfoldede sig skærme, der viste de samme billeder, igen og igen og igen og reportere med satellitlinks fortalte, at de ikke kunne komme nærmere end 1 kilometer på noget som helst….

Det blev et studie i angst med angst på. Af rædsel. Af TERROR i sig selv.

I manglende viden. Og i et overblik, der bevidst ødelægges for den gode, frygtfulde stemnings skyld.
Vi skal være bange. Meget bange. Og poltikerne skal gøre noget. NU, skriger vi og det gør de så, for åbne kameraer og helt og aldeles uden at tænke sig om – for midt i et hav af frygt er der ikke tid til det…
Og der er nogen, der er rigtig glade for, at det er sådan. Terroristerne.
Det er dem, der har hovedrollen. Det er dem, der kan læse om sig selv i avisen og se sig i fjernsynet.

Hvad er en terrorist? En der udfører terror, en der PÅFØRER os rædsel – en rædsel som vi, medierne, bærer frem som var det den hellige, lysende gral.
Det er det ikke. Det er andre menneskers blod.
Det fortjener mere respekt, omtanke og ikke mindst forsigtighed, end den måde vi ruller os rundt i det nu.
Og nu kan jeg allerede høre et kor af forargede politikere og kolleger råbe i kor:
‘CENSUR! Af med hans hoved!’
Men jeg har allerede tabt det, og nej, det er ikke DET jeg beder om, jeg beder ikke engang om selvcencur, for min skyld kan I tapesere hele verden til med Muhammed-tegninger og skrive frækt om Kongehuset og Prinsen på Broen og Dannebrog eller hvad I nu har lyst til.
Det er ikke det, det handler om her. Det handler om at besinde sig.
Om ikke at male fanden på væggen. Gør man det, kommer han som bekendt.

Jeg ved det er svært men, SLAP AF!
Lad os os tænke os lidt om. Lad os ikke sige noget – før vi ved noget.
Lad evt. billederne stå og ti stille, hvis der ikke er noget at sige.
Ellers spiller vi med på sangen, rædslens sang, terroristernes.
Og hvis vi ikke holder op med det, bliver det den sidste sang vi hører.