De engelske aviser The Mirror og The Telegraph bragte i fredag den 16.8.2013 artikler om store forsinkelser i de engelske lufthavne. Forsinkelserne skyldes yderligere sikkerhedstjek, på grund af ‘deeply serious concerns over body cavities and implants of all kinds – including breast implants – being used to hide explosives’ som den ‘uafhængige’ sikkerheds-analytiker Paul Beaver(!) siger.
Eksploderende kunstige bryster, kort sagt.
“Women suicide bombers recruited by al-Qaeda are known to have had the explosives inserted in their breasts under techniques similar to breast enhancing surgery”, siger Joseph Farah, terrorekspert til ‘The Sun’.

Man TØR jo dårligt nok skrive, at det her er for langt ude til at kunne ske, især netop nu, omend det efter undertegnedes mening lyder som et overdrevent kompliceret, vanvittigt profant og gennemført sygt plot, der kun kan være udtænkt i hjernerne på efterretningstjenesternes ypperste, og mest freudiansk afsporede paranoikere.

Tilgengæld får sikkerhedspersonale i lufthavne verden over nu en række nye, egentlig ganske misundelsesværdige men også yderst komplicerede pligter med visitation fremover…omend DET skal de vel også nok få ødelagt med scannere, røngten, gummihandsker og lovunderbygget vold….Tenerife? Først lige en rask mammografi, frue…

De nuværende scannere, blandt andet brugt i Amerikanske lufthavne kan iøvrigt sagtens se implantater. ‘Now that almost 70 domestic airports feature full-body scanning machines, many travelers are anxious about giving security officers a revealing look at their bodies. This is especially true of women who prefer to keep their breast implants a secret. Full-body scanners show numerous kinds of implanted medical devices, ranging from pacemakers to artificial joints, and breast implants are no exception. As this information has reached women with breast implants, some have expressed privacy concerns, especially among those who do not openly admit to having undergone augmentation surgery’, skriver ‘New Beauty’.
Ikke at det vil hjælpe noget – det handler angiveligt om helt nye slags flydede sprængstoffer, der ikke vil se anderledes ud end silikone på en scanning, sprængstoffer der sandsynligvis stammer fra DARPAs udviklingsafdeling, og som nogen nu skammer sig så meget over, at man tillægger dem fjenden, og ja, nu gætter jeg. Det må man godt. Især når samme DARPA netop har fået en stor kontrakt på at udvikle teknikker, der skal kunne finde netop gemte sprængstoffer.

For det handler ikke om sikkerhed. Det handler om billeder. Billeder er terror. Billeder som dem, vi ser når vi ikke kan sove. Når vi drømmer drømme, vi ikke kan vågne fra.

Det er terror. Igen. Som i ordets oprindelige betydning ‘rædsel’. Som rædslen ved at se et par bryster eksplodere i ansigtet på os, som rædslen ved, tanken om, at nogen rent faktisk kunne finde på at gøre det, at der findes kvinder derude, der er vrede nok, måske, måske sker det, om ikke nu, så engang, for det er nu blevet et billede, der plantet i os, spredt gennem hurtige medier fra en ligeså angst magt-elite, der vil, at vi lammes, at vi står stille, mens vi venter på det nådigt dæmpede brag og blodsprøjtet og altings endeligt i den ultimativt mest skamfulde og omsiggribende død man kan forestille sig: Død ved bryster, død ved mor.

Men det handler om noget andet. Rædslen har alt for længe kun været ydre. Været et landskab i det fjerne. Og et sådant, kan ikke legitimere den massive, intime privatlivs-kontrol vi alle sammen, allerede nu, er underlagt.
Derfor vil de ind i os. Helt ind under huden bag allerede helede, stort set usynlige, ganske små, hvdlige ar efter sting, lavet af gale læger.
Vores eneste håb er at holde op med at gøre os forestillinger – at holde op med at male fanden på væggen, så han pludselig bor hos os, som vores eneste troværdige og sande ven.
Det er brystbomben – at gøre det, der er indbegrebet af tryghed til noget livsfarligt, til et spørgsmål om vilje, så langt er vi nået, så langt ude er vi, at der ikke synes nogen vej tilbage…
De har sået mere terror i min krop. Det er indeni mig og jeg kan ikke standse det. Og det er også i dig, nu.

‘Pity is the feeling which arrests the mind in the presence of whatsoever is grave and constant in human sufferings and unites it with the human sufferer. Terror is the feeling which arrests the mind in the presence of whatsoever is grave and constant in human sufferings and unites it with the secret cause’ – James Joyce, 1916, ‘Portrait of the Artist as a young man’