Gæsteindlæg ved Mikael Hertig·23. maj 2016
Indskrænkes mangfoldigheden i overvågningssamfundet?
Den ældre generation er vokset op med Kardemommeloven og en tro på mangfoldigheden som selvstændig værdi.
Det har altid undret mig – men jeg har lært at forstå det – at der eksisterer et værdifællesskab mellem nogle liberale og socialister, når emnet er samfundets overvågning af borgerne. Hvorfor deler vi denne modstand, mens andre ikke gør det, og hvilke dimensioner skal vi have fat i for at se forskellen på fx Bødskov, Sass, Martin Henriksen, Marcus Knuth på den ene side og Alternativet, Pernille Skipper og Lisbeth Bech Poulsen på den anden?
Det var den franske revolutions opgør med enevælden, der skabte magtens tredeling, hvorefter der blev sat grænser op for vilkårlig regeringsudøvelse ved hjælp af uafhængige domstole og en nogenlunde uafhængig presse.
Overvågning fører til konformitetspres. Konformitet betyder mindre plads til afvigelser i samfundet og indebærer stigende social kontrol. Når normer, der tidligere var fremherskende, men søges gjort universelle via det politiske system, sker det typisk ved hjælp af forbud. Sproget, der anvendes af forbudstilhængerne, er ekstremt værdiladet. (“Hadprædikanter”, i spørgsmålet om omskæring af drenge: “skamfering”, “lemlæstelse”, “amputation”).
Risikoen ved det overvågningssamfund, vi er ved at have vænnet os til ligger i en slags stalinisering eller om man vil kinesificering af grundlæggende demokratiske værdier. I den korporative stat vokser den kapitalistiske interesse sammen med statens.
Efterhånden, som vi mister den pluralistiske mangfoldighed i samfundet, taber vi de værdier, som vi fra den borgerlige revolutions tid erklærede umistelige.
I min orientering imod overvågningssamfundet og beskyttelsen af privatlivets fred gik jeg og troede, at vi ikke havde mistet ret meget endnu.
Vi har allerede mistet meget, og jeg har været blind for, at konformitetspresset også slår igennem i den politiske værdiorientering.
Processen er i fuld gang.