Kommentar: Anders Kjærulff
Når moderniseringstyrelsen, indenrigsminsteriet og Digitaliseringstyrelsen i dag, den 30 september, har afsløret ‘den store plan’, blev det hele solgt under det tilforladelige navn: Digital Velfærd.
»Hvis man har et ærinde, så kommer man derhen. Det øjeblik, det går op for én, at der er noget at komme efter, så bruger man det,« sagde Margrethe Vestager vanligt krypto-banalt til Berlingske Tidende.
Slagnumrene var intelligente toiletter, en flok robotstøvsugere og så nogen smartere patientkraner til de gamle. Men det er slet ikke der, Vestager, Corydon, Astrid Kragh og Helle vil hen. Det handler om registre, besparelser – også kaldet ‘smarte løsninger’ – og om EU-harmonisering.
Man kan læse sig ind på det via digitaliseringstyrelsens hjemmeside hvis man da ellers fatter en brik af hvad de siger – kancilli-sproget har nemlig fået et ekstra lag lak med ren og skær digital ‘bullshit-talk’, snak, som man iøvrigt allerede har idømt sosuassistenter, folkeskolelærere og sygeplejesker fornøjelsen af at skulle tolke for befolkningen: ‘Sygeplejersker, lærere, sosu-assistenter og andre fagprofessionelle får en central rolle i at motive-re og støtte den enkelte borger til at benytte de teknologiske løsninger. Velfærdsuddannelserne skal sikre, at de nyuddannede har de rette redskaber og digitale kompetencer til at løfte de arbejdsopgaver, der venter dem efter studierne’. Hvem der skal BETALE for det udstyr vi borgere nu skal anvende for at komme i kontakt med dem, hvis arbejde vi selv skal udføre og som vi betaler en stor del af vores skat til, det taler vi ikke om.
Det handler jo om at spare statens penge, ikke borgernes.
Havde det sidste været tilfældet havde man nok heller ikke konsekvent brugt iPhones, MacBook Pro og iPads i læssevis, når det hele skal sælges på smarte videoer. Det hænger muligvis sammen med at Folketingets medlemmer er flittige brugere af deres gratis iPads og iPhones. Og det er synd. Der findes nemlig alternativer. Men fri, gratis software, åbne løsninger og Ubuntu-kreativitet er i den Digitale Velfærd blevet en indbygget, elitær foragt for de, der på femte år sidder og hakker i virusbefængt WindowsPC, der stadig mangler et par afdrag, som ringer fra en ældre Nokia og som, helt forståeligt, ikke fatter at en mobiltelefon skal koste 4000-5000 kr.
Men det er ikke ren bullshit. Der er faktisk en kerne i det her. Registrene. …Og her er der vækstpotentiale:
‘I takt med, at flere velfærdsydelser vil blive leveret digitalt, og at myndigheder i stigende grad vil dele relevante informationer om borgerne med andre myndigheder, vil it-sikkerhed og sikring af privatliv blive et vigtigt fokusområde i de kommende år.’
Ovenstående sætning er et uddrag af de såkaldte ‘forudsætninger’ for digitalisering, og det må siges at være imponerende at man er i stand til at bruge myndigheders massive registersamkøringer af borgerne, noget, der i den grad er et hovedmål(fordi vi skal SPARE), samtidig med ‘sikring af privatliv’ – uden at man på nogen måde er i stand til at se, at de to ting er hinandens totale modsætninger.
Det er så langt ude, at det nærmer sig det sjofle.
Men det bliver værre endnu.
For mens vi danske borgere har ventet med længsel på en afløser for det fatalt dårlige nemID eller i det mindste bare en seriøs opgradering, ja, så ser det ikke ud til, at det kommer til at ske.
Man venter nemlig på noget nyt, og humper imens ind i det, der skulle være et digitalt tigerspring for fuld registersamkøring, helt uden at have styr på sikkerhed – eller borgernes rettigheder. Overhovedet.
Det nye, det der står og blinker i horisonten som det sandsynligvis EGENTLIGE mål med al ståhejen, det hedder nemlig: e-SENS.
Her bevæger jeg mig ud på en tynd gren: Det er nemlig vanvittigt kompliceret at finde ud af, hvad der er i gang og hvad der kun er ideer og hvis man taler om, hvad der gælder for lille Danmark lige nu, så forsvinder hele træet og efterlader os hængende i det tomme rum – eller rettere i cyberspace.
Som det så mundret lyder på digitaliseringsstyrelsens hjemmeside: ”e-SENS startede i april 2013 og løber over 36 måneder. e-SENS konsortiet består af 22 parter, som repræsenterer 20 europæiske lande samt Norge og Tyrkiet og over 100 offentlige organisationer.
Projektet skal konsolidere og videreudvikle komponenter fra de fem storskaleprojekter: STORK, PEPPOL, SPOCS, epSOS og e-CODEX. Fokus vil være på e-health (sundhed), e-justice (lovgivning) og e-Procurement (udbud og indkøb). e-SENS udspringer således fra PEPPOL-projektet, som afsluttede i august 2012, og har fokus på elektronisk handel i EU.’
Og i de såkaldte ‘fælles sikkerhedsstandarter, som digitaliseringstyrelsen har som en af Digital Velfærds forudsætninger, lyder det tekno-poetisk: ‘Standarder skal så vidt muligt være forenelige med fælleseuropæiske standarder anvendt i det fælleseuropæiske e-SENS projekt, der videreudvikler og konsoliderer løsninger fra de såkaldte ”Large Scale Pilots” STORK, SPOCS, PEPPOL, EpSOS og e-CODEX. Generelt bør det tilstræbes, at fællesoffentlige standarder er nationale konkretiseringer / profileringer af internationale standarder og sundhedsområde specifikke standarder’.
STORK er værd at se nærmere på. Det er nemlig et projekt, der er afsluttet – med en færdig ramme for e-ID til hele Europa, en slags Europæisk digitalt pas, der kommer til at være helt centralt i fremtiden.
På den positive side er det et åbent projekt. Man kan sågar diskutere med dem og komme med forslag. I denne måned er der ‘single marked month’. Du kan sende forslag ind til dem her. På den negative side er alle disse projekter offentlige hemmeligheder, som man, klogeligt måske, har afstået fra at diskutere med befolkningerne og istedet gemt på hjemmesider, pakket ind i uforståelige hurra-ord.
Men for nu at opsummere: Vi har altså en regering, der har sat gang i et Digitalt Velfærdsprojekt. For at det skal blive det, man vil have, dvs. muliggøre besparelser i det offentlige på 17 milliarder kroner(!), så skal standarterne være i orden, så der kan registreres, både borgere og offentligt ansatte. De første skal bruge færre af deres egne skattekroner ved ‘smarte løsninger’ og nogen robotstøvsugere.
De sidste skal der holdes styr på, de skal registreres og tidstages og fyres og opkvalificeres til højere lønninger. Samtidig SKAL denne digitale velfærdsøvelse absolut foregå på en fælleseuropæisk, transnational platform, så data kan flyde frit i hele EU….
Som det hedder: ‘ I dag er det fx ofte meget ressourcekrævende at gennemføre offentlige udbud. For at gøre det lettere at gennemføre udbud vil regeringen udarbejde et samlet og overskueligt regelsæt, der implementerer nye EU-regler på området.’
Og eSens – DET handler meget lidt om robotstøvsugere. Det handler om fælles retslige platforme, fælles europæisk elektronisk ID, fælles elektronisk grænsekontrol og ikke mindst: Fælles, delbar EU-patientjournal – det helt store datamareridt, et register, det kommer til at koste formuer at opretholde – og forsvare!
Vi troede vi ‘kun’ fik en robotstøvsuger – men den har EU-flag på og den har tusindvis af andre sager med sig ind af døren – sager der BURDE diskuteres voldsomt offentligt og politisk før man gik videre, ja måske sågar sager, man burde tage en folkeafstemning om?
For når først eSens er i fuld gear, er der ingen vej tilbage. Så hænger vi på den, som de gamle i en fiks kran eller på et selvrensende toilet: Alene, ventende på de nyfrikøbte varme hænder, der aldrig dukkede op….
Børnene – dem kan jeg også se for mig: Med knuste iPad-skærme og udløbne licenser. Med iPhones permanent indstillede på Facebooks forældreintrasider, klikkende sig selv ud af sponsorerede institutioner mens far og mor følger med på webcam og børnene efterlader sig dybt invaliderende dataspor hos gigantiske, transnationale firmaer, som de først møder igen, når der skal søges jobs, tegnes forsikring eller lånes til et hus, en barndom i digitaliseringens skygge, iført deres ‘natural persons eID’ – udviklet af EU – indført af villige danske politikere, der lader somom de har en ide om hvad de gør….
»Hvis man har et ærinde, så kommer man derhen. Det øjeblik, det går op for én, at der er noget at komme efter, så bruger man det’, sagde Margrethe Vestager.
e-Sens og Digital Velfærd PÅSTÅR at gøre tingene bedre. Men for hvem? Hvad er ærindet? Egentlig? Well – ser man på SPOCS, endnu en af de standarter, Vestager tror på fremover, (men som vi endnu ikke deltager i….ifølge hjemmesiden)så nærmer man sig måske en sandhed: ‘Taking down digital boundaries to crossborder buisness’….Det er til at forstå: Seriøs, fuldblods frihandel med borgerne som varer og købere på samme tid….Den forretning bliver god, for nogen.
Men kald det IKKE Digital Velfærd.
Kald det harmonisering.
Pingback: Danmark: Et land i andres hænder | GARAGEN