Kommentar ved Rasmus Malver, som udover at være formand for foreningen imod Ulovlig Logning også hjælper udsatte i Den Sociale Retshjælp
I retshjælpenhjalp jeg i dag en person der var bange for at vedkommendes telefon blev aflyttet. Det er ikke første gang, og det er ofte den samme historie: Der er nogle klik-lyde som begge sider i en samtale kan høre, kombineret med at borgeren føler sig konsekvent mistænkeliggjort af offentlige myndigheder.
Lavpris-mikrokamera der både kan optage på sd-kort eller sende live via wifi.
Denne gang var der dog et twist: Personen var gode venner med nogen som har været omdiskuteret i den offentlige debat, hvor aflytning ikke er usandsynligt. Uden at tage stilling til eksistensen af den konkrete aflytning installerede vi Signal på telefonen og det forbedrede straks klientens humør.
Derudover gennemgik vi tilladelserne. Facebook og Google har ikke behov for din mikrofon og dit kamera, man bør slukke placering når det ikke er i direkte brug og generelt være tilbageholdende med at dele sensorer og adgang til at læse beskeder.
Historien er interessant, for uanset om man bliver aflyttet eller ej er frygten reel. Jeg er ofte blevet kaldt paranoid og konspirationsteoretiker, men på under 12 måneder har Rigspolitiet og telebranchen indrømmet at de bearbejder beviser, før de deles med forsvarsadvokater og dommere, at ihvertfald nogen af teleselskaberne også logger indholdet af sms’er, at de udleverer langt flere data end der bliver bedt om, at der ikke er en direkte sammenhæng imellem retskendelser og udleveret data og, ikke mindst, at de løj om alt dette for 12 måneder siden.
Hvis man bliver aflyttet er der ingen klik-lyde. Aflytning er ikke en mand med en båndoptager. Det forklarede jeg også. Du bliver formentlig ikke aflyttet. Men hvis du gør, vil du aldrig få det at vide. De logger stadig metadata (og indholdet af ikke-krypterede beskeder). Du får det ikke at vide hvis de udleveres til politiet. Eller om de allerede ér udleveret.
Det er heller ikke unormalt at føle sig mistænkeliggjort af stat, regioner og kommuner. Selv hvis du ikke bor i en ghetto, har den forkerte hudfarve, de forkerte forældre eller det forkerte job, bliver du altid kontrolleret i kampen imod socialt bedrageri. Den danske version af war on drugs.
De sager har vi mange af. Har du fået sygedagpenge på en fredag? Så brugte du forhåbentlig ikke offentlig transport, og du betalte forhåbentlig ikke dit betalingskort på en bar. Kommunerne har indført “kontrolgrupper” som ligger på lur med en telelinse i busken. En klients børn er blevet afhørt i børnehaven. Kommunen ville vide mere om klientens parforhold. En klient er fotograferet på en café, i sin bil og på parkeringspladser, fordi der var usikkerhed om graden af et handicap. En tredje klients hjemkommune nægter at udbetale pension, fordi klientens bankudtog viser at der bruges flere penge i en anden kommune.
Dine opkald bliver formentlig ikke aflyttet. Dine sms’er gør. Brug Signal til begge dele.
Hvis du har brug for juridisk bistand eller gældsrådgivning, kan du kontakte Den Sociale Retshjælp. Hvis du har brug for hjælp til kryptering og privatlivsbeskyttelse kan du deltage i Cryptohagen på Café Mellemrummet på Nørrebro, den sidste søndag i hver måned, eller Cryptoaarhus på Fairbar den 2. lørdag i hver måned.