Bønskrift: Retten til en hemmelighed

’Pity is the feeling which arrests the mind in the presence of whatsoever is grave and constant in human sufferings and unites it with the human sufferer. Terror is the feeling which arrests the mind in the presence of whatsoever is grave and constant in human sufferings and unites it with the secret cause.’ James Joyce ’A portrait of the artist as a young man’

Hvad vil det sige at være menneske? At være et FRIT menneske i et demokratisk land?

Blandt andet at man har hemmeligheder for hinanden.

For et menneske består også af sine hemmeligheder. Måske er det endda den vigtigste del af mennesket, der er hemmeligt?
Uden et hemmeligt element, er mennesket forudsigeligt, gennemsigtigt og sågar kedeligt.
Jeg tillader mig at hævde, at det er det hemmelige, det mystiske, der drager os mod hinanden, at det er det, der bliver til musik, poesi, kærlighed.

Selv om et menneske har hemmeligheder, behøver det ikke at være kriminelt. Så langt fra.
Endnu er et menneske først kriminelt når det beviseligt har brudt loven, men i dag arbejder stater direkte med at indsamle og gemme data om pæne mennesker, der ikke har gjort noget som helst, for at forbinde punkterne, for at sikre sig, for at få hele høstakken og finde nålen og for at kunne lave mønstre og forudsigelser – af kommercielt brugbar information og af potentiel kriminel eller samfunds-skadelig adfærd.

Hvad du gør elektronisk lige nu, bliver til en dag til beviser imod dig.
Din online tilstedeværelse på de sociale medier er tilsyneladende en lang, munter forsvarstale for din eksistens, garneret med glade billeder og kække kommentarer, men er samtidig et løbende, et accelererende anklageskrift, der samles, gemmes og analyseres af fremmede som lokale magter.

Terror er som bekendt et engelsk ord. Der betyder rædsel.
Og siden 11. September 2001 har vi ladet denne rædsel grundfæste sig i sjælene på os alle sammen. Vi er blevet den, vi har taget den ind og ladet den vokse: Fjenden er i os selv. Fjenden er din næste. Han er potentiel terrorist, hedder det. DU er terrorist.

Men det er forkert. Og vi ved det godt.

Øvrigheden bør ikke indsamle beviser om eventuelle lovbrud, før en mistanke er etableret.

Hvis vi tillader staten, kommercielle virksomheder eller udenlandske tjenester at samle og registrere oplysninger om os, med det formål at kunne etablere mistanke om forbrydelse eller ond hensigt på et automatisk grundlag, har vi gjort verden, der som bekendt er skøn, til et bærbart fængsel, som vi alle sammen bor i, uanset om vi har gjort noget eller ej.

Mennesket er endnu uskyldigt til det modsatte er bevist. Mennesket er ikke terrorist. Jeg er ikke terrorist.

Men i et automatiseret overvågningssamfund er mennesket skyldigt til det modsatte er bevist. Derfor bliver vi overvåget. For vores egen skyld?

Jeg mener, at et automatiseret overvågningssamfund krænker menneskets egenart, dets evne til selv at skelne mellem rigtigt og forkert.

Ved at automatisere efterforskningsprocesser og efterretningsarbejde og lagre alle, også vi helt uskyldiges elektroniske bevægelser, for endnu en sikkerheds skyld, bliver mennesket en forudsigelig størrelse med et yderst begrænset antal handlemuligheder, et voksent barn i en virtuel kravlegård, hvor vi ikke kan komme til skade eller skade andre.

Det skal være muligt at bevæge sig anonymt på internettet.
Det skal være muligt at slette sine spor.
Det mener jeg.

Konsekvensen af denne mening er også, at jeg mener, det bør være op til det enkelte menneske at kunne vælge at gøre noget kriminelt, uden at være sikker på automatisk opdagelse og udstødelse i første omgang.

Jeg er klar over, at netop her er der et springende punkt. En bombe af utryghed.
For vi kan jo forhindre nogen forbrydelser ved massiv, altomfattende overvågning?

Men vender vi argumentationen rundt, således at man ikke tillader det enkelte menneske frihed til og mulighed for at bryde loven, hvis den står i vejen for ham, hende eller den gruppe menneske han tilhører, da har vi gjort loven større end mennnesket.

Jeg mener at det er en illusion at tro, at det automatiseret overvågede menneske ikke vil begå forbrydelser.

Det vil det. De teknisk indsigtsfulde, de rige, de determinerede terrorister og de med magt, vil kunne sætte sig ud over en sådan overvågning. Som de altid har gjort det.
Men de fleste af os vil være fanget.
I det bærbare fængsel, på ubestemt tid.

Historien viser os med al ønskelig tydelighed, at nogle forbrydelser kommer til at finde sted i menneskehedens navn, til gavn for den, idet de udfordrer et urimeligt system og laver det om.

Jeg beder derfor landets administratorer og vore folkevalgte om at vogte over denne unikke mulighed vores demokrati indeholder, muligheden for at kunne sætte sig op imod et bestående styre, på lovlig som på ulovlig vis.

Naturligvis skal forbrydere forfølges og straffes. Men ikke før de begår en forbrydelse.
Naturligvis skal der være kontrol og orden i tingene. Men ikke så meget, at alt står stille, frosset i evig rædsel, i et apatisk skrig.

Jeg beder jer tænke på jeres børn og børnebørn og på de samfund, de måske skal leve i, indhyllet i nådesløst observerende og registrerende elektronik.

Tænk frihed først.

Tænk på mennesket som stort og lykkeligt og i stand til at tage vare på sig selv og på andre. Ikke som et uartigt barn, der skal holdes øje med, og som ikke ved hvad det selv gør.

Vi vil vokse ved det.

Alt andet gør os mindre og skadeligere og ondere end godt og sandt er.


(NOTE: Dele af dette dokument blev oprindeligt skrevet ca. 2000 i samarbejde med blandt andet Jesper Svarre, Peter Christensen og Karen Hjermind. Er opdateret, stærkt omskrevet og omformuleret af Anders Kjærulff i 2008 og 2014. Denne tekst må kopieres, deles, oversættes, omskrives i den ånd den er skrevet i og i øvrigt spredes for alle vinde…)