Anmeldelse: Edward Snowden: I Offentlighedens Tjeneste(Informations Forlag)

Af Anders Kjærulff, teknologikritiker og radiovært på AFLYTTET, radio24syv.

Jeg elsker Edward Snowden.
Jeg elsker ham, fordi han i 2013 flyttede sådan nogen privatlivsnørder som mig ud af den kiste, man normalt begraver konspirationsteoretikere og sølvpapirshatte i, og ud på torvet blandt rigtige mennesker, der stod vi så, ligepludselig, alle sammen og kunne med fuld ret sige: Hvad sagde vi? 
Det vi havde sagt siden ECHELON-sagen, var at USA overvågede og gemte stort set alt der foregik på elektronisk kommunikation, satellitter, telefax, internettet, at de havde adgang til hvad der passede dem og at de brugte de informationer til deres fordel. 
Og dengang i juni 2013, sad Edward Snowden så på The Guardians hjemmeside, på video fra sit hotelværelse i Hong Kong og formulerede det endnu skarpere end nogen af os nogensinde kunne have gjort det: Vi bliver overvåget og optaget alle sammen, vi sidder pænt på række i et nøglefærdigt tyranni, hvor det kun er den til enhver tid gældende politik, der afgør, om døren bliver åbnet – eller låst.
Det var i 2013, mine damer og herrer. Og nej, det er ikke blevet voldsomt meget bedre siden. Åh jo, vi har fået bedre værktøjer, https og nye, krypterede beskedtjenester som signal og protonmail, men overvågningskapitalisme er stadig nettets eneste forretningsmodel, techgiganterne lever af os og sælger os tilbage til os – og, ifølge Snowden, til efterretningstjenesterne. 
Hvert et klik og tastetryk gemmes og analyseres. 
Nothing to see here. Move on.
Her i Danmark er vi stadig ikke nået længere end til automatreaktionen: At ‘myndighederne her i landet ikke har noget grundlag for at antage, at der skulle foregå ulovlige amerikanske efterretningsaktiviteter rettet mod Danmark eller danske interesser,’, en sætning som Helle Thorning Schmidt, Karen Hækkerup og Nikolaj Vammen gentog i en uendelighed dengang i 2013, mens beviserne på det modsatte haglede ned over dem, og os der hørte på hvad de sagde blev klar over, at det man skulle bide mærke i her, var ordene ‘ANTAGE’ og ‘ULOVLIG’. 
Nogen dybere undersøgelse af USAs forbindelser til danske netværk og ikke mindst danske efterretningstjenester blev det som bekendt ikke engang til – omend Tilsynet med Efterretningstjenesterne, TET, klart fortæller i deres rapporter, at der naturligvis deles ‘rådata’, med ‘udenlandske samarbejdspartnere’.


Jeg elsker Edward Snowden, og det er jeg ikke den eneste, der gør.
Det er også virkelig svært at gøre andet. Snowden er rolig, velovervejet og blid, han taler aldrig grimt om enkeltmennesker og han beskæftiger sig med det, vi alle sammen burde tænke over hver dag: Vores rettigheder, statens og især USAs urimelige hang til kontrol af borgere over hele verden og hvad det gør ved forholdet mellem stat og mennesker.
Jeg elsker Edward Snowden fordi han, om nogen, har sat ord og beviser på ting, jeg selv har gået og sagt, men ikke nær så godt som ham. Han er min generations største og vigtigste whistleblower, og har som bekendt betalt prisen – dømt til udlændighed i Moskva, langt væk fra det USA, han tydeligvis stadig elsker og savner og hele tiden bejler til, det USA han ikke kan forstå ikke ser det, han har gjort som en god amerikansk-sindet frihedshandling, et forsøg på at holde forfatningen i form, og et ønske om at USA stadig kunne være det, det kalder sig: Land of the Free, Home of the Brave.


Edward Snowden er også den mand, jeg nok aldrig får et interview med, pakket ind i eksklusivaftaler og advokater og foreninger som han er nu, og han er samtidig den mand, jeg har talt mest om, i mit radioprogram ‘Aflyttet’. Jeg har mødt andre Whistleblowere, jeg har talt med William Binney, jeg har talt med Thomas Drake og jeg har sågar interviewet Laura Poitras, kvinden, der lavede filmen, ‘CitizenFour’ om Snowden og som var helt instrumentel i, at han turde træde frem. 
Men ikke manden selv. 
Efter at have læst hans selvbiografi, på dansk ‘I Offentlighedens Tjeneste’, med den noget mere rammende amerikanske titel ‘Permanent Record’, tænker jeg, at det måske ikke gør så meget? 
Siden 2013 har han alligevel antaget virtuel karakter, han taler og taler verden over via web-kamera og en avanceret robot, der giver ham det, man kalder ‘teleprecence’, blandt andet på Roskildefestivalen i 2016, hvor de også elskede Edward Snowden, de fleste uden at forstå hvorfor. Roskilde Festvalen selv har i år bestemt sig til at gå kontantløst og indføre chip-armbånd til gæsterne. Det tror jeg Snowden ville synes var en rigtig dårlig ide. 
Når hans plan om at kopiere en masse data fra sin arbejdsgiver, NSA og give dem til pressen, lykkes, skyldes det blandt andet, at han brugte sine ikke sporbare kontanter til at købe sin fly-billet til Hong Kong.
Snowden ved at alle kreditkorttransaktioner bliver sporet og gemt.


Når Snowden er vor tids helt, er det fordi han tager virkeligheden alvorligt. Den virkelige virkelighed. Fordi han helt uironisk har fortalt os, hvad han vidste, og hvad det betyder. 
Selv om der er enkelte nye informationer, skal man ikke forvente nye afslørringer i ‘I offentlighedens tjeneste’, Snowden er som bekendt ude af efterretningsverdenen, bogen er snarere et politisk manifest for frihed og demokrati. 
Snowden som menneske virker egentlig ikke som noget særligt, han er, logisk nok, meget privat, tydeligvis højt begavet, opfatter sig selv som hacker, han lod sig rive med ovenpå 11. September, meldte sig til hæren, klarede ikke de fysiske optagelsesprøver til den enhed han ville ind i og fortsatte istedet bag computerne, hos CIA og NSA som SystemAdministrator med højeste sikkerhedsgodkendelse og adgang til alt, han har en kæreste, Lindsay, som han holder meget af, han drikker ikke(overhovedet!), han har aldrig røget og slet ikke inhaleret noget som helst, han elsker sine forældre og sine søskende og rigtig ind under huden på ham kommer man ikke. 
Måske fordi der ikke er mere, end en nysgerrig dreng, der vokser op med et internet, der dengang godt kunne ligne frihed og virkelig globalisering, men som meget hurtigt viser sig at være et middel til kontrol, udnyttelse og overvågning, masseovervågning.

Så når ‘I Offentlighedens Tjeneste’ faktisk er en yderst læsværdig bog, så er det altså ikke på grund af mennesket Edward Snowden, men fordi det system, han selv var en del af, fortæller os noget om hvem vi er blevet til – og hvor vi er på vej hen, hvis vi ikke øjeblikkeligt får slået øjnene op. 


“Friheden i et land kan kun måles på dets respekt for borgernes rettigheder, og det er min overbevising, at disse rettigheder reelt består af at begrænse statsmagten med helt præcise regler for hvor og hvornår en stat må bevæge sig ind på det personlige eller individuelle råderum, som på den amerikanske revolutions tid blev kaldt *Frihed’ og i internetrevolutionens tid bliver kaldt ‘Privatliv’”
Edward Snowden, *I Offentlighedens Tjeneste*

Snowden er hacker. Han hacker sin sengetid som lille dreng, ved at stille alle urene tilbage i hele huset, det giver ham to timer mere og han nyder aftenen, vægtløst lykkelig og falder i søvn og vågner næste morgen ved, at hans far har stillet alle urene tilbage til normaltid, efter at have set på sit armbåndsur. 
Som Snowden tørt konstaterer – i dag ved vi ikke engang hvad klokken er? Den tid, du har på din smartphone, er netværksbaseret og kan i princippet manipuleres.
Tiden er i netværket.
Tiden er ude af kontrol. 
Eller rettere: Det er ikke længere os selv, der stiller urene,.

Edward Snowden bryder sig ikke om uddannelsesinstitutioner, og har brugt det meste af sin tid til at komme udenom dem, han hacker sit skoleskema, så han ikke behøver møde i skolen men kan sidde hjemme foran computeren, hans uddannelse er internettet. 
Det gamle internet, hvor information var fri og ingen vidste, at man i virkeligheden var en hund eller kun 12 år gammel. . 
Han er på, fra han var ganske ung. Da han er 12 år, skriver han med fremmende menesker – om tekniske emmer – og alle behandler ham som en voksen og hjælper, siger han. 
Alle er anonyme. Det er en god ting, siger Snowden. Sårer nogen een, kan man genstarte sig selv med en ny personlighed, som i DOOM eller et af de andre vintage-computerspil, Snowden ligesom mange af os andre er skabt af, og som trækker sit eget, indforståede narrativ gennem bogen. 
Han forsvarer stadig TOR-netværket, onion-browsing, hvor man er anonym hele tiden. 
*For mit eget vedkommende formåede Tor at ændre mit liv og bringe mig tilbage til min barndoms internet ved at tilbyde mig blot en svag smagsprøve på friheden fra at blive iagttaget’, skriver han. 
Og iagttagelsen, overvågningen, er aldrig holdt op: NSAs og CIAs mål er at kunne gemme alt om alle – vi er på ‘permanent record’, og noget vi har skrevet for ti år siden på nettet kan komme tilbage nu eller i morgen og blive brugt imod os, efterretningstjenesterne er ‘det altid vågne øre og det altid vågne øje, en søvnløs og permanent hukommelse’, og giver staten muligheden for at ‘udvælge sig en bestemt person eller gruppe som syndebuk og derefter begynde at søge – som jeg selv havde gjort i tjenestens arkiver- efter beviser på en passende forbrydelse’, skriver Snowden, og konstaterer samtidig, på baggrund af sine erfaringer fra indersiden af det vågne øje, at alle mennesker ser porno og alle lagrer billeder af sig selv og deres familier. 
Tiden er ude af vores hænder. Den kan spoles tilbage.
Og værre endnu: Tiden begynder i din browser. Og er ‘malware on demand’: Via NSAs TURBULENCE-program checkes alle de hjemmesider vi går ind på for interessante informationer, skriver Snowden: ‘Helt konkret passerer din anmodning gennem nogen sorte servere placeret ovenpå hinanden, tilsammen på størrelse med en bogreol med fire hylder. De er installeret i særlige lokaler i større private telekommunikationsbygninger overalt i såvel allierede lande som på amerikanske ambassader og amerikanske militærbaser…’ – inde i de sorte servere passerer din indtastede webadresse programmet TURMOIL, der laver en kopi af hvad du søger plus oplysninger om dig og din computer, det er ‘kun’ ‘metadata’ men hvis TURMOILs algoritmer synes, din trafik er interessant, sendes den videre til TURBINE, der sender din trafik tilbage til dig, inklusive en række malware-programmer, der inficerer din maskine, uset, som små, digitale rovfisk.
‘Når først rovfisken er kommet ind i din computer, kan NSA få adgang til ikke blot dine metadata, men også dine data. Hele dit digitale liv er nu deres’.

Jeg elsker Edward Snowden. Men kan vi stole på ham?

Snowden er hacker, ja, men han er også spion, uddannet i faget hos CIA, og lige fra barnsben af står han i sit træhus og lurer på sine forældre, først på sin far, der spiller på sin Commodore 64, senere på hele verden, bag sin computerskærm. 
Spioner er mennesker med en hemmelig agenda, de holder skjult for andre. De er omvandrende virkelighedsforvrængning, de er terror, som James Joyce definerede den: ‘Terror is the feeling which arrests the mind in the presence of whatsoever is grave and constant in human sufferings and unites it with the secret cause’. 
I Snowdens tilfælde, er hans knap så hemmelige sag, at afsløre et urimeligt og krænkende system, for at lave det om. Men bogen er også på mange måder også en udstrakt hånd til det Amerika, der siger han er en forræder og til det efterretningsmiljø, der mener han burde sidde i en celle resten af sit liv. 
I bogen drypper han metodisk informationer om, hvordan han krypterede de stjålne efterretnings-dokumenter, så ingen andre end han, kunne få adgang, og hvordan han, før afgangen fra Hong Kong mod Ecuador, det egentlige mål for asyl, bevidst destruerer sine egne koder og laptops, så han ikke længere selv har adgang til de dokumenter, han tidligere har overgivet til journalister. 
Hans pas annulleres, belejligt(?) af USA, netop som han er nået til Rusland og han sidder fast der. 
Ved sit møde med den russiske efterretningstjeneste FSB i lufthavnen i Moskva, nægter han pure at samarbejde, støttet af sin advokat, Sarah Harrison, som Julian Assange fra WikiLeaks har sendt ham, og bogens og Snowdens påstand er, at russerne så simpelthen giver op, og lader ham blive, fordi hans ophold i lufthavnen er for pinligt og besværligt. 
Det lyder rigtigt og sandt i bogen. 
Men der er mange, der ikke tror på den. FSB er nogen hårde hunde og det er ganske svært at forestille sig, at de villle stille sig tilfredse med at have ham boende, uden at få noget igen? 
Jeg tror på Snowden. Det vil jeg helst. 
For hvis Snowden spiller dobbeltspil, og det er Putin og Oliver Stone og de andre overløbere, der sidder inde i ham og bruger ham som handskedukke, så er vi alle sammen på den, mere end vi på nogen måde kan forestille os.

I en verden af skæg og blå briller, er det efter min mening ikke usandsynligt, at netop russerne måske har forestillet sig, at de enten kunne få informationer ud af ham ved at overvåge ham, eller at det simple faktum, at de har givet ham asyl og nu statsborgerskab, i sig selv er en fuckfinger til USA, der er stor nok til, at man kan leve med en idealist, der efter NSA, CIAs og FBIs officielle udmeldinger, har ‘skadet’ efterretningsarbejdet i meget lang tid frem. 
Det sidste er der ingen tvivl om – indsigt i USAs metoder og kapaciteter KAN bruges af ‘fjenden’, den anonyme, evige terrorist fra den endeløse krig mod terror, det IRL-computerspil, der startede i 2001 og som ingen har kunnet finde en vej ud af siden. Men den kan også bruges af os borgere, til at få mere gennemsigtighed og mere kontrol med dem, der kontrollerer os.


Så lad os komme videre – ind i kærligheden, tilliden og en fremtid, hvor det enkelte menneske stadig er frit, og hvor vi ikke lagrer data om hinanden uden at spørge først. 
Hvor urene igen kommer til at gå rigtigt. 
Fordi vi ved hvad klokken er slået. 


Dette er originaludgaven af anmeldelse bragt i information, 17.9, 2019 – med anden overskrift – se den HER

LINKS: Interview med Whistleblower William Binney om STELLARWIND: https://soundcloud.com/garagen/bill-binney-stasi-on-steroids

Laura Poitras, instruktør af CITIZENFOUR: https://soundcloud.com/garagen/laura-poitras-director-of

Interview med THomas Drake: https://www.24syv.dk/programmer/aflyttet/8998595/de-digitale-unge-databaestet-nsa-og-nyt-om