SOMMERSENDEPLAN AFLYTTET – med skæg og solbriller…

Vi kører nye, båndede programmer hele juli måned, og der er nok at glæde sig til:

16.7: PRIVACY BY DESIGN – teknologi, der kan smadre google og facebook – og gøre vores liv på nettet mere værdigt – og sikkert!
Vi taler med Stephan Engberg, Innovatør og ekspert i Privacy by design, der får en hel time til at forklare et begreb, der længe har været kæledægge hos politikerne, men som er langt mere konkret, end de fleste forstår.
Læs mere om Privacy by Design her: http://digitalfond.dk/
Mere med Stephan Engberg:
http://www.radio24syv.dk/programmer/aflyttet/17472999/privatliv-som-design-ogeller-virkelighed
Og:

23.7: WHITEHAT PÅ DARKNET – del 1
Whitehat Hacker Keld Norman fortæller om TOR-netværket, radiohacking, Internet of Things, og ikke mindst HONEYPOTS. En honeypot, er en tiltrækkende elektronisk honningkrukke, en falsk webserver som Keld Norman lokker hackere ind i – så han kan studere dem og få ram på dem.

30.7: WHITEHAT PÅ DARKNET – del 2
Whitehat Hacker Keld Norman fortæller om TOR-netværket, radiohacking, Internet of Things, og ikke mindst HONEYPOTS. En honeypot, er en tiltrækkende elektronisk honningkrukke, en falsk webserver som Keld Norman lokker hackere ind i – så han kan studere dem og få ram på dem.

6.8: SOCIALE INGENIØRKUNSTER
Dennis Hansen fra DBI står bag en ny bog om Social Engineering 2.0, ‘SAVE: Social Vulnerability & Assessment Framework’ – vi taler om at hacke kritisk infrastruktur – i teorien.
Hent bogen her: http://www.fak.dk/publikationer/Pages/SAVE-SocialVulnerabilityAssessmentFramework.aspx
Og så er der lidt ekstra plads til lidt konspirationsteoretisk virkelighedssnak: For et par måneder såden talte aflyttet første gang med dramatiker Zara Lea Palmquist, der var på vej til Egypten for at undersøge en mystisk konspirationsteori, der flourerer der: Ifølge den, blev popsangeren Michael Jackson dræbt af CIA, der var bange for, at hans omvendelse til Islam ville vende stemningen i krigen mod terror – og ifølge samme konspirationsteoretikere er han iøvrigt slet ikke død, men lever videre. Som kvinde. Hvad er op og ned? Vi taler videre om sagen.

Stop 3s snagen i dine digitale fodspor: Ring til dem!

Aflyttet har fulgt journalist Frederik Kulagers kamp mod 3s overflødige registreringer af deres kunder. Kulager har nu erhvervsstyrelsens ord for, at 3 ikke må registrere så extensivt som de gør – og vi har fundet ud af, hvordan du får dem til at holde op!

18. januar i år skrev Frederik Kulager artiklen
“Afsløring: Jeg bliver systematisk overvåget hvert femte minut af mit teleselskab. Selv når jeg ikke bruger telefonen”
‘I Danmark er teleselskaber pålagt at gemme oplysninger om, hvor vi er, når vi modtager en sms eller et opkald. De oplysninger gemmer de i op til et år, i tilfælde af at myndighederne vil vide, hvor du som potentiel gerningsmand har opholdt dig. Men det, 3 gør, er noget andet.
Selskabet gemmer de samme oplysninger, selv om man hverken har sms’et, ringet eller været på internettet. 3 registrerer og gemmer, hvor du er cirka hvert femte minut (det kan varierere), blot du bevæger dig uden for en dør med en telefon i lommen’, skrev han bla.
Skærmbillede fra ZETLAND artikel af Frederik Kulager
På de 54 dage, Kulager fik indsigt i, blev der lavet 1.848 registreringer af, hvor og hvornår han var et sted. Det er 34 registreringer om dagen.
Han beskrev også hvordan mobilselskabet 3 registrerer såkaldte location updates for deres kunder – og andre selskabers kunder på 3’s netværk – uden samtykke.
Location updates er data om, hvor telefonen befinder sig i verden. Det sker også når telefonen ikke bliver brugt.
Det sker hver halve time, hvis telefonen ikke bruges til opkald, sms eller internettet.
Hvis telefonen er i brug sker det, ifølge 3, >>oftere<<.
Disse location updates gemmer 3 i 60 dage - og det er ikke lovligt, siger Erhversstyrelsen.
Aflyttet ringede til 3, for at høre, hvordan man kunne slippe for den ekstra overvågning og 3 siger, at de er i gang med en behandling af sagen.
Erhvervsstyrelsen har givet dem indtil 12. juli til at melde tilbage. Derfor ønsker 3 ikke at kommentere på sagen i øjeblikket.

Aflyttet har talt med Head of PR and communications hos 3, Rikke Juul Hansen, som siger, at 3 fortsat registrerer location updates for brugere på deres netværk.
Ud over 3’s egne kunder, gælder det også kunder hos selskaberne Oister og Plenti, der bruger 3’s netværk.
Hun siger dog, at man som kunde hos 3 kan kontakte selskabet, hvis man ikke ønsker at få registreret location updates for sin telefon.

Man kan kontakte 3’s kundeservice på telefon: 70 31 33 13 eller skrive til dem via en formular på deres hjemmeside.
Du kan høre Frederik Kulager i aflyttet på radio24syv, søndag den 2.7.2017 eller via podcast.

Chelsea Manning og Assange: Collatheral Murder

“5th April 2010 10:44 EST WikiLeaks has released a classified US military video depicting the indiscriminate slaying of over a dozen people in the Iraqi suburb of New Baghdad — including two Reuters news staff.

Reuters has been trying to obtain the video through the Freedom of Information Act, without success since the time of the attack. The video, shot from an Apache helicopter gun-sight, clearly shows the unprovoked slaying of a wounded Reuters employee and his rescuers. Two young children involved in the rescue were also seriously wounded.”
Hele historien bag: https://collateralmurder.wikileaks.org/

Engelsk politi om Assange

Aver og Lauritzen svarer Torben Andersen

Aflyttet modtog i denne uge, et whitepaper fra ‘aktivist’ Torben Andersen. Det handlede om firmaet Ganglions (aka Aver og Lauritzen) datasikkerhed, som han stillede en række spørgsmål til.
Vi sendte papiret videre til ganglion og inviterede dem i studiet, hvilket de ikke ønskede. Vi lovede dem at læse eventuelle kommentarer op i radioen, men da den fremsendte er SÅ omfattende og lang og fyldt med links og ikke giver mening som oplæst, har vi valgt kun at læse dele af den op, og lægge resten her til læsning og dokumentation

Hermed orginalt fremsendt dokument fra Poul Aver, CEO, HD.O., speciallæge almen og intern medicin, Aver og Lauritzen:

Baggrund om Aver & Lauritzen og programmet GANGLION
Hvem er Aver & Lauritzen, som er blevet angrebet så grundigt?
Læge- og ingeniørfirma som primært udvikler programmer til sundhedssektoren.
Programmerne er let anvendelige med arbejdsgange, der tager udgangspunkt i lægens
hverdag – fordi vi med vores mangeårige lægefaglige baggrund og erfaringer kender den
bedre end de fleste.
Vi har et anderledes og rigtig godt program, hvor det lægefaglige vejer tungt og teknikken er
på plads. Vi har eksisteret i mange år, og har teknisk og fagligt været i front, hvilket fremgår
af mange offentlige certificeringer, bl.a. vedrørende FMK og DDV.
Nu er Aver & Lauritzen så også de første i branchen, der har været udsat for en omfattende
stresstest af landets hackere og vi ser ud til at have bestået. Tænk på hvilke organisationer
der ikke har bestået – Forsvaret, TDC/YouSee osv.
Selv om vi har bestået uden lækage af patientdata, så vil hverken vi eller andre
organisationer kunne sikre os 100 % mod denne kriminalitet. Skal vi sikre os 100 %
hæmmes produktionen i høj grad – det er for dyrt – og i stedet bør man tage fløjlshandskerne
af og indse hvilke type mennesker man har med at gøre, og sikre at disse kriminelle
handlinger har så stor konsekvens, at det holder de kriminelle tilbage.
Konsekvenser:
Kommentar til rapporten.
Baggrund:
Der har gennem de sidste par år gået vedvarende rygter om at GangLion / Gangweb har været sårbar for hackerangreb. Rygterne har floreret både i black, grey- og whitehat miljøer. Her er et screenshot fra internetportalen Reddit, der viser at en bruger på Reddit for allerede to år siden havde hørt rygter om at der skulle være huller i systemet:
Brugeren “fosterbuster” dementerer i en anden tråd, at vedkommende selv har været inde og kigge og/eller downloade indhold fra databasen.
Link til to år gammel tråd på Reddit: https://www.reddit.com/r/Denmark/comments/2vr9nv/kender_i_til_hidtil_ukendte_historier_o m_danske/
Denne rapport er udfærdiget forholdsvist hurtigt, og indeholder de sårbarheder der er fundet i GangWeb / GangLion med afsæt i identifikation og udnyttelse af sikkerhedsmæssige svagheder, som kan gøre det muligt for en ekstern hacker at få uautoriseret adgang.
Der er procedurer, der bliver strammet op og udvikling som er fremskyndet. Bl.a. er
NemLogIn faset ind, en funktionalitet, som først ultimo marts er frigivet til brug hos
privatpraktiserende læger. Dette er en løsning, vi sammen branchen har kæmpet for at få
tilladelse til af myndighederne.

Metoderne der er benyttet tager afsæt i det adgangsniveau en generel internetbruger har til systemerne.
Grundet tidsmæssige udfordringer går vi ikke i dybden med alvorligheden af sårbarheden eller trusselsniveau for de enkelte sårbarheder.
AL: Der angives viden om sårbarhed igennem 2 år, det harmonerer ikke med stram tidsplan. Aver & Lauritzen kan på skærmdump se at hacking-forsøgene er startet tidligt.
Så mangel på tid synes ikke at være et relevant argument for ikke at vise et konkret indbrud.
AL: Øvrig viden som er nødvendig:
GANGLION er delt i en klinikdatabase og en borgernær database, sidste med tidsanmodninger, receptanmodninger og emailkonsultationer. Det er ikke klinikdatabasen, altså ikke de rigtige journaler som har været i fare for at blive hacket.
Vi har ikke konstateret datatab.
Type:
Mulig konfigurationsfejl Domæne: http://www.ganglion.dk
Url med mulig konfigurationsfejl: http://www.ganglion.dk/download/formularer/
Læk af informationer:
Ved at tilgå adressen er det muligt for lægmand at downloade skabeloner der normalt er forbeholdt læger. Det kan være tilsigtet, men når man tænker over hvad disse skabeloner kan bruges til i de forkerte hænder, kombineret med “social engineering”, vil en person med onde hensigter kunne skabe relativt store problemer for andre mennesker.
Der findes andre og bedre måder at lade sine kunder tilgå den slags data på, end at de ligger i en offentlig mappe på hoveddomænet for systemet.
AL: www.ganglion.dk indeholder alm. offentlige data og information.
På www.ganglion.dk/download/formularer/ ligger en samling af blanketter der er offentligt tilgængelige. Der er ikke noget hemmeligt indhold på den. Indholdet kan findes andre steder på nettet på samme måde, som man kan finde udkast til skøder, testamenter osv. Det betyder ikke, at man ved på egen hånd at udfylde en blanket, får rettighederne den omhandler – det ville være dokumentfalsk.
F.eks. fremhæves attesten ASK 220 med skærmdump af index – det er en arbejdsskadesattest og den findes let ved opslag på nettet, f.eks. udstillet af lægeforeningen https://laeger.dk/sites/default/files/certificates/03112202_ask_220_oeje.pdf

Generelt er det ikke hverken aktivisternes eller AL ́s opgave at censurere og bestemme hvad der må være på nettet af lovligt indhold.
Type:
Konfigurationsfejl Domæne:
Ganglion.dk / Gangweb.dk Manglende SSL:
Der har i lang tid ikke været SSL installeret på serversiden, hvilket Aver & Lauritzen efter sigende skulle have rettet op på. SSL certifikatet er dog ikke globalt på domænerne, hvilket betyder at man stadig kan tilgå forskellige undersider på Ganglion / Gangweb hvor SSL ikke er implementeret.
AL: klinikkernes hjemmesider er i mange tilfælde redirigeret fra klinikkens eget domain, disse domains er normalt ikke beskyttet af de relativt omkostningstunge certifikater, men de indeholder heller ikke personfølsomme oplysninger – kort sagt er de almindelige hjemmesider. Når der indtastes patientfølsomme data, så sker det i en framet version af GangWeb eller den nyere P-boks. Her er der til gengæld SSL og det har der været siden tidernes morgen.
Datatilsynet har udtalt sig om teknikken og afvist at der skulle være noget galt, pudsigt nok er der artikel herom i version2, den 27.4.2017 “Datatilsynet afviser anmeldelse af manglende https på læge-hjemmeside … “ link.
Vi må konstatere at rapportskriverne ikke er enige i Datatilsynets vurdering.
Type:
Konfigurationsfejl / potentiel sårbarhed Kodeord gemmes i klartekst i cookies:
Når en bruger logger ind, gemmes brugernavn samt ukrypteret password i Cookies, hvilket kan føre til kompromittering af loginoplysninger igennem et Man-In-The-Middle angreb på netværket eller via XSS-sårbarheder.
AL: Henviser til Datatilsynets vurdering, jvf. ovenfor.
Type:
SQLi
Domæne: https://gangweb.ganglion.dk/ Trussel: Høj

Den alvorligste brist der er fundet i systemet er en SQL fejl, der har gjort det muligt for uvedkommende at få adgang til hele databasen der vedrører GangWeb og potentielt downloade det hele.
Der går rygter i undergrunds-hackermiljøer, at databasen er downloadet flere gange, senest for blot en måned siden.
Denne sårbarhed kan ikke valideres i denne rapport ved hjælp af screenshots, men den har med sikkerhed været der bekræfter flere kilder.
AL: Der er ikke fremført beviser, men på baggrund af rygtet lukkede vi øjeblikkeligt siden. Vi står alligevel klar med en ny og med moderne login via NemLogIn, efter at den blev frigivet til brug for primær sundhedssektor ultimo marts 2017.
FEJL PÅ ANDRE DOMÆNER / PORTALER DER VEDRØRER GANGLION
AL: Caresolutions.dk og netklinik.dk
Disse domainer indeholder ikke personfølsomme data og skal derfor ikke nødvendigvis beskyttes på samme niveau.
Dette er en administrationsside. Kundelister i vores branche er offentlige og vedligeholdes af Sundhedsstyrelsen (SOR).
Men vi vil dog naturligvis ikke have at folk med kriminelle hensigter kan komme til og øger derfor sikkerheden.
Cure4You
Der er også fundet SQL sårbarhed på domænet https://www.cure4you.eu/admin/login Denne sårbarhed giver også adgang til hele databasen.
Dette er ikke verificeret med screenshot, men af flere forskellige personer.
Om SQL sårbarheden stadig er der i skrivende stund, vides ikke.
AL: denne side tilhører et andet og stort firma i branchen, EG A/S. Men vi kan IKKE forestille os at SQLi er muligt her. En påstand, som virker ubegrundet og uden beviser.
Andre portaler:
Her følger et udsnit af anonyme beskeder om sårbarheder på andre sider / portaler der vedrører GangWeb / Ganglion.
Omstillingsbordet.dk:
Beskeder modtaget fra anonym
“Omstillingsbordet.dk er deres telefonsystem til lægerne. Det er der også fri adgang til”
“Alt support, oprettelse og administration af alle lægehusene ligger derinde. Kunne se alle deres detaljer, slette dem, overtage deres telefoner osv”
UKENDT PORTAL:
Grundet de sidste dages travlhed, har det været svært at holde fuldstændigt styr på hvad der er op og ned i forhold til hvilke domæner og portaler der er sårbarheder her, men her følger kopier af nogle private beskeder modtaget vedrørende oplysninger der har ligget frit fremme. Disse kan desværre ikke verificeres med screenshots, men de er sendt fra anonyme folk der før har givet detaljerede informationer om sårbarheder i systemer, hvor der altid har været en succesrate på 100%, i oplysningerne modtaget fra dem.
Hvilke portaler / adresser disse beskeder omhandler ved jeg ikke, og da det ikke er muligt at få fat i personerne igen ad samme krypterede kanal, kan jeg desværre ikke kaste mere lys over det, men det er stadig foruroligende:
“de individuelle url til alle de forskellige lægers adgang til gangweb og kodeord plus brugernavn ligger og flyder derinde”
“Og der er TeamViewer og VPN oplysninger til at tilgå de fleste lægehuses servere ”
AL: de massive hackerangreb resulterede i et indbrud på en af vore administrationsservere. Det understreges, at oplysningerne her er en delmængde af, hvad der skal til for at tilgå klinikkerne = samtlige oplysninger ligger ikke på én server, så man skal vide mere. Et led i vores sikkerhed er, at man ikke ved centralt indbrud kan få generel adgang til klinikkerne.

———

Digital Forårskuller i Hvalsø Bio – Slides fra et foredrag

En PDF-fil med slides fra foredrag i Hvalsø Bio den 6.4.2017 – efter visning af Werner Herzogs ‘Lo and Behold’ – snak om digitalisering, overvågning og automatiseing og registrering…og hvad vi skal gøre for at få en god fremtid?

digital forårskuller.pdf – klik for at se – eller højreklik og download


…et bud på en strategi?
MAGTESLØS BORGER? GIV IKKE OP – TILT SYSTEMET! Det kan være uoverskueligt at gøre noget ved hovedløs digitalisering og overvågning, når myndigheder og firmaer stormer frem med nye tiltag. Offentlig digitalisering, Rejsekort, Internet Of Things, AI, Big Data, APP-selvbetjening, SMARTe byer, lokalationslogning og sessionslogning, E-kontanter, nudging, sundhedsdata-tyveri og datamining, tager dig og dit privatliv som gidsel og underlægger dig en ansigtsløs, IT-baseret struktur.
Men vi kan alle sammen gøre noget og her er en strategi: Civil Ulidelighed!
Mød op, spørg, mail, ring, ring igen og igen og plag om svar på hvorfor de gør som de gør og hvordan du skal forstå det – igen og igen, og gør det NU – før den sidste medarbejder på hotlinen og hos kommunen er erstattet af AI….

Se også: Det bliver kæmpestort

Uredigeret interview med Aral Balkan, ind.ie

SAMMENHÆNG, SMARTPHONE OG SILLICON VALLEY FØRST?

KOMMENTAR: Tirsdag den 4.4 landede innovations- og finansministeriets første udspil til et nyt Danmark: ‘Sammenhængsreform: Borgeren først – en mere sammenhængende offentlig sektor’ hedder det, på ægte DJØFsk, med dobbelt sammenhæng, og hvis nogen skulle være i tvivl, så handler det selvfølgelig om mere digitalisering, forklædt som effektivisering og som noget, der sætter ‘borgeren i centrum’.
Det gør det også. Borgeren, du og jeg, kommer til at sidde helt alene hver især og betjene vores surt indkøbte maskiner i et accellererende inferno af selvbetjening. Vi er der allerede – men det kan blive endnu værre, især da man tydeligvis har sprunget alle de kedelige ting over.
Hvor er f.eks. den samlede vision? Hvordan skal Danmark køres? Foretrækker borgerne overhovedet en digital løsning? ER det egentlig billigere end det var før? Hvilke nye job, skal de fyrede offentlige ansatte have? Og er hvad skal alle de ekstrafokuserede, bonusbetalte ledere dog lave, nu hvor det tydeligvis er planen at skille sig af med deres medarbejdere? Lede hinanden? Bestille konsulentrapporter? Tale med SIRI i deres iPhones?
For den der massive ‘benchmarking’ af medarbejdere, der lægges op til i Sammenhængsreformen(Læs: Endnu flere måltal, mere DJØF, mere New Public Management!), den kan computere vel også, i den grad, tage sig af?
Hvis digitaliseringen p.t. er en bil, så er den langt fra selvkørende. Vi er snarere punkteret på et par af hjulene(Nets/nemID/SKAT/polsag osv.osv), ingen har monteret sikkerhedsseler(CSC-sagen) og bremserne er aldrig prøvet af – man aner tilsyneladende ikke hvor de sidder. Eller om der er nogen. Måske mener centraladministrationen simpelthen bare, at der ikke er nogen vej tilbage?

Der skal ikke bremses op og tænkes.
I stedet sætter vi farten op og kører hujende ind på motorvejen i den forkerte vejbane uden kort og med sikkerhed som absolut laveste prioritet, for det har vi (vistnok)lovet at lave senere på året?
Tilgengæld satses der på ‘alle data ET sted‘=single point of failure og så en masse usammenhængende singularity-halløj om kunstig intelligens, machine learning og ‘nudging’ en masse, noget der bare skal hældes ud over det hele som magisk it-sovs, så glider det hele i olie og vi trykker bare enter – SÅ kører det?
Så hvis du troede, at du kunne lægge smartphonen lidt væk nu, at du kunne få hjælp hos en effektiv stat, gerne i form af rigtigt sammenhængsskabende mennesker, nogen du kan tale med, som gør noget for dig for skattekronerne, så kan du godt tro om igen: De få personer, der er tilbage, er her kun som kontrollanter. Det her er selvbetjening, du, med borgerne som selvansvarlige automater for alle indtastninger som motor. Og du får travlt:
Vi kigger ind i et embedsmandskorps, der nu endegyldigt har fået fat i alle data om alle danskere (og ovenikøbet tvunget os alle sammen til selv at vedligeholde dem og sørge for de er korrekt indtastet), der er håbløst forelskede i styring, måltal og kontrol!
Sammenhængsreformen er en lang automatiseringsmaskine med indbygget infocalypse på steroider.
Regeringens topfolk har tydeligvis været på studierejser til Sillicon Valley og har begejstret tænkt: Sådan skal vi også være. Vi vil klikke på vores telefoner og være effektive.
Desværre ender det efter al sandsynlighed anderledes. Med mindre konsulentbranchen – og her især de fra USA – kan siges at være en del af Danmark?
Vi bliver ikke en skabende nation – vi kommmer til at være endeløse forbrugere af betalte, menneske-farmende, services fra meget store firmaer – og mens borgerne bliver mere og mere nøgne, er der intet, der tyder på, at staten har tænkt sig at åbne tilsvarende op.
Det ville ellers have klædt dem. Men nu er chancen forpasset.
For enhver sammenhæng.

CITATER FRA REFORMEN:
‘Mere systematisk anvendelse af adfærdsindsigter (nudging)
En række lande med UK og USA i spidsen har de senere år arbejdet systematisk med adfærds- indsigter – også kendt som nudging. Flere danske myndigheder er også i gang med forskellige initiativer. Regeringen vil tage initiativ til at styrke arbejdet med nudging i den offentlige sektor.’
‘Systematisk benchmarking
Regeringen vil etablere en enhed, der systematisk skal arbejde med benchmarking af kommuner og regioners opgaveløsning, herunder på institutionsniveau. Formålet er at skabe større åbenhed om resultater og opgaveløsning i den offentlige sektor – også til gavn for borgerne.’
‘Nye teknologier som kunstig intelligens, robotteknologi, machine learning mv. har potentiale til at skabe en bedre og mere effektiv offentlig sektor. ‘
‘Desuden vil regeringen skabe bedre rammer for innovation og fornyelse af den offentlige sektor. Det gælder fx en mere systematisk anvendelse af adfærdsindsigter, som er afprøvet i andre lande, og en større åbenhed om resultater på de store velfærdsområder gennem systematisk benchmarking på tværs af institutioner. ‘
‘Mere digitaliseringsklar lovgivning, bedre dataanvendelse og nye teknologier skal give hurtigere afgørelser til borgerne, større gennemsigtighed og mere effektiv sagsbehanding. Regeringen vil igangsætte et arbejde med at gennemgå de store ydelsesområder, fx boligstøtte og folkepension, for at øge automatiseringen af den offentlige administration. ‘
‘I dag er der juridiske og tekniske barrierer for, at myndigheder kan dele og genbruge relevante data. Regeringen vil derfor igangsætte et arbejde, der skal skabe en mere smidig, transparent og effektiv regulering af datadeling mellem myndigheder. Herudover vil regeringen fremme en fælles it-arkitektur, som gør det mere sikkert og effektivt at dele offentlige data. Der er desuden taget vigtige skridt mod at forbedre kvaliteten af grunddata og stille dem til rådighed for offentlige og private parter.’

LÆS HELE UDSPILLET HER!

LÆS OGSÅ:
Mere om DIGITALISERING: SingularityU – Kæmpestort for Danmark!
Digital Velfærd?

GÆSTEINDLÆG: Danmark i stykker?

Danmark har ikke længere lighed for loven og ligestillingen mellem borgerne er en saga blot, skriver Lisbeth Riisager Henriksen i et gæsteindlæg.

Af Lisbeth Riisager Henriksen


Den Internationale Kvindedag den 8. marts er netop overstået. Endnu engang har der været fokus på den store forskelsbehandling af mænd og kvinder i Danmark.

Men der er mange andre borgergrupper, der oplever meget større forskelsbehandling end kvinder over for mænd. De oplever at blive glemt i den offentlige debat om ligebehandling eller mangel på samme.

Der er ikke ligestilling mellem mænd og kvinder, smukke og mindre smukke, raske og syge, etniske danskere og flygtninge/indvandrere og mellem unge og ældre i adgangen til job. Ikke ligestilling i aflønningen af mænd og kvinder og i aflønningen af folk i ordinære stillinger og folk i fleksjob eller løntilskud, som ellers arbejder inden for samme erhverv, med samme uddannelsesniveau, erfaringer, kompetencer og sammenligneligt ansvar.

Der er ikke lige adgang til at etablere selvstændig virksomhed. Mennesker med handicap blev med den seneste fleksjobreform forhindret muligheden for at etablere sig som fleksjobber med selvstændig virksomhed, med mindre de har haft næsten fuld arbejdsevne umiddelbart forud for etableringen af virksomhed. Hvilket de selvsagt ikke har, når de netop har nedsat arbejdsevne.

Der er ikke lige adgang til social sikring og pension. Politikere og andre i høje stillinger har meget god økonomisk sikkerhed ved ledighed, sygdom, anden orlov og pension. De svageste borgere derimod, der bliver midlertidigt syge, kronisk syge eller mister funktions- og arbejdsevne ved ulykker eller arbejdsskader, har fået stadigt ringere muligheder for at opnå en offentlig forsørgelse, der rækker til et basalt behov. Og selv de rettigheder, som lovgivningen hjemler til de svageste, forsøger mange kommuner at gå helt til grænsen for at afvise borgerne.

Man skal være stærk eller have stærk juridisk assistance for at opnå den nødvendige hjælp, hvis man er svagt stillet i dag. Og processen til opnåelse af hjælp er meget, meget lang og fyldt med ydmygelser og, for nogle, også nedbrydelse af deres sidste funktionsevner og tilføjelse af psykisk nedbrud på grund af systemets behandling. Den slags ydmygelser kendes ikke af politikere og andre med private pensioner.

Der er heller ikke lige adgang til boligtryghed for alle. Den nuværende VLAK-regering prioriterer tryghed for boligejerne over tryghed for lejerne; ja, ejere af de store villaer i Whiskybæltet og i andre storbyområder prioriteres over boligejere i udkantsområderne i Danmark.

Lejere med sociale eller helbredsmæssige problemer, som er på kontanthjælp, og som tidligere fik en boligydelse, er med V-regeringens kontanthjælpsreform stillet svagere, så nogle af dem ligefrem bliver hjemløse eller må bo en hel familie på få kvadratmeter. Hovedparten af dem er enlige kvinder med forsørgeransvar for et eller flere børn. Nogle af disse kvinder er tvunget ud i prostitution eller må flytte sammen med en mand alene for at opnå en bolig.

Helt generelt har politikere med reform-amokken siden SRSF-regeringen i 2011 forringet vilkårene for de mest syge og de med handicap utroligt meget. Forskellene i udgangspunktet mellem raske og syge er derfor blevet forstørret meget markant, bid efter bid efter salamimetoden. Det kompensationsprincip, som tidligere har præget dansk handicappolitik ved at lade samfundet tilnærmelsesvist udligne det ulige udgangspunkt for mennesker med nedsat funktionsevne, er nu trådt mere og mere i baggrunden. Til en vis udstrækning har borgerne simpelthen mistet retten til at være syge, når det kommer til samfundets anerkendelse af behovet for førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og en lang række hjælpeforanstaltninger.

Kompensation er ellers ikke et privilegium eller nogen positiv særbehandling, men alene et forsøg på at udjævne et ulige udgangspunkt og give ”lige muligheder”. Men den udjævning er altså blevet tiltagende ringere og ringere med alle de politiske forringelser af syge menneskers grundvilkår i socialpolitikken, beskæftigelsespolitikken, sundhedspolitikken, boligpolitikken, skole- og uddannelsespolitikken, skattepolitikken og så videre. Udgangspunktet for mennesker med sygdom eller handicap er mere ulige i dag end i mange år, samtidig med at samfundet i stigende grad er blevet præget af konkurrence og af samfundsøkonomien som den politiske førsteprioritet!

Der er ikke ligestilling i sundhedssystemet mellem patienter med forskellige sygdomme. Kræftpatienter prioriteres for eksempel over de fleste andre patienter, når der afsættes penge på Finansloven. Somatiske patienter prioriteres højere end psykiatripatienter. Sjældne eller svært diagnosticerbare sygdomme konverteres jævnligt til forskningsdiagnosen “funktionelle lidelser”, hvorefter patienten mister retten til videre udredning af fysiske symptomer i det offentlige sundhedssystem. I visse tilfælde prioriteres patienter i arbejde højere end arbejdsløse eller invalide patienter, ligesom folk med private sundhedsforsikringer ofte kommer foran i behandlingskøen.

Der er ikke ligestilling mellem politikere og den øvrige befolkning i rettigheder. Politikere tiltager sig selv en række privilegier, mens de fratager grupper i befolkningen de selvsamme rettigheder. Politikere kan for eksempel selv bestemme høj løn, høje eftervederlag, pensioner, orlovsydelser og tidlig pensionsalder, mens de samtidig kan forringe de offentlige ydelser, de offentlige lønninger og forhøje pensionsalderen for den almindelige befolkning. Heller ikke her er der ligestilling og retfærdighed, men åbenlyst markant forskelsbehandling.

Der er heller ikke lige adgang for alle grupper til medierne. Politikere, mediefolk, industrien og stærke lobbyister har i forvejen privilegeret adgang. Minoriteter – for eksempel syge mennesker, mennesker med nedsat eller manglende arbejdsevne, arbejdsløse, flygtninge, indvandrere og andre på offentlig forsørgelse – får mindre repræsentation i de brede medier end gennemsnitsbefolkningen, ligesom den sjældent er helt så retvisende som repræsentationen af den gennemsnitlige befolkning. Den store middelklasse og overklassen får mere repræsentation end underklassen. Arbejdende får mere taletid og stærkere repræsentation end arbejdsløse, og så videre.

Der er ikke lige store frihedsrettigheder og privatlivs fred for alle i landet. Indvandrerkvinder fra visse muslimske grupperinger holdes for eksempel stramt under social kontrol og får ikke ret mange af de for danskere almindelige frihedsrettigheder. Mennesker, som frekventerer det såkaldte sociale system, udsættes ligeledes for en slags social kontrol og tvang og mister en del af retten til privatliv. Andre opnår flere frihedsrettigheder og ret til privatlivets fred.

Retten til fritid findes i praksis ikke for mennesker, der er henvist til forsørgelse i det sociale system. Hver en times funktionsevne konverteres nidkært til arbejdsevne, som skal leveres på konkurrencestatens og systemets alter, inden arbejdsevnen og borgerens sag kan gøres op. Ofte inddrages oven i købet den basale funktionsevne, som borgeren behøver for at kunne sørge for sig selv og familiens daglige brød, så et stykke hjemmebagt brød inddrages i den kommunale arbejdsevnevurdering til x antal timers ugentlig arbejdsevne.

At selv syge borgere skal have mad på bordet og handle ind ligesom alle andre mennesker, overser de kommunale forvaltninger i deres nidkære forsøg på at spare på de kommunale udgifter. Til sammenligning har alle mennesker uden for systemet ret til fritid, hvis de ikke frivilligt vælger at arbejde mere end fuld tid og har helbred til det. Politikere kan for eksempel deltage i Vild med dans eller andre tids- og energikrævende aktiviteter ved siden af deres politiske forpligtelser uden at blive anklaget for noget og uden at miste deres politikerløn.

Der er også forskel på den grad af retssikkerhed, vi opnår på forskellige niveauer i samfundet. Jo højere status, jo større retssikkerhed. Det står således slemt til med retssikkerheden for mennesker, der har deres gang i det sociale system, hvilket Advokatrådet og mange andre har kritiseret.

Omvendt er det sikkert, at enhver lille forseelse fra de nederstes sted vil blive nidkært kontrolleret, forfulgt og straffet, mens der synes at være mindre villighed hos myndighederne til at straffe en kriminel handling, når den foregår på højeste niveau. Den skal være temmelig stor, før myndighederne griber ind.

Således fortsætter den politiske retorik og myndighedernes kontrol med at fokusere på samfundets nederste gruppe af fattige på offentlig forsørgelse, mens de nærmest bevidst undlader at strafforfølge milliardsvindlere, der har stjålet så store beløb fra den danske skattekasse, at de seneste mange fattigdomsreformer og mange andre velfærdsforringelser ville kunne være undgået. Hvorfor gør man ikke mere politisk for at inddrage de mange forsvundne skattemilliarder og mindske risikoen for fortsat svindel med skatten?

Paradoksalt nok er det typisk den magtesløse, der forfølges mest af myndighederne i Danmark – eksempelvis pines og ydmyges i det “aktive” beskæftigelsessystem, der er gennemført i de senere år – mens de politiske og de forvaltningsmæssige magthavere til sammenligning næsten aldrig bliver stillet til ansvar og retsforfulgt for at nægte syge borgere den hjælp, de har brug for, i tide, eller for alle de andre store politiske skandaler i vores snart nedsmeltede velfærdssystem. Hvorfor bliver de ikke det?

Der findes megen af den slags åbenlys forskelsbehandling i Danmark, og uretfærdighederne står i kø. Vores samfund er meget polariseret, og polarisering er aldrig udgangspunkt for noget godt samfund, hvor der er rart at være for alle. Lad os få ligestillingsdebatten til at pege videre end den snævre kønsmæssige ramme, for det er der brug for.

Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag., forfatter og debattør. Hun står bag bogantologierne ”Hvad i alverden er meningen?” (2011) og ”Et liv i andres hænder” (2014).
FLERE BLOGINDLÆG fra Lisbeth Riisager Henriksen https://www.avisen.dk/blogs/LisbethRiisagerHenriksen

“Det er kæmpestort for Danmark”

KOMMENTAR:
“Det er kæmpestort for Danmark. Jeg tror ikke, man skal undervurdere effekten af, at Singularity University placerer deres største hub uden for Californien her, i forhold til det fokus, der vil være på det,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til Børsen, tirsdag den 28 februar 2017.
Det kan godt være det er stort, men det minder mere om et statskup.
Ny USA-teknologi opfindes og promoveres støjende med ord som INDUSTRI 4.0 og DISRUPTION og højtbetalte konsulenter, der siger at ingenting er som det plejer – og at vi skal gøre som de siger – politikere lytter og går i panik, fordi de har haft travlt med at liberalisere, digitalisere, skære ned på forskningen og konkurrence-udsætte til højre og venstre, uden at ane hvorfor, men sandsynligvis for at tækkes EU og virke progressive og globale og være dem, der laver alting om.
Heldigvis kommer Apple og Facebook ind og besætter lidt dansk territorium med hver deres ekstremt energiforbrugende serverfarm, Boeing sender nogen krigs-droner der skal testes på Fyn – i HCA-airport(!), Google medbringer en Boston Consulting Group rapport om digitalisering i Danmark, de selv har betalt for, til en konference hos Dansk Industri(arrangeret af Google og Singularity U) fyldt med inviterede politikere, og den rapport lover en god løsning og et svimlende urealistisk antal arbejdspladser allerede i morgen på trods af, at den nye teknologi, robotter og kunstig intelligens, per se medfører det stik modsatte.

Singularity U (der ikke er et universitet i DK, hvilket Brian(og pressen) har glemt) holder møder med statsministeren, der siger de er fremtiden og trykker dem i hånden og sender sine ministre og embedsmænd i store fly til Amerika, hvorfra de vender tilbage med Silicon Valley-ild i øjnene, med den falske følelse af endelig at være på omgangshøjde igen.
Singularity U flytter ind på Nørrebrogade.
Politikere tørrer sveden af panden. Alt er godt?

“Det er kæmpestort for Danmark. Jeg tror ikke, man skal undervurdere effekten af, at Singularity University placerer deres største hub uden for Californien her, i forhold til det fokus, der vil være på det,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
(citat fra Børsen artikel her: http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/164492/silicon_valley-guruer_aabner_fremtidscenter_paa_noerrebro.html)

BAGGRUND OM SINGULARITY UNIVERSITY (Via Jesper Balslev):

‘Singularity University er ikke et akkrediteret universitet, men en inkubator og lobbyvirksomhed for Silicon Valley-firmaer, finansieret af, blandt andre, Google, LinkedIn og Nokia. Det blev stiftet af Ray Kurzweil og Peter Diamandis, der er kendt for deres opsigtsvækkende teknologioptimisme i form af tro på kommende udødelighed, og at vi er på vej ind i “The Age of Abundance”.

Begrebet “singularitet” er i sig selv en lidt mystisk størrelse: Det har sine rødder i matematik og astronomi og bruges kort sagt til at beskrive tilstande, der ikke kan forklares ved hjælp af fysikkens love. Den californiske version af singulariteten er ideen om den uforudsigelige fremtid, der indtræffer, når computere autonomt kan reproducere klogere udgaver af sig selv.’

RADIO OM BLA. SINGULARITY UNIVERSITY:
http://www.radio24syv.dk/programmer/aflyttet/14163807/tilbed-robotguden/

LINKS: Den forstyrrede Regering (artikel i PROSAbladet)

https://www.prosa.dk/aktuelt/nyhed/artikel/boganmeldelse-forstaa-fremtiden/