Danmark har ikke længere lighed for loven og ligestillingen mellem borgerne er en saga blot, skriver Lisbeth Riisager Henriksen i et gæsteindlæg.
Af Lisbeth Riisager Henriksen
Den Internationale Kvindedag den 8. marts er netop overstået. Endnu engang har der været fokus på den store forskelsbehandling af mænd og kvinder i Danmark.
Men der er mange andre borgergrupper, der oplever meget større forskelsbehandling end kvinder over for mænd. De oplever at blive glemt i den offentlige debat om ligebehandling eller mangel på samme.
Der er ikke ligestilling mellem mænd og kvinder, smukke og mindre smukke, raske og syge, etniske danskere og flygtninge/indvandrere og mellem unge og ældre i adgangen til job. Ikke ligestilling i aflønningen af mænd og kvinder og i aflønningen af folk i ordinære stillinger og folk i fleksjob eller løntilskud, som ellers arbejder inden for samme erhverv, med samme uddannelsesniveau, erfaringer, kompetencer og sammenligneligt ansvar.
Der er ikke lige adgang til at etablere selvstændig virksomhed. Mennesker med handicap blev med den seneste fleksjobreform forhindret muligheden for at etablere sig som fleksjobber med selvstændig virksomhed, med mindre de har haft næsten fuld arbejdsevne umiddelbart forud for etableringen af virksomhed. Hvilket de selvsagt ikke har, når de netop har nedsat arbejdsevne.
Der er ikke lige adgang til social sikring og pension. Politikere og andre i høje stillinger har meget god økonomisk sikkerhed ved ledighed, sygdom, anden orlov og pension. De svageste borgere derimod, der bliver midlertidigt syge, kronisk syge eller mister funktions- og arbejdsevne ved ulykker eller arbejdsskader, har fået stadigt ringere muligheder for at opnå en offentlig forsørgelse, der rækker til et basalt behov. Og selv de rettigheder, som lovgivningen hjemler til de svageste, forsøger mange kommuner at gå helt til grænsen for at afvise borgerne.
Man skal være stærk eller have stærk juridisk assistance for at opnå den nødvendige hjælp, hvis man er svagt stillet i dag. Og processen til opnåelse af hjælp er meget, meget lang og fyldt med ydmygelser og, for nogle, også nedbrydelse af deres sidste funktionsevner og tilføjelse af psykisk nedbrud på grund af systemets behandling. Den slags ydmygelser kendes ikke af politikere og andre med private pensioner.
Der er heller ikke lige adgang til boligtryghed for alle. Den nuværende VLAK-regering prioriterer tryghed for boligejerne over tryghed for lejerne; ja, ejere af de store villaer i Whiskybæltet og i andre storbyområder prioriteres over boligejere i udkantsområderne i Danmark.
Lejere med sociale eller helbredsmæssige problemer, som er på kontanthjælp, og som tidligere fik en boligydelse, er med V-regeringens kontanthjælpsreform stillet svagere, så nogle af dem ligefrem bliver hjemløse eller må bo en hel familie på få kvadratmeter. Hovedparten af dem er enlige kvinder med forsørgeransvar for et eller flere børn. Nogle af disse kvinder er tvunget ud i prostitution eller må flytte sammen med en mand alene for at opnå en bolig.
Helt generelt har politikere med reform-amokken siden SRSF-regeringen i 2011 forringet vilkårene for de mest syge og de med handicap utroligt meget. Forskellene i udgangspunktet mellem raske og syge er derfor blevet forstørret meget markant, bid efter bid efter salamimetoden. Det kompensationsprincip, som tidligere har præget dansk handicappolitik ved at lade samfundet tilnærmelsesvist udligne det ulige udgangspunkt for mennesker med nedsat funktionsevne, er nu trådt mere og mere i baggrunden. Til en vis udstrækning har borgerne simpelthen mistet retten til at være syge, når det kommer til samfundets anerkendelse af behovet for førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og en lang række hjælpeforanstaltninger.
Kompensation er ellers ikke et privilegium eller nogen positiv særbehandling, men alene et forsøg på at udjævne et ulige udgangspunkt og give ”lige muligheder”. Men den udjævning er altså blevet tiltagende ringere og ringere med alle de politiske forringelser af syge menneskers grundvilkår i socialpolitikken, beskæftigelsespolitikken, sundhedspolitikken, boligpolitikken, skole- og uddannelsespolitikken, skattepolitikken og så videre. Udgangspunktet for mennesker med sygdom eller handicap er mere ulige i dag end i mange år, samtidig med at samfundet i stigende grad er blevet præget af konkurrence og af samfundsøkonomien som den politiske førsteprioritet!
Der er ikke ligestilling i sundhedssystemet mellem patienter med forskellige sygdomme. Kræftpatienter prioriteres for eksempel over de fleste andre patienter, når der afsættes penge på Finansloven. Somatiske patienter prioriteres højere end psykiatripatienter. Sjældne eller svært diagnosticerbare sygdomme konverteres jævnligt til forskningsdiagnosen “funktionelle lidelser”, hvorefter patienten mister retten til videre udredning af fysiske symptomer i det offentlige sundhedssystem. I visse tilfælde prioriteres patienter i arbejde højere end arbejdsløse eller invalide patienter, ligesom folk med private sundhedsforsikringer ofte kommer foran i behandlingskøen.
Der er ikke ligestilling mellem politikere og den øvrige befolkning i rettigheder. Politikere tiltager sig selv en række privilegier, mens de fratager grupper i befolkningen de selvsamme rettigheder. Politikere kan for eksempel selv bestemme høj løn, høje eftervederlag, pensioner, orlovsydelser og tidlig pensionsalder, mens de samtidig kan forringe de offentlige ydelser, de offentlige lønninger og forhøje pensionsalderen for den almindelige befolkning. Heller ikke her er der ligestilling og retfærdighed, men åbenlyst markant forskelsbehandling.
Der er heller ikke lige adgang for alle grupper til medierne. Politikere, mediefolk, industrien og stærke lobbyister har i forvejen privilegeret adgang. Minoriteter – for eksempel syge mennesker, mennesker med nedsat eller manglende arbejdsevne, arbejdsløse, flygtninge, indvandrere og andre på offentlig forsørgelse – får mindre repræsentation i de brede medier end gennemsnitsbefolkningen, ligesom den sjældent er helt så retvisende som repræsentationen af den gennemsnitlige befolkning. Den store middelklasse og overklassen får mere repræsentation end underklassen. Arbejdende får mere taletid og stærkere repræsentation end arbejdsløse, og så videre.
Der er ikke lige store frihedsrettigheder og privatlivs fred for alle i landet. Indvandrerkvinder fra visse muslimske grupperinger holdes for eksempel stramt under social kontrol og får ikke ret mange af de for danskere almindelige frihedsrettigheder. Mennesker, som frekventerer det såkaldte sociale system, udsættes ligeledes for en slags social kontrol og tvang og mister en del af retten til privatliv. Andre opnår flere frihedsrettigheder og ret til privatlivets fred.
Retten til fritid findes i praksis ikke for mennesker, der er henvist til forsørgelse i det sociale system. Hver en times funktionsevne konverteres nidkært til arbejdsevne, som skal leveres på konkurrencestatens og systemets alter, inden arbejdsevnen og borgerens sag kan gøres op. Ofte inddrages oven i købet den basale funktionsevne, som borgeren behøver for at kunne sørge for sig selv og familiens daglige brød, så et stykke hjemmebagt brød inddrages i den kommunale arbejdsevnevurdering til x antal timers ugentlig arbejdsevne.
At selv syge borgere skal have mad på bordet og handle ind ligesom alle andre mennesker, overser de kommunale forvaltninger i deres nidkære forsøg på at spare på de kommunale udgifter. Til sammenligning har alle mennesker uden for systemet ret til fritid, hvis de ikke frivilligt vælger at arbejde mere end fuld tid og har helbred til det. Politikere kan for eksempel deltage i Vild med dans eller andre tids- og energikrævende aktiviteter ved siden af deres politiske forpligtelser uden at blive anklaget for noget og uden at miste deres politikerløn.
Der er også forskel på den grad af retssikkerhed, vi opnår på forskellige niveauer i samfundet. Jo højere status, jo større retssikkerhed. Det står således slemt til med retssikkerheden for mennesker, der har deres gang i det sociale system, hvilket Advokatrådet og mange andre har kritiseret.
Omvendt er det sikkert, at enhver lille forseelse fra de nederstes sted vil blive nidkært kontrolleret, forfulgt og straffet, mens der synes at være mindre villighed hos myndighederne til at straffe en kriminel handling, når den foregår på højeste niveau. Den skal være temmelig stor, før myndighederne griber ind.
Således fortsætter den politiske retorik og myndighedernes kontrol med at fokusere på samfundets nederste gruppe af fattige på offentlig forsørgelse, mens de nærmest bevidst undlader at strafforfølge milliardsvindlere, der har stjålet så store beløb fra den danske skattekasse, at de seneste mange fattigdomsreformer og mange andre velfærdsforringelser ville kunne være undgået. Hvorfor gør man ikke mere politisk for at inddrage de mange forsvundne skattemilliarder og mindske risikoen for fortsat svindel med skatten?
Paradoksalt nok er det typisk den magtesløse, der forfølges mest af myndighederne i Danmark – eksempelvis pines og ydmyges i det “aktive” beskæftigelsessystem, der er gennemført i de senere år – mens de politiske og de forvaltningsmæssige magthavere til sammenligning næsten aldrig bliver stillet til ansvar og retsforfulgt for at nægte syge borgere den hjælp, de har brug for, i tide, eller for alle de andre store politiske skandaler i vores snart nedsmeltede velfærdssystem. Hvorfor bliver de ikke det?
Der findes megen af den slags åbenlys forskelsbehandling i Danmark, og uretfærdighederne står i kø. Vores samfund er meget polariseret, og polarisering er aldrig udgangspunkt for noget godt samfund, hvor der er rart at være for alle. Lad os få ligestillingsdebatten til at pege videre end den snævre kønsmæssige ramme, for det er der brug for.
Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag., forfatter og debattør. Hun står bag bogantologierne ”Hvad i alverden er meningen?” (2011) og ”Et liv i andres hænder” (2014).
FLERE BLOGINDLÆG fra Lisbeth Riisager Henriksen https://www.avisen.dk/blogs/LisbethRiisagerHenriksen
