Edward Snowdens afsløringer medførte enorm ballade, ikke kun i USA, men praktisk talt i hele verden. Dog er det først nu vi begynder at se konkrete politiske tiltag i kølevandet af de omfattende afsløringer.

Efter Appeal Court for nylig fastslog , at overvågning i betydningen af “Bulk Collection” af metadata er ulovlig, har de amerikanske lovgivere haft travlt. Det Amerikanske Senat undlod at forlænge den omdiskuterede USA Patriot Act, og godkendte i samme ombæring den nye og mere indskrænkende USA Freedom Act.

USA Freedom Act er optimisme-skabende for mange. På papiret forbyder den NSA at opsamle metadata på amerikanere, og fastlægger desuden, at denne opgave ligger hos teleselskaberne, så NSA kun kan få fat i disse data ved hjælp af en dommerkendelse og ikke selv må ligge inde med disse data. Dermed sikres amerikanerne samtidig en vis transparens i logningen og FISAs praksis (den hemmelige domstol, der efter Watergate blev etableret for at holde øje med efterretningstjenesten, herunder specielt NSA).

Vi taler altså om, at USA – nærmest for første gang siden 9/11 – styrker borgernes rettigheder . Det kan ses som en sejr for det amerikanske retssystem og US Civil Liberties, her Electronic Frontier Front, praksis med at anlægge sag mod staten.

Før man begynder at glæde sig for meget, så bør tre aspekter stå helt klart:

1. USA Freedom Act sikrer kun amerikanernes rettigheder mod NSA beføjelser, dvs. europæerne er stadig et fuldt ud legitimt mål for NSAs overvågning.

2. NSA har en lang historie med, at finde kreative metoder hvorpå man omgår lovgivningen, netop med det formål, at overvåge i det skjulte, såsom fx når NSA og UK GCHQ “bytter overvågning” – dvs. NSA overvåger englænderne på vegne af UK GCHQ, og omvendt.

3. Godt nok er loven ind indskrænkning af NSAs beføjelser, men loven kan principielt læses som en legitimering af den kommercielle overvågning, dvs. man forpligter kommerciel logning, når nu NSA ikke “må”.

USA Freedom Act beskytter ikke borgerne

For at forstå USA Freedom Act, skal man se det som et udslag af det, som Lawrence Lessig kalder Lesterland.

Lessigs Lesterland er et udtryk for, at ingen væsentlig demokratisk valgt post i USA i praksis kan opnås uden økonomisk valgkampstøtte fra de 1% rigeste. Dermed mener Lessing, at man har opnået en form for institutionel korruption, hvor de opstillede, for overhovedet at have en chance for at trænge ind til vælgerne ved at finansiere dyre mediekampagner, på forhånd må binde sig til at støtte de riges kommercielle interesser, og Lessing konklusion er så, at de demokratiske kræfter og principper reelt sejt må ses som værende undergravet.

Baggrunden for USA Freedom Act kan reelt ses som et udtryk for, at US BigTech industrien med deres betydelige kampagnebidrag i amerikansk politik, forsøger at vende kritikken af Snowdens afsløringer (at NSA har snablen dybt nede i deres datasystemer). Kritikken har ikke kun været i medierne, men medført omfattende økonomiske tilbageslag, fordi virksomheder er blevet tilbageholdende med at bruge specielt US BigTech cloud-løsninger. US BigTech har således fået travlt med at flytte databaser til Europa (primært Irland), for at påberåbe sig, at EU’s persondatalovgivning beskytter kunderne mod udlevering til NSA.

Problemet er, at US Patriot Act forpligter amerikanske virksomheder til at udlevere data til NSA. US BigTech har således en egeninteresse i, at bruge deres købte indflydelse i de folkevalgte forsamlinger til at fremme USA Freedom Act, så de kan portrættere det således, at de kan sige nej til NSA uden dommerkendelse.

På den måde forsøger fx Google, Apple, IBM, CSC, Amazon, VISA, Verizon, MasterCard, Facebook, etc. – til brug for deres markedsføring – at skabe illusionen af, at sikkerhed drejer sig om at de krypterer data mod eksterne ”kriminelle”, her inkl. NSA, Kina og andres aflytning af internettets backbone, mens de kun vil udlevere kundernes data til f.eks. NSA og statens øvrige institutioner mod eksplicit dommerkendelse. En dommerkendelse, som de naturligvis officielt vil bekæmpe til det sidste. Googles PR lader ingen chance gå forbi for at påstå, at de bekæmper censur eller adgang til data fra sociale medier for ikke-demokratiske regimers forsøg på at begrænse ytringsfriheden eller bekæmpe kritik af staten.

Problemet er bare, at alt det her, af flere grunde ikke beskytter borgerne – specielt ikke i Europa.

a) US BigTechs kryptering mod eksterne gør intet mod hovedproblemet: At virksomhederne selv fortsat har fuld adgang til data, til brug for deres kommercielle interesser og profilering af både borgere og virksomheder, ligesom USA Freedom Act, og øvrig amerikansk lovgivning, reelt ikke beskytter persondata.

b) Så længe metadata ikke er sikret mod identifikation af borgerne, og data ikke er end-to-end krypteret, så må NSA antages at have masser af muligheder for at få adgang til data, ligesom USA Freedom Act eksplicit kun beskytter amerikanske statsborgere. Data ligger hos virksomheder og er dermed ikke sikre mod udlevering eller anden adgang.

Hvad så – skal vi bare give op? Skal vi stoppe artiklen her, opgive Grundlovens pgs. 71 om den personlige friheds ukrænkelighed, og krybe sammen i skræk? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det – af både økonomiske, sikkerhedsmæssige og navnlig retssikkerhedsmæssige grunde.

Løsningen er Privacy by Design

Man kunne starte med ét af de få temaer, som kan få Folketinget og centraladministrationen til at tage noget alvorligt, nemlig, at overvågningen ødelægger den danske samfundsøkonomi.

Når den kommercielle og statslige infrastruktur overvåger og styrer borgerne og samfundsprocesserne, således at innovation, konkurrence og markedsprocesser begrænses eller helt ødelægges, ja, så har det helt konkrete samfundsøkonomiske konsekvenser (selvom det i sagens natur er vanskelige at kvantificere, fordi økonomi på dette plan ikke er en eksakt videnskab, hvor man kan foretage eksperimenter med de samme forudsætninger).

I den offentlige sektor skaber og dikterer man dårlige monopol– og ensrettende strukturer fremfor at skabe mekanismer, der tilpasser sig borgernes behov. Det skyldes i høj grad, at man ikke måler værdi, men fokuserer på omkostninger og fremmer one-size-fits-all, selvom det reducerer velfærden.

I den private sektor kan virksomheder ikke konkurrere og investeringer ikke forrentes, hvis infrastrukturen opsamler viden om deres kundeinteraktioner og sælger de bedste kunder til højestbydende, eller begrænser/beskatter adgangen til kunder.

Tilsvarende værger både forbrugere og leverandører sig mod, at andre blander sig i deres interne forhold for at profitere med selv med undskyldningen, at det er ”for deres egen skyld”.

Hverken demokrati eller markedsøkonomi kan basere sig på transparente borgere  – begge dele bryder sammen.

Løsningen er Privacy by Design, eller helt præcist tekniske mekanismer, som muliggør samfundsprocesser, uden at borgerne og virksomhederne mister kontrollen over deres egne (kunde)data.

I Privacy by Design er tillid og samtykke ikke løsninger, fordi samtykke ikke giver mening i stadigt flere sammenhænge uden tekniske mekanismer til at isolere samtykkets omfang.

Privacy by Design indebærer i praktisk forståelse at eliminere behovet for samtykke ved at fjerne misbrugsmuligheden. Samtykke er noget, der skal være givet af selve teknologidesignet, dvs. både det implicitte opt-in, og det garanterede opt-out efter transaktionen er slut (både for den offentlige og private sektor). I sådanne setup er persondatalovens principper nærmest garanterede uden bureaukrati om samtykke og snærende begrænsninger.

Privacy by Design drejer sig IKKE om polices, uigennemskuelig jura a la USA Freedom Act og forsøg på at beskytte borgernes data – det drejer sig om principper, bæredygtigt design og fokus på at skabe løsninger, der kun skaber data, der ikke behøver yderligere sikkerhed, men kan bruges frit, fordi de ikke udgør en trussel mod borgere og virksomheder.

Privacy by Design kan operationelt deles op i fem stigende niveauer, hvor det første niveau er absolut minimum, for at vi overhovedet kan tale om et marked og demokrati i en digital verden.

Den fysiske verden før internettet var typisk beskyttet af ikke-registrering og omfattende ressourcemæssige barriere mod angreb og misbrug. I den digitale verden er magten skredet og angreb blevet nemme – de færreste funktioner og services kan leve op til det absolutte minimum i niveau 1, fordi selv lovlydige service-leverandører har vanskeligt ved at forhindre infrastrukturen i at opsamle og misbruge data om digitale interaktioner.

Det første niveau er applikations-udbyderens ansvar og er reelt allerede dækket af f.eks. persondataloven, ePrivacy samt marketing– og konkurrencelovgivningen selvom disse i stigende grad ikke overholdes. De efterfølgende fire niveauer kræver en demokratisk stat til at sætte rammerne for infrastruktur og services.

Niveau 1: Sikring mod den kommercielle og statslige infrastruktur

I praksis indebærer Privacy By Design på det første niveau, at alle tredjeparter udelukkes via brug af f.eks. kryptering, proxy-mekanismer og andre tekniske mekanismer fra samtidig at kunne vide hvem borgeren er, og hvad hun foretager sig.

EU’s ePrivacy direktiv sondrer mellem den nødvendige infrastruktur adgang til devices af hensyn til kommunikationen, og på den anden side alle former for tredje-parts services, som kræver forudgående samtykke, herunder f.eks. måling af unikke besøgende. Infrastruktur er omfattet af strenge krav om anonymisering, så snart formålet er opfyldt.

Hovedproblemet her er det, som vi kan kalde den virtuelle infrastruktur, eller services, der aktivt blander sig i og opsamler viden om transaktioner, og dermed har interesser i at udnytte viden i andre sammenhænge. Hertil medregnes enhver servicefunktion, der ikke holder sig 100% til det nødvendige.

Den første type infrastruktur (f.eks. telefonselskaber,  banker, transport) vil med normale tekniske standarder kende borgeren og må derfor via yderligere Privacy by Design-baserede service forhindres i at kende indholdet på services, samtidig med at borgerens rigtige identitet ikke eksponeres overfor tredje-parts services over transaktionen.

F.eks. kan cloud ikke sikres mod sekundær misbrug af person/kundedata, hvilket i f.eks. EU har ført til diskussioner om ”balkanisering” og overflytning af data til EU-lande uden synderlig effekt. Men hvis cloud services – via Privacy by Design-strukturer — forhindres i at kunne genkende slutkunder, er lokation ikke relevant, fordi tredjepart-servicens mulighed for misbrug er stort set elimineret.

Vi taler om en aktiv opdeling af infrastruktur i ren neutral infrastruktur som servicer den basale adgang til nettet, som ikke må kunne vide hvad borgeren gør, og den virtuelle infrastruktur, der er involveret i market making eller transaktionsservices, som ikke må kunne identificere/genkende borgeren – hverken før eller efter et valg.

På dette niveau blokeres såkaldte single-signon a la Twitter login og adfærdsbaseret profilering og markedsføring.

Helt konkret vil Google Analytics ikke kunne genkende borgeren, hvorved data fra transaktionen ikke kan bruges til at sælge virksomhedens kunder til virksomhedens konkurrenter, ligesom data låses til transaktionen, og dermed sikrer mod efterfølgende misbrug i søgninger til at fremme Googles ulovlige datakilder fremfor websites, der agerer lovligt.

Tilsvarende kan Facebook LIKEs ikke kobles til en Facebook-profil, fordi Facebook ikke får lov til at genkende personen i transaktionen. En udfordring er at forhindre iPhone/Android i at stjæle persondata fra Apps.

Portaler (fx PrizeRunner), virtuelle supermarkeder (fx Amazon, Coop, etc.) eller andre funktioner med mange ikke-relaterede processer (fx offentlig transport, rejsekort eller sundhedssektoren) betragtes her som tredjepart, hvor hver enkelt transaktion som udgangspunkt skal betragtes isoleret.

I den offentlige sektor lever ingen services i den såkaldt fælles-offentlige infrastruktur op til selv niveau 1, hvorimod fx Skats Tast-Selv og Bibliotekernes login kan overholde kravene på dette plan, selvom de kun er baseret på relativt simple adgangsmekanismer.

I henhold til ePrivacy direktivet (også kendt som Cookie-lovgivningen) vil Privacy by Design af niveau 1 eliminere tredjeparts cookies og reducere disse til 1. parts cookies, idet 3. part maksimalt vil kunne vide det samme som en niveau 1 serviceudbyder. Data kan altså højst henføres til websites kundenumre, men ikke relateres til andre transaktioner i andre sammenhænge med den samme person/device. Dermed forsvinder også hovedproblemet med de såkaldte pop-up samtykke erklæringer, der først og fremmest adresserer tredje-parts tracking mekanismer.

Niveau 2: Sikring af applikationer

Privacy by Design niveau 2 adresserer problemet med, at perimetersikkerheden hastigt bryder sammen. Det gælder applikations– og databaseservere generelt, og i særdeleshed cloud og Internet-of-things, hvor sikkerheden er teoretisk umulig .

Samtidig adresseres det problem, at serviceudbydere på niveau 1 kan have en interessekonflikt i forhold til kunderne i forbindelse med deling af persondata med tredjepart eller partnere.

På dette plan taler vi om kontekstuel eller formålsspecifik isolering, hvor formålet defineres fra borgerens synspunkt. Ingen server må kunne identificere eller koble ikke-relaterede transaktioner med den samme borger eller device brugt af borgeren, medmindre borgeren eksplicit i transaktionen har koblet tilbage til tidligere transaktioner eller relationer (et sæt af transaktioner).

I ePrivacy-sammenhæng taler vi om tekniske design, der som udgangspunkt altid er session-specifikke (implicit samtykke til at koble datapakker til samme session), mens 1. parts samtykke til at koble er eksplicit. En test er, at personer kan have flere transaktioner i det samme it-system, uden it-systemet kan vide, at det er den samme person –en kunde hos fx Coop kan styre adskillelse af private og erhvervsmæssige indkøb, uden Coop kan forveksle disse.

Det bør sige sig selv, at sikrede applikationer selvfølgelig er afhængig af sikre betalinger, dvs. digitale kontanter, der ikke i sig selv kan henføres til nogen konto eller sammenhæng. Samme kontanter skal selvfølgelig dels kobles med de legitime skattekrav og muligheden for at implementere et offentligt voucher-system, som muliggør frit valg for at effektivisere og gøre den offentlige sektor behovsdrevet uden at forudsætte privatisering og ændret omfordeling.

Privacy by Design niveau 2 vil ofte samtidig begynde at tale om Security by Design, fordi udbydere kun vil påtage sig risici, hvis disse dækkes af personen som er ansvarlig, dvs. betinget identificerbar.

Betinget Identificerbarhed bør implementere det princip, vi kender som frihed under ansvar, dvs. muligheden for at forhandle deponering af en envejsmekanisme, der fx af en dommer kan etablere en kobling mellem handling og den person, der var ansvarlig for handlingen, men uden at man kan gå den modsatte vej, og sammenstille alle handlinger foretaget af den samme person.

Privacy by Design niveau 2 er en forudsætning for ytringsfrihed, fordi man har afkoblet identifikation og ytring , så personen ikke dikterer eller blandes med ytringen, selvom ytringen stadig kan være ansvarlig, hvis serviceudbyderen kræver dette. Medieudbydere af debatfora vil på dette plan formentlig kræve såkaldte negative credentials, dvs. sikkerhedsmekanismer, der kan validere, at en borger ikke er udelukket fx grundet tidligere chikane. Her er troll-adfærd stærkt begrænset, og selv specialister, politikere og topledere, hvor jobbet tidligere har forhindret deltagelse i online medier uden selvcensur, vil kunne deltage frit i meningsdannelsen.

Væsentligt ved Privacy by Design niveau 2 er, at data som skabes på applikationsniveau i databaser normalt ikke er persondata, og dermed uden yderligere sikring, eller legale begrænsninger såsom samtykkekrav, kan betragtes som OpenData til brug for forskning.

Et eksempel på design af offentlige services i henhold til Privacy by Design på niveau 2 finder vi i rapporten om ”Nye Sikkerhedsmodeller” fra It– og Sikkerhedsstyrelsen fra 2011.

Endnu vigtigere, eftersom personen har nøglerne til at sammenstille data, så vil selv avanceret og særdeles nærgående forskning og analyser kunne gennemføres via borgeren selv, dvs. at forskeren definerer det logiske spørgsmål, hvorefter personen selv (borgerens egen agent) sammenstiller de nødvendige detaljer fra de mange kilder og anonymiserer resultatet uden brug af en trusted part. Den såkaldte Registerforskning kan på denne måde erstattes af en langt mere fremtidssikret og digitalt bæredygtig løsning, der både er transparent, effektiv og af langt højere kvalitet end den nuværende.

Niveau 3: Sikring af infrastruktur

Når vi taler Privacy by Design niveau 3 vokser kravene til infrastrukturen. Det indebærer f.eks. muligheden for ægte digitale betalinger, hvor end ikke banken eller en trusted part kan vide, hvem der betaler til hvem. Det indebærer mindre redesign af basale telekommunikationsprotokoller såsom GSM og IPv6 i retning af Peer-to-Peer, in-device virtualisering og den såkaldte RINA–standard, således at teleselskabet heller ikke er i stand til at genkende personen eller digitale devices i transaktioner.

På dette niveau vil teleselskaberne gøre brug af mere avancerede sikkerhedsmekanismer for at kunne afgøre, om en given session vedrører et abonnement eller en fremmed roaming kunde, men til gengæld vil teleselskaberne kunne frigøre sig fra de stærkt forretningsgrænsende lovregler, og begynde at servicere transaktioner på linje med den øvrige virtuelle infrastruktur.

Samtidig vil de fleste privacy-invasive services og overvågning være stort set elimineret, fordi alle transaktioner er så tæt på anonyme, som de kan være, uden at åbne for, at brugeren kan misbruge dette kriminelt.

Et eksempel på, hvordan lovgivning fungerer overfor infrastruktur og telekommunikationsprotokoller finder vi i ePrivacy Direktivet, hvor både WIFI (f.eks. IPhone random MAC), Bluetooth og RFID protokollerne de senere år er begyndt at tilpasse sig de lovgivningsmæssige krav om ikke at kunne trackes uden forudgående samtykke.

Til gengæld rejser det også krav om nye Privacy by Design-sikringsmekanismer. Fx vil grænsekontroller stille krav om bevis for nationalitet (og dermed ved indrejse starte en særskilt procedure for tidligere forsøg på indrejse og håndtering af fremmede på besøg i landet), for check mod en eftersøgningsliste (for at stoppe f.eks. kriminelle i at rejse ud af landet og undslippe straf), ligesom sikkerhedskrav på kritiske steder vil være koblet med trusselsniveauer, således at krav midlertidigt kan hæves lokalt i forbindelse med konkrete trusler, så man f.eks. laver check overfor konkrete eftersøgte i forbindelse med køb af længere togrejser.

På dette niveau vil kun PET og domstolene kunne tilsidesætte borgernes kontrol i forbindelse med stærkt kriminelle handlinger, dvs. vi har elimineret sårbarheden ved USA Freedom Act, fordi vi ikke længere behøver stole på teleselskabets kommercielle håndtering af metadata.

Niveau 4: Sikring mod PET

PET har en samfundskritisk funktion med at optrevle og forebygge, når fx Anders Breivik begår terrorhandlinger i Oslo, en habit-klædt bande begår kompleks momssvindel, rockere involveres i alvorlig bandekriminalitet, eller PET bliver bekendt med, at en konkret person kan være involveret i særdeles alvorlig kriminalitet eller terrorvirksomhed.

At sikre mod, at PET misbruger mekanismer, så som at overvåge uskyldige, kræver at vi inddrager nogle meget følsomme mekanismer, som skal overvejes nøje, førend vi eksempelvis opgraderer statssanktionerede light-anonymiseringsnetværk a la TOR baseret på onion routing til reelt ubrydelig anonymitet.

Fortsætter den nuværende negative samfundsudvikling, så borgerne helt mister tilliden til stats-konstruktionen, vil sådanne mekanismer utvivlsomt blive taget i brug. Det taler stærkt for, at vi holder op med at lege ”Retssamfund” og rent faktisk begynder at gøre noget for et re-etablere de basale borgerrettigheder, som samfundsøkonomien og it-sikkerheden samtidig er stærkt afhængige af.

Vi taler om en dobbelt balance. Hvis PET vil kunne få adgang til data i forbindelse med alvorlig kriminalitet, så skal PET først underlægge sig en stærkt kontrol og transparens, der stærkere  end hemmelige domstolle og folketingsudvalg. Omvendt, hvis borgeren vil have kontrollen og undgå identifikation i samfundsprocesser, så skal borgeren påtage sig at sikre modparterne og stå til ansvar for misbrug af nøglerne. Begge balancer, der kræver, at man designer teknologi med opmærksomhed på nuancerne.

Niveau 5: Retsstatens sammenbrud – Dead Man’s Button

Persondataloven indeholder en særlig klausul, paragraf 11, stk. 4, der omhandler invasioner eller andre former for coup d’etat, hvor retssamfundet og domstolene bryder sammen. Artiklen kræver, at myndighederne træffer foranstaltninger til at beskytte særligt sensitive data for sådanne eventualiteter.

Artiklen ville specielt omfatte CPR-registeret og en række andre systemer, såsom Hjemmeværnet, militær– og politiuddannede, oversigter over aktiver og sensitive værdier, kritisk infrastruktur, som det nye regime ville kunne bruge til hurtigt og effektivt at overtage kontrollen med landet og landets borgere.

Implementeringen af sådanne foranstaltninger ville kraftigt forebygge en sådan udvikling, fordi mekanismerne for alle praktiske formål ville kunne blokere landets kritiske funktioner for de nye magthavere og gøre dem blinde overfor borgernes, herunder fx hjemmeværnets modstand, hvorved hele formålet med magtovertagelsen i de fleste scenarier ville blive modgået.

Vi kunne eksempelvis konstruere mekanismer, hvor centralsystemets grundlæggende id og nøgle-strukturer forudsætter kontinuert støtte fra et antal – for central-administrationen ukendte – borgere. Og i tilfældet af, at denne støtte bortfalder, ville Dead Man’s Button-effekter, som kendt fra togførere, sætte ind og tvinge nedlukning af systemerne og total distribuering af nøglekontrol til hver enkelt borger. Dvs. at systemerne kun kunne reetableres i det omfang, hver enkelt borger selv frivilligt kobler ind og genopretter sin identitet.

Men i Danmark er man ikke i nærheden af at respektere paragraf 11, stk. 4. Den såkaldte CSC-sag dokumenterede med skræmmende tydelighed, hvordan man har ignoreret sikring af selv dybt sensitive systemer, ligesom vi tidligere har set sager, hvor fx bander uden problemer kunne skaffe sig adgang til data om danskere med hemmelig adresse og ny identitet, under vidnebeskyttelse, etc.

Myndighederne i Danmark har nærmest lagt landet til rette for et regime, via en ekstrem centralisering af kontrollen (fx borgernes private nøgler ligger reelt usikret i NemId) samtidig med, at del-systemer flyder med stærkt sensitive og usikrede data koncenteret omkring CPR-numre, baseret på en sikkerhedsforståelse, der allerede var forældet for 20 år siden og kun kommer stadigt mere ud af trit med realiteterne.

Konklusion

USA FreeDom Act gør reelt meget lidt for at beskytte de fundamentale principper , og skal ses i tæt sammenhæng med USA’s økonomiske interesser i at understøtte US Bigtech magtpositionen

Men samtidig står det også klart, at både det danske og europæiske demokrati har svigtet sig selv. Der er ingen grund til at acceptere en teknisk udvikling, hvor dårlig digitalisering underminerer både samfundsøkonomien og de helt basale rettigheder som både Grundloven og EU’s Charter repræsenterer. Hverken hensynet til at bekæmpe kriminalitet, forskning eller samfundsøkonomien taler for den ekstreme overvågning, som er vokset frem over de seneste årtier.

Danmark har gentagne gange taget teten og i fællesskab brudt vejen frem. Landboreformerne, realkreditsystemet, højskolerne, anpartsbevægelsen, 3-parts forhandlingerne, velfærdsmodellen, pensionsmodellen, CPR-modellen og Dan-kortet er nogle af de mange udtryk for, at Danmark og danskerne sammen havde modet til at gå foran, da tiden var til det.

Problemet er, at nu er tiden moden til at vende magtmodellen på hovedet og føre magten tilbage til borgeren via Privacy by Design – både af hensyn til demokratiet og markedsøkonomien. Privacy by Design er nøglen til på samme tid at styrke konkurrenceevnen, sikkerhed og re-etablere retssamfundet som alle har været eroderet de sidste årtier.

Men det forudsætter, at politikerne holder op med gammel-ideologiske taburet-lege, hvor man spilder tiden på personangreb og flytte kommaer på finansieringssiden,  mens huset brænder grundet fejldigitalisering og manglende fokus på de basale principper i en digital verden.

Spørgsmålet er, om den store offentlige sektor og tilhørende historisk meget stærke centraladministration kan, eller reelt har gjort civilsamfundet og Folkestyret så svagt, at Danmark har mistet den historiske evne til fornyelse, når det gjaldt. I så tilfælde har Grundloven og specielt den personlige friheds ukrænkelighed lidt ubodelig skade.