DAMD ikke slettet – og der samles stadig flere data

Af Trine Jeppesen, patientdataforeningen

DAK-E har fortsat fuld kontrol over den komplette DAMD database.
Region S oplyste for to uger siden, at deres databehandler DAK-E var færdig med at slette alle ulovligt indsamlede data i DAMD. På DAK-Es hjemmeside hævdes det at programmet Sentinel, som DAK-E anvendte til at høste data ulovligt fra praktiserende læger med, nu er ændret, således at programmet kun behandler de data, der er tilladelse til. Det viser sig nu, at det er langt fra tilfældet.

DAK-E har udelukkende fået tilladelse til at hente data på én klinisk kvalitets database: diabetes.
Datatilsynet har ikke givet tilladelse til mere. Myndighederne har afgjort at data indhentet uden tilladelse skal slettes.

DAK-E’s data-høst-program Sentinel kopierer og lagrer uforandret hver eneste dag alle patienternes fortrolige data over på en lukket SQL-database på lægens computer, som hele tiden har været brugt af DAK-E til at overføre ulovlige data fra. Lægen kan ikke forhindre dette. Lægen kan ikke se hvad der foregår eller hentes i denne “sorte boks”.

DAK-E har entydigt den fulde adgang til og kontrol over nøjagtig de samme data, som de hele tiden har haft.
DAMD databasen eksisterer i komplet form i den “sorte boks” på lægernes computere.

DAK-E er databehandler for Region S. DAMD er en klinisk kvalitetsdatabase med tilladelse til at hente data på diabetes. DAK-E har uforandret adgang til at behandle hele den datamængde, der udgjorde den ulovlige DAMD. Det strider imod god databehandlerskik, og er langt mere end hvad der er nødvendigt og tilstrækkeligt til formålet.

Patientdataforeningen har idag henvendt sig via deres advokat direkte til Region S og Kammeradvokaten, med henblik på at få slettet alle data, der ikke er tilladelse til, herunder den DAMD database, der fortsat eksisterer og kontrolleres af DAK-E, på de praktiserende lægers computere.

USA Freedom Act sikrer hverken mod virksomheder eller NSA

Af Stephan Engberg, Systemarkitekt
, Privacyekspert.


Edward Snowdens afsløringer medførte enorm ballade, ikke kun i USA, men praktisk talt i hele verden. Dog er det først nu vi begynder at se konkrete politiske tiltag i kølevandet af de omfattende afsløringer.

Efter Appeal Court for nylig fastslog , at overvågning i betydningen af “Bulk Collection” af metadata er ulovlig, har de amerikanske lovgivere haft travlt. Det Amerikanske Senat undlod at forlænge den omdiskuterede USA Patriot Act, og godkendte i samme ombæring den nye og mere indskrænkende USA Freedom Act.

USA Freedom Act er optimisme-skabende for mange. På papiret forbyder den NSA at opsamle metadata på amerikanere, og fastlægger desuden, at denne opgave ligger hos teleselskaberne, så NSA kun kan få fat i disse data ved hjælp af en dommerkendelse og ikke selv må ligge inde med disse data. Dermed sikres amerikanerne samtidig en vis transparens i logningen og FISAs praksis (den hemmelige domstol, der efter Watergate blev etableret for at holde øje med efterretningstjenesten, herunder specielt NSA).

Vi taler altså om, at USA – nærmest for første gang siden 9/11 – styrker borgernes rettigheder . Det kan ses som en sejr for det amerikanske retssystem og US Civil Liberties, her Electronic Frontier Front, praksis med at anlægge sag mod staten.

Før man begynder at glæde sig for meget, så bør tre aspekter stå helt klart:

  1. USA Freedom Act sikrer kun amerikanernes rettigheder mod NSA beføjelser, dvs. europæerne er stadig et fuldt ud legitimt mål for NSAs overvågning.
  1. NSA har en lang historie med, at finde kreative metoder hvorpå man omgår lovgivningen, netop med det formål, at overvåge i det skjulte, såsom fx når NSA og UK GCHQ “bytter overvågning” – dvs. NSA overvåger englænderne på vegne af UK GCHQ, og omvendt.
  1. Godt nok er loven ind indskrænkning af NSAs beføjelser, men loven kan principielt læses som en legitimering af den kommercielle overvågning, dvs. man forpligter kommerciel logning, når nu NSA ikke “må”.

USA Freedom Act beskytter ikke borgerne

For at forstå USA Freedom Act, skal man se det som et udslag af det, som Lawrence Lessig kalder Lesterland.

Lessigs Lesterland er et udtryk for, at ingen væsentlig demokratisk valgt post i USA i praksis kan opnås uden økonomisk valgkampstøtte fra de 1% rigeste. Dermed mener Lessing, at man har opnået en form for institutionel korruption, hvor de opstillede, for overhovedet at have en chance for at trænge ind til vælgerne ved at finansiere dyre mediekampagner, på forhånd må binde sig til at støtte de riges kommercielle interesser, og Lessing konklusion er så, at de demokratiske kræfter og principper reelt sejt må ses som værende undergravet.

Baggrunden for USA Freedom Act kan reelt ses som et udtryk for, at US BigTech industrien med deres betydelige kampagnebidrag i amerikansk politik, forsøger at vende kritikken af Snowdens afsløringer (at NSA har snablen dybt nede i deres datasystemer). Kritikken har ikke kun været i medierne, men medført omfattende økonomiske tilbageslag, fordi virksomheder er blevet tilbageholdende med at bruge specielt US BigTech cloud-løsninger. US BigTech har således fået travlt med at flytte databaser til Europa (primært Irland), for at påberåbe sig, at EU’s persondatalovgivning beskytter kunderne mod udlevering til NSA.

Problemet er, at US Patriot Act forpligter amerikanske virksomheder til at udlevere data til NSA. US BigTech har således en egeninteresse i, at bruge deres købte indflydelse i de folkevalgte forsamlinger til at fremme USA Freedom Act, så de kan portrættere det således, at de kan sige nej til NSA uden dommerkendelse.

På den måde forsøger fx Google, Apple, IBM, CSC, Amazon, VISA, Verizon, MasterCard, Facebook, etc. – til brug for deres markedsføring – at skabe illusionen af, at sikkerhed drejer sig om at de krypterer data mod eksterne ”kriminelle”, her inkl. NSA, Kina og andres aflytning af internettets backbone, mens de kun vil udlevere kundernes data til f.eks. NSA og statens øvrige institutioner mod eksplicit dommerkendelse. En dommerkendelse, som de naturligvis officielt vil bekæmpe til det sidste. Googles PR lader ingen chance gå forbi for at påstå, at de bekæmper censur eller adgang til data fra sociale medier for ikke-demokratiske regimers forsøg på at begrænse ytringsfriheden eller bekæmpe kritik af staten.

Problemet er bare, at alt det her, af flere grunde ikke beskytter borgerne – specielt ikke i Europa.

a) US BigTechs kryptering mod eksterne gør intet mod hovedproblemet: At virksomhederne selv fortsat har fuld adgang til data, til brug for deres kommercielle interesser og profilering af både borgere og virksomheder, ligesom USA Freedom Act, og øvrig amerikansk lovgivning, reelt ikke beskytter persondata.

b) Så længe metadata ikke er sikret mod identifikation af borgerne, og data ikke er end-to-end krypteret, så må NSA antages at have masser af muligheder for at få adgang til data, ligesom USA Freedom Act eksplicit kun beskytter amerikanske statsborgere. Data ligger hos virksomheder og er dermed ikke sikre mod udlevering eller anden adgang.

Hvad så – skal vi bare give op? Skal vi stoppe artiklen her, opgive Grundlovens pgs. 71 om den personlige friheds ukrænkelighed, og krybe sammen i skræk? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det – af både økonomiske, sikkerhedsmæssige og navnlig retssikkerhedsmæssige grunde.

Løsningen er Privacy by Design

Man kunne starte med ét af de få temaer, som kan få Folketinget og centraladministrationen til at tage noget alvorligt, nemlig, at overvågningen ødelægger den danske samfundsøkonomi.

Når den kommercielle og statslige infrastruktur overvåger og styrer borgerne og samfundsprocesserne, således at innovation, konkurrence og markedsprocesser begrænses eller helt ødelægges, ja, så har det helt konkrete samfundsøkonomiske konsekvenser (selvom det i sagens natur er vanskelige at kvantificere, fordi økonomi på dette plan ikke er en eksakt videnskab, hvor man kan foretage eksperimenter med de samme forudsætninger).

I den offentlige sektor skaber og dikterer man dårlige monopol– og ensrettende strukturer fremfor at skabe mekanismer, der tilpasser sig borgernes behov. Det skyldes i høj grad, at man ikke måler værdi, men fokuserer på omkostninger og fremmer one-size-fits-all, selvom det reducerer velfærden.

I den private sektor kan virksomheder ikke konkurrere og investeringer ikke forrentes, hvis infrastrukturen opsamler viden om deres kundeinteraktioner og sælger de bedste kunder til højestbydende, eller begrænser/beskatter adgangen til kunder.

Tilsvarende værger både forbrugere og leverandører sig mod, at andre blander sig i deres interne forhold for at profitere med selv med undskyldningen, at det er ”for deres egen skyld”.

Hverken demokrati eller markedsøkonomi kan basere sig på transparente borgere  – begge dele bryder sammen.

Løsningen er Privacy by Design, eller helt præcist tekniske mekanismer, som muliggør samfundsprocesser, uden at borgerne og virksomhederne mister kontrollen over deres egne (kunde)data.

I Privacy by Design er tillid og samtykke ikke løsninger, fordi samtykke ikke giver mening i stadigt flere sammenhænge uden tekniske mekanismer til at isolere samtykkets omfang.

Privacy by Design indebærer i praktisk forståelse at eliminere behovet for samtykke ved at fjerne misbrugsmuligheden. Samtykke er noget, der skal være givet af selve teknologidesignet, dvs. både det implicitte opt-in, og det garanterede opt-out efter transaktionen er slut (både for den offentlige og private sektor). I sådanne setup er persondatalovens principper nærmest garanterede uden bureaukrati om samtykke og snærende begrænsninger.

Privacy by Design drejer sig IKKE om polices, uigennemskuelig jura a la USA Freedom Act og forsøg på at beskytte borgernes data – det drejer sig om principper, bæredygtigt design og fokus på at skabe løsninger, der kun skaber data, der ikke behøver yderligere sikkerhed, men kan bruges frit, fordi de ikke udgør en trussel mod borgere og virksomheder.

Privacy by Design kan operationelt deles op i fem stigende niveauer, hvor det første niveau er absolut minimum, for at vi overhovedet kan tale om et marked og demokrati i en digital verden.

 

Niveau Mål Formål
1 Beskytte borgere og services fra 3. parts overvågning og markedskontrol. Antager tillid og samtykke afklares i forhold til den primære serviceudbyder, men ikke andre. Eliminere magtstrukturer i infrastruktur med henblik på reetablering af markedsdannelsen
2 Sikre applikationer og services. Antager hverken tillid eller samtykke. Sikre borgeren kontrol og ejerskab over data samt forebygge misbrug og angreb. Gøre data til OpenData. Sikring af cloud.
3 Eliminere identifikation og overvågning i den kommercielle infrastruktur. Beskytte hjemmet og den fysiske person mod invasiv overvågning. Sikre borgere og den basale infrastruktur  mod både intern og ekstern (via angreb). Sikring af IoT. Åben for infrastrukturkonkurrence.
4 Sikre mod efterretningstjenesternes misbrug Styrke tilliden til efterretningstjenesterne og domstolene ved at sikre transparens og undgå adgang til data om lovlydige borgere.
5 Sikre mod invasioner og magtovertagelser Tilsikre at kritiske funktioner kan lukkes ned for at forebygge  overtagelse af ikke-demokratiske kræfter

 

Den fysiske verden før internettet var typisk beskyttet af ikke-registrering og omfattende ressourcemæssige barriere mod angreb og misbrug. I den digitale verden er magten skredet og angreb blevet nemme – de færreste funktioner og services kan leve op til det absolutte minimum i niveau 1, fordi selv lovlydige service-leverandører har vanskeligt ved at forhindre infrastrukturen i at opsamle og misbruge data om digitale interaktioner.

Det første niveau er applikations-udbyderens ansvar og er reelt allerede dækket af f.eks. persondataloven, ePrivacy samt marketing– og konkurrencelovgivningen selvom disse i stigende grad ikke overholdes. De efterfølgende fire niveauer kræver en demokratisk stat til at sætte rammerne for infrastruktur og services.

Niveau 1: Sikring mod den kommercielle og statslige infrastruktur

I praksis indebærer Privacy By Design på det første niveau, at alle tredjeparter udelukkes via brug af f.eks. kryptering, proxy-mekanismer og andre tekniske mekanismer fra samtidig at kunne vide hvem borgeren er, og hvad hun foretager sig.

EU’s ePrivacy direktiv sondrer mellem den nødvendige infrastruktur adgang til devices af hensyn til kommunikationen, og på den anden side alle former for tredje-parts services, som kræver forudgående samtykke, herunder f.eks. måling af unikke besøgende. Infrastruktur er omfattet af strenge krav om anonymisering, så snart formålet er opfyldt.

Hovedproblemet her er det, som vi kan kalde den virtuelle infrastruktur, eller services, der aktivt blander sig i og opsamler viden om transaktioner, og dermed har interesser i at udnytte viden i andre sammenhænge. Hertil medregnes enhver servicefunktion, der ikke holder sig 100% til det nødvendige.

Den første type infrastruktur (f.eks. telefonselskaber,  banker, transport) vil med normale tekniske standarder kende borgeren og må derfor via yderligere Privacy by Design-baserede service forhindres i at kende indholdet på services, samtidig med at borgerens rigtige identitet ikke eksponeres overfor tredje-parts services over transaktionen.

F.eks. kan cloud ikke sikres mod sekundær misbrug af person/kundedata, hvilket i f.eks. EU har ført til diskussioner om ”balkanisering” og overflytning af data til EU-lande uden synderlig effekt. Men hvis cloud services – via Privacy by Design-strukturer — forhindres i at kunne genkende slutkunder, er lokation ikke relevant, fordi tredjepart-servicens mulighed for misbrug er stort set elimineret.

Vi taler om en aktiv opdeling af infrastruktur i ren neutral infrastruktur som servicer den basale adgang til nettet, som ikke må kunne vide hvad borgeren gør, og den virtuelle infrastruktur, der er involveret i market making eller transaktionsservices, som ikke må kunne identificere/genkende borgeren – hverken før eller efter et valg.

På dette niveau blokeres såkaldte single-signon a la Twitter login og adfærdsbaseret profilering og markedsføring.

Helt konkret vil Google Analytics ikke kunne genkende borgeren, hvorved data fra transaktionen ikke kan bruges til at sælge virksomhedens kunder til virksomhedens konkurrenter, ligesom data låses til transaktionen, og dermed sikrer mod efterfølgende misbrug i søgninger til at fremme Googles ulovlige datakilder fremfor websites, der agerer lovligt.

Tilsvarende kan Facebook LIKEs ikke kobles til en Facebook-profil, fordi Facebook ikke får lov til at genkende personen i transaktionen. En udfordring er at forhindre iPhone/Android i at stjæle persondata fra Apps.

Portaler (fx PrizeRunner), virtuelle supermarkeder (fx Amazon, Coop, etc.) eller andre funktioner med mange ikke-relaterede processer (fx offentlig transport, rejsekort eller sundhedssektoren) betragtes her som tredjepart, hvor hver enkelt transaktion som udgangspunkt skal betragtes isoleret.

I den offentlige sektor lever ingen services i den såkaldt fælles-offentlige infrastruktur op til selv niveau 1, hvorimod fx Skats Tast-Selv og Bibliotekernes login kan overholde kravene på dette plan, selvom de kun er baseret på relativt simple adgangsmekanismer.

I henhold til ePrivacy direktivet (også kendt som Cookie-lovgivningen) vil Privacy by Design af niveau 1 eliminere tredjeparts cookies og reducere disse til 1. parts cookies, idet 3. part maksimalt vil kunne vide det samme som en niveau 1 serviceudbyder. Data kan altså højst henføres til websites kundenumre, men ikke relateres til andre transaktioner i andre sammenhænge med den samme person/device. Dermed forsvinder også hovedproblemet med de såkaldte pop-up samtykke erklæringer, der først og fremmest adresserer tredje-parts tracking mekanismer.

Niveau 2: Sikring af applikationer

Privacy by Design niveau 2 adresserer problemet med, at perimetersikkerheden hastigt bryder sammen. Det gælder applikations– og databaseservere generelt, og i særdeleshed cloud og Internet-of-things, hvor sikkerheden er teoretisk umulig .

Samtidig adresseres det problem, at serviceudbydere på niveau 1 kan have en interessekonflikt i forhold til kunderne i forbindelse med deling af persondata med tredjepart eller partnere.

På dette plan taler vi om kontekstuel eller formålsspecifik isolering, hvor formålet defineres fra borgerens synspunkt. Ingen server må kunne identificere eller koble ikke-relaterede transaktioner med den samme borger eller device brugt af borgeren, medmindre borgeren eksplicit i transaktionen har koblet tilbage til tidligere transaktioner eller relationer (et sæt af transaktioner).

I ePrivacy-sammenhæng taler vi om tekniske design, der som udgangspunkt altid er session-specifikke (implicit samtykke til at koble datapakker til samme session), mens 1. parts samtykke til at koble er eksplicit. En test er, at personer kan have flere transaktioner i det samme it-system, uden it-systemet kan vide, at det er den samme person –en kunde hos fx Coop kan styre adskillelse af private og erhvervsmæssige indkøb, uden Coop kan forveksle disse.

Det bør sige sig selv, at sikrede applikationer selvfølgelig er afhængig af sikre betalinger, dvs. digitale kontanter, der ikke i sig selv kan henføres til nogen konto eller sammenhæng. Samme kontanter skal selvfølgelig dels kobles med de legitime skattekrav og muligheden for at implementere et offentligt voucher-system, som muliggør frit valg for at effektivisere og gøre den offentlige sektor behovsdrevet uden at forudsætte privatisering og ændret omfordeling.

Privacy by Design niveau 2 vil ofte samtidig begynde at tale om Security by Design, fordi udbydere kun vil påtage sig risici, hvis disse dækkes af personen som er ansvarlig, dvs. betinget identificerbar.

Betinget Identificerbarhed bør implementere det princip, vi kender som frihed under ansvar, dvs. muligheden for at forhandle deponering af en envejsmekanisme, der fx af en dommer kan etablere en kobling mellem handling og den person, der var ansvarlig for handlingen, men uden at man kan gå den modsatte vej, og sammenstille alle handlinger foretaget af den samme person.

Privacy by Design niveau 2 er en forudsætning for ytringsfrihed, fordi man har afkoblet identifikation og ytring , så personen ikke dikterer eller blandes med ytringen, selvom ytringen stadig kan være ansvarlig, hvis serviceudbyderen kræver dette. Medieudbydere af debatfora vil på dette plan formentlig kræve såkaldte negative credentials, dvs. sikkerhedsmekanismer, der kan validere, at en borger ikke er udelukket fx grundet tidligere chikane. Her er troll-adfærd stærkt begrænset, og selv specialister, politikere og topledere, hvor jobbet tidligere har forhindret deltagelse i online medier uden selvcensur, vil kunne deltage frit i meningsdannelsen.

Væsentligt ved Privacy by Design niveau 2 er, at data som skabes på applikationsniveau i databaser normalt ikke er persondata, og dermed uden yderligere sikring, eller legale begrænsninger såsom samtykkekrav, kan betragtes som OpenData til brug for forskning.

Et eksempel på design af offentlige services i henhold til Privacy by Design på niveau 2 finder vi i rapporten om ”Nye Sikkerhedsmodeller” fra It– og Sikkerhedsstyrelsen fra 2011.

Endnu vigtigere, eftersom personen har nøglerne til at sammenstille data, så vil selv avanceret og særdeles nærgående forskning og analyser kunne gennemføres via borgeren selv, dvs. at forskeren definerer det logiske spørgsmål, hvorefter personen selv (borgerens egen agent) sammenstiller de nødvendige detaljer fra de mange kilder og anonymiserer resultatet uden brug af en trusted part. Den såkaldte Registerforskning kan på denne måde erstattes af en langt mere fremtidssikret og digitalt bæredygtig løsning, der både er transparent, effektiv og af langt højere kvalitet end den nuværende.

Niveau 3: Sikring af infrastruktur

Når vi taler Privacy by Design niveau 3 vokser kravene til infrastrukturen. Det indebærer f.eks. muligheden for ægte digitale betalinger, hvor end ikke banken eller en trusted part kan vide, hvem der betaler til hvem. Det indebærer mindre redesign af basale telekommunikationsprotokoller såsom GSM og IPv6 i retning af Peer-to-Peer, in-device virtualisering og den såkaldte RINA–standard, således at teleselskabet heller ikke er i stand til at genkende personen eller digitale devices i transaktioner.

På dette niveau vil teleselskaberne gøre brug af mere avancerede sikkerhedsmekanismer for at kunne afgøre, om en given session vedrører et abonnement eller en fremmed roaming kunde, men til gengæld vil teleselskaberne kunne frigøre sig fra de stærkt forretningsgrænsende lovregler, og begynde at servicere transaktioner på linje med den øvrige virtuelle infrastruktur.

Samtidig vil de fleste privacy-invasive services og overvågning være stort set elimineret, fordi alle transaktioner er så tæt på anonyme, som de kan være, uden at åbne for, at brugeren kan misbruge dette kriminelt.

Et eksempel på, hvordan lovgivning fungerer overfor infrastruktur og telekommunikationsprotokoller finder vi i ePrivacy Direktivet, hvor både WIFI (f.eks. IPhone random MAC), Bluetooth og RFID protokollerne de senere år er begyndt at tilpasse sig de lovgivningsmæssige krav om ikke at kunne trackes uden forudgående samtykke.

Til gengæld rejser det også krav om nye Privacy by Design-sikringsmekanismer. Fx vil grænsekontroller stille krav om bevis for nationalitet (og dermed ved indrejse starte en særskilt procedure for tidligere forsøg på indrejse og håndtering af fremmede på besøg i landet), for check mod en eftersøgningsliste (for at stoppe f.eks. kriminelle i at rejse ud af landet og undslippe straf), ligesom sikkerhedskrav på kritiske steder vil være koblet med trusselsniveauer, således at krav midlertidigt kan hæves lokalt i forbindelse med konkrete trusler, så man f.eks. laver check overfor konkrete eftersøgte i forbindelse med køb af længere togrejser.

På dette niveau vil kun PET og domstolene kunne tilsidesætte borgernes kontrol i forbindelse med stærkt kriminelle handlinger, dvs. vi har elimineret sårbarheden ved USA Freedom Act, fordi vi ikke længere behøver stole på teleselskabets kommercielle håndtering af metadata.

Niveau 4: Sikring mod PET

PET har en samfundskritisk funktion med at optrevle og forebygge, når fx Anders Breivik begår terrorhandlinger i Oslo, en habit-klædt bande begår kompleks momssvindel, rockere involveres i alvorlig bandekriminalitet, eller PET bliver bekendt med, at en konkret person kan være involveret i særdeles alvorlig kriminalitet eller terrorvirksomhed.

At sikre mod, at PET misbruger mekanismer, så som at overvåge uskyldige, kræver at vi inddrager nogle meget følsomme mekanismer, som skal overvejes nøje, førend vi eksempelvis opgraderer statssanktionerede light-anonymiseringsnetværk a la TOR baseret på onion routing til reelt ubrydelig anonymitet.

Fortsætter den nuværende negative samfundsudvikling, så borgerne helt mister tilliden til stats-konstruktionen, vil sådanne mekanismer utvivlsomt blive taget i brug. Det taler stærkt for, at vi holder op med at lege ”Retssamfund” og rent faktisk begynder at gøre noget for et re-etablere de basale borgerrettigheder, som samfundsøkonomien og it-sikkerheden samtidig er stærkt afhængige af.

Vi taler om en dobbelt balance. Hvis PET vil kunne få adgang til data i forbindelse med alvorlig kriminalitet, så skal PET først underlægge sig en stærkt kontrol og transparens, der stærkere  end hemmelige domstolle og folketingsudvalg. Omvendt, hvis borgeren vil have kontrollen og undgå identifikation i samfundsprocesser, så skal borgeren påtage sig at sikre modparterne og stå til ansvar for misbrug af nøglerne. Begge balancer, der kræver, at man designer teknologi med opmærksomhed på nuancerne.

Niveau 5: Retsstatens sammenbrud – Dead Man’s Button

Persondataloven indeholder en særlig klausul, paragraf 11, stk. 4, der omhandler invasioner eller andre former for coup d’etat, hvor retssamfundet og domstolene bryder sammen. Artiklen kræver, at myndighederne træffer foranstaltninger til at beskytte særligt sensitive data for sådanne eventualiteter.

Artiklen ville specielt omfatte CPR-registeret og en række andre systemer, såsom Hjemmeværnet, militær– og politiuddannede, oversigter over aktiver og sensitive værdier, kritisk infrastruktur, som det nye regime ville kunne bruge til hurtigt og effektivt at overtage kontrollen med landet og landets borgere.

Implementeringen af sådanne foranstaltninger ville kraftigt forebygge en sådan udvikling, fordi mekanismerne for alle praktiske formål ville kunne blokere landets kritiske funktioner for de nye magthavere og gøre dem blinde overfor borgernes, herunder fx hjemmeværnets modstand, hvorved hele formålet med magtovertagelsen i de fleste scenarier ville blive modgået.

Vi kunne eksempelvis konstruere mekanismer, hvor centralsystemets grundlæggende id og nøgle-strukturer forudsætter kontinuert støtte fra et antal – for central-administrationen ukendte – borgere. Og i tilfældet af, at denne støtte bortfalder, ville Dead Man’s Button-effekter, som kendt fra togførere, sætte ind og tvinge nedlukning af systemerne og total distribuering af nøglekontrol til hver enkelt borger. Dvs. at systemerne kun kunne reetableres i det omfang, hver enkelt borger selv frivilligt kobler ind og genopretter sin identitet.

Men i Danmark er man ikke i nærheden af at respektere paragraf 11, stk. 4. Den såkaldte CSC-sag dokumenterede med skræmmende tydelighed, hvordan man har ignoreret sikring af selv dybt sensitive systemer, ligesom vi tidligere har set sager, hvor fx bander uden problemer kunne skaffe sig adgang til data om danskere med hemmelig adresse og ny identitet, under vidnebeskyttelse, etc.

Myndighederne i Danmark har nærmest lagt landet til rette for et regime, via en ekstrem centralisering af kontrollen (fx borgernes private nøgler ligger reelt usikret i NemId) samtidig med, at del-systemer flyder med stærkt sensitive og usikrede data koncenteret omkring CPR-numre, baseret på en sikkerhedsforståelse, der allerede var forældet for 20 år siden og kun kommer stadigt mere ud af trit med realiteterne.

Konklusion

USA FreeDom Act gør reelt meget lidt for at beskytte de fundamentale principper , og skal ses i tæt sammenhæng med USA’s økonomiske interesser i at understøtte US Bigtech magtpositionen

Men samtidig står det også klart, at både det danske og europæiske demokrati har svigtet sig selv. Der er ingen grund til at acceptere en teknisk udvikling, hvor dårlig digitalisering underminerer både samfundsøkonomien og de helt basale rettigheder som både Grundloven og EU’s Charter repræsenterer. Hverken hensynet til at bekæmpe kriminalitet, forskning eller samfundsøkonomien taler for den ekstreme overvågning, som er vokset frem over de seneste årtier.

Danmark har gentagne gange taget teten og i fællesskab brudt vejen frem. Landboreformerne, realkreditsystemet, højskolerne, anpartsbevægelsen, 3-parts forhandlingerne, velfærdsmodellen, pensionsmodellen, CPR-modellen og Dan-kortet er nogle af de mange udtryk for, at Danmark og danskerne sammen havde modet til at gå foran, da tiden var til det.

Problemet er, at nu er tiden moden til at vende magtmodellen på hovedet og føre magten tilbage til borgeren via Privacy by Design – både af hensyn til demokratiet og markedsøkonomien. Privacy by Design er nøglen til på samme tid at styrke konkurrenceevnen, sikkerhed og re-etablere retssamfundet som alle har været eroderet de sidste årtier.

Men det forudsætter, at politikerne holder op med gammel-ideologiske taburet-lege, hvor man spilder tiden på personangreb og flytte kommaer på finansieringssiden,  mens huset brænder grundet fejldigitalisering og manglende fokus på de basale principper i en digital verden.

Spørgsmålet er, om den store offentlige sektor og tilhørende historisk meget stærke centraladministration kan, eller reelt har gjort civilsamfundet og Folkestyret så svagt, at Danmark har mistet den historiske evne til fornyelse, når det gjaldt. I så tilfælde har Grundloven og specielt den personlige friheds ukrænkelighed lidt ubodelig skade.

DAMD rammer EU: 1984 for Patient-Data

Euroscience skriver onsdag den 25.3.2005 om DAMD:

‘Consider the following scenario: You feel a little tired and unfit and you decide to have a talk with your doctor. During the talk, you mention your high consumption of alcohol, your erection problems – along with your personal problems with your wife – and your financial issues. After the talk, the doctor makes notes, recording key problems from the conversation. Then she recommends a blood test and she prescribes some medicine. All this information including the health data, the intimate personal problems, the social references together with the results of your blood tests and all prescribed medicines over the past seven years have been sent to a database and stored under your unique personal identity number. Neither you, nor your doctor, are aware of the way your data has been handled’

Read more: http://www.euroscientist.com/one-step-too-far-for-danish-legendary-transparency/#ixzz3VR6zvwEB
Artiklen henviser iøvrigt til Kulturminister Marianne Jelveds interview med aflyttet på radio24syv – ligger her som podcast/download:
http://www.radio24syv.dk/programmer/aflyttet/11019113/aflyttet-uge-10-2015/


CSC-mainframen der sladrede

Den store sal i Retten på Frederiksberg er noget ganske særligt.
Der er nemlig et tykt lag skudsikkert glas mellem tilhørerne på den ene side og anklagere, forsvarere, nævninge, dommere og de anklagede på den anden. Der er til gengæld aflange huller i glasset – muligvis for at lyden fra salen skal kunne nå os, publikummet og journalisterne, der sidder herude.
De gange jeg har siddet der, og det er en del gange, har jeg teoretiseret over, om man mon kunne få et pistolløb gennem de huller? Om nogen mon havde tænkt over det?CSC - making it real
Når man ser gennem glasset, ser man ind på en scene: De anklagede sidder til højre, Gottfried Swartholm Warg sammen med forsvarer Luise Høj, og den 21-årige medtiltalte dansker, med navneforbud, med sin forsvarer Michael Juul Eriksen. Til venstre holder de to anklagere til: senioranklager Maria Cingari og Anders Riisager fra Statsadvokaten.
Sidstnævnte indledte første retsdag med en erklæring om, at computere for ham var som ’kryptonit for Superman’ – en udtalelse, der på mange måder blev symptomatisk for hele sagen. Vi, tilskuerne, der talte en bred flok af journalister, familie og det, man kalder it-interesserede, fnes nervøst.
Gottfried Swartholm Warg, også kaldet Anakata, blev idømt tre og et halvt års fængsel, og den 21-årige med navneforbuddet fik seks måneder.
Tre dommere og fire nævninge mente, at Warg var hovedmand bag hackerangrebet og stod for selve udførelsen af angrebet.
De fandt det samtidig bevist, at den 21-årige havde medvirket til angrebet i den indledende fase.

Med den hårde dom på tre et halvt års ubetinget fængsel til Gottfried Swartholm Warg og den helt iskolde afvisning af muligheden af, at hans computer kunne have været fjernstyret, har retten, og dermed den danske stat, delt seriøse ørefigner ud. En hidtil ustraffet 21-årig dansk mand sidder varetægtsfængslet i 17 måneder og inkasserer så seks måneders ubetinget fængsel – alene for at have deltaget i en chat-samtale. Det er i den hårde ende. Ved at undlade at gøre sikkerhedsforholdene hos databehandleren CSC, Computer Sciences Corporation, til en del af sagen har det offentlige Danmark samtidig spredt gift rundt omkring sig selv og alle os andre.

Fem måneders frit spil

Det hele begynder i februar 2012. Nogen forsøger at logge ind på en ukrypteret FTP-server tilknyttet CSC’s IBM-mainframe. Men ingen er kommet ind. Endnu. Og ingen alarmer er gået hos CSC.
Den 7. april, 2012 trænger nogen så helt ind, angiveligt via en såkaldt zeroday-sårbarhed. Dagen efter overføres et script til CSC’s mainframe, og nu har indtrængerne administratorrettigheder. Den adgang bliver brugt til at lave tre bagdøre i systemet og sætte gang i en massiv kopiering og overførsel af data fra CSC’s systemer.
Der er downloadet filer og datasæt fra CPR-registeret, politiet, kriminalregisteret, kørekortregisteret og Schengen-informationssystemet. Det er de mest følsomme data, vi overhovedet har.
De data passerer gennem servere i Cambodia, Tyskland og Iran. Den sidste “uberettigede aktivitet” sker den 28. august!
De mest højlydte advarsler kommer fra svensk politi i juni 2012. De gentager dem tre gange mere i det efterår. Ingen lytter.
Samtidig, i juni 2012, undlader CSC og Rigspolitiet at reagere på en stærkt kritisk revisionsrapport fra Deloitte.
Svensk politi anholder Gottfried Swartholm Warg i Cambodia i august 2012. Hans computere er fyldt med data fra CSC’s servere og indeholder et program, der kan simulere en mainframe magen til den, CSC bruger. Det svenske politi ringer til Danmark igen.
I februar 2013 underretter dansk politi CSC om indbruddet. CSC får først lukket den sidste smækkende bagdør 6. marts 2013 – angiveligt for ikke at forstyrre kunderne på systemet for meget.

Det amerikansk ejede firma CSC er en af den danske stats største it-leverandører. CSC har siden maj 2001 stået for al it i Folketinget og stort set alle andre funktioner i det offentlige Danmark. Det kan undre, at et så betroet firma ikke har haft bedre sikkerhed, men det har hidtil ikke været sagens kerne: Medier og myndigheder har endnu en gang valgt at fokusere på symptomerne; i dette tilfælde den meget dygtige Warg og den dansker, han har været perifert i kontakt med via en chat.
Gottfried Swartholm Warg kan, yderst teoretisk, have haft det motiv at slette data om sig selv i Schengen-registreret, hvor han stod opført som undvegen fra dommen mod Pirate Bay i sin tid. Hvad angår den 21-årige, ja så kunne det måske have været interessant for anklagerne at se, hvad der gemte sig i den krypterede del af den computer, han med fuld ret har nægtet politiet adgang til – og dermed i øvrigt til fulde har bevist, at kryptering virker.
Men det er kun forestillinger. Selve meningen og beviserne kniber det med.
Dansk politi har ikke selv har haft adgang til CSC’s systemer. CSC hyrede et helt tredje firma til at gennemgå systemerne, og det er oplysningerne fra CSC’s egen “hired gun”, der er blevet brugt i retten.

– Basalt set er sagen ligesom alle andre. Der er nogle tekniske udfordringer, men det skal jo bare køres ned til, om der er foregået noget strafbart, sagde forsvarer Michael Juul Eriksen i mit radioprogram, “Aflyttet”, efter at den 21-årige sigtede dansker havde været gennem første afhøring.

Men sådan kom det ikke til at gå: Chatten var for eksempel et andet problem. Det er den, man har dømt den 21 årige og nogen grad også Warg ud fra. Den 21-årige har ikke benægtet, at han har deltaget i den chat. Han har forklaret, at det navn, han ifølge anklageren skulle have optrådt under, “Advanced Persisitant Terrorist Threat”, ikke var hans “handle”.

Der er god grund til at være mistænksom over for den chat: Den var nemlig kun lagret som en kopieret text-fil og er et uddrag af en længere chat-samtale. Og som de to nævninge, der ikke mente Warg var skyldig, udtalte i kendelsen: “…der er usikkerhed forbundet med at anse det for bevist, at det var tiltalte Warg, der under navnet “My Evil Twin” deltog i chatten”. To nævninge mener begge, at der er rimelig tvivl om, hvorvidt Warg er skyldig. Fire mener det modsatte, og mens Gottfried Swartholm Warg stadig er fængslet i Danmark under skærpede forhold, er sagen nu anket til landsretten. Anklagemyndigheden var tilfreds. Der blev sat præcedens. Nogen blev dømt. Hårdt.

– Borgerne er også potentielt blevet berørt og er det måske stadig. Blandt andet har Warg haft adgang til kriminalregistret, der er blevet kompromitteret, og det er i sig selv en enorm skadevirkning. Vi ved jo ikke, om der er ændret i oplysninger og straffeattester, sagde anklager Maria Cingari efter domsafsigelsen. Havde hun havde taget sine egne ord alvorligt, burde hun briste i gråd, og vi andre, os, borgerne, kræve de ansvarliges hoved på et fad.
Hvad gør vi?

Ud over de nu dømte, hvem er så de ansvarlige, der har sendt hele den danske registerkultur, grundlaget for retssamfundet, forvaltningens DNA, på en virtuel dødsrute via Iran, Tyskland, Cambodia?

Er det CSC?
Ja, Center For Cybersikkerhed (CFCS) har faktisk tildelt selskabet en forsigtig kindhest: “… myndighederne skal være mere opmærksomme på at stille passende sikkerhedsmæssige krav til leverandørerne og følge løbende op på, at leverandørerne efterlever kravene,” skriver CFCS i en hemmelig rapport, som Politiken fik indsigt i.
Hvordan den kontrol skal udføres i forhold til et stort udenlandsk firma uden danske statsansatte inden for murene – og med et dybt underbudgetteret datatilsyn, der ikke har kompetencerne – har hidtil fået lov til at stå uforklaret.
Hvis nogen har tænkt sig at lære af CSC-sagen, går de meget stille med dørene. Der er ellers nok af gode spørgsmål at tage fat på.
Det første er, om det overhovedet er en god ide at have så mange følsomme data liggende på et sted. På samme maskine. Og med adgang til internettet.
Det andet er, om det er forsvarligt at have dem liggende hos kommercielle, udenlandske firmaer, hvis logs, opdateringsrutiner og soft- og hardware vi ikke har en kinamands chance for at kontrollere.
Det tredje spørgsmål er, hvornår nogen stikker den der pistol ind gennem hullerne i det virtuelle glas, vi gemmer samfundets mest kritiske data bag, og begynder at fyre løs på må og få, så vi endegyldigt mister muligheden for at vide, om det, der står tilbage, nu er sandt eller falsk, hvis røgen nogensinde lægger sig.
Politikerne har råbt op, men alt for forsigtigt, da de selv står bag udliciteringerne, ikke tør ændre kurs, absolut intet ved om it-sikkerhed og derfor er afhængige af dyrt betalte konsulenter fra andre, udenlandske, firmaer.
Men de tror åbenbart, i ramme alvor, at man kan true sig til sikkerhed med kontrakter. De påstår igen og igen, at det kun handler om mere regulering og jura, mens de samtidig skærer ned på Datatilsynets bevillinger. Og som aben cykler syngende rundt der mellem datatilsyn, ministerier, ordensmagt og CSC, er vi nogle, der tæller ned til næste gang, det sker: Den store, endegyldige ofring af borgernes følsomme data på det naive forvaltningssjuskeris alter, der hvor man fejrer en Gud, der naturligvis aldrig vil stille sig tilfreds med et par “it-interesserede” mænd, men som vil blive ved med at kræve ind, til vi alle sammen ligger der, uden sikker viden, endnu flere syvmileskridt inde i et tvangsdigitaliseret Danmark med knuste logfiler i hjertet.

ARTIKLEN ER TIDLIGERE BRAGT I PROSABLADET HER: https://www.prosa.dk/aktuelt/prosabladet/artikel/artikel/csc-mainframen-der-sladrede/?tx_prosamag_pi1%5Bpageid%5D=5978

Slap for Digital Post: ‘juridiske vanskeligheder med nemID’

Softwaredudvikler og medlem af bestyrelsen af IT-politisk forening Ole Tange, kan ikke siges at mangle viden om ny teknologi. Han er heller ikke handicappet og han har masser af adgang til internettet.
Alligevel er han nu sluppet for at bruge digital post.

Det er sket ved at han af kommunen fik lov at strege et ord ud i fritagelsesformularen og erstatte det med et andet.
‘Jeg har juridiske vanskeligheder ved at skaffe den offentlige digitale signatur. (nemID)’ lyder det således nu.
Se papirene herunder:

Ole Tange fik lov at skifte et ord i en formular - og vips - fritaget for digital post

Ole Tange fik lov at skifte et ord i en formular – og vips – fritaget for digital post


Og her er kommunens kvittering
Ole Tange skriver:
‘Jeg kan ikke acceptere reglerne for at få NemID, og da NemID er frivilligt, så kan jeg naturligvis ikke tvinges til at acceptere reglerne.
Hvis jeg kunne tvinges til det, så er der ingen grund til, at jeg skal acceptere betingelserne. Jeg skal jo heller ikke acceptere at betale skat: Betaling af skat er ikke frivillig’
‘Men jeg synes tvangsdigitalisering er hul i hovedet: Hvorfor tvinge folk til at lægge deres fortrolige data i systemer, der er sikret så dårligt, at en svensk fritidshacker kan få adgang til dem? Hvor meget adgang kan en russisk mafia så ikke få, hvis de ikke er bange for at kidnappe nogle børn af centrale systemadministratorer? Eller hvad med den amerikanske ejer af virksomheden for f.eks. CSC? Er det eneste, der beskytter os mod læk, en regel om, at “Fyyh, det må I da ikke”, og som det vil være umuligt at se bliver overholdt?’
‘NemID er endnu på nordiske hænder. Men sikkerheden af NemID er alene afhængig af deres sikkerhed. Jeg så hellere en model, hvor min identitet blev skabt af mig, og underskrevet af NemID’
‘Lad digitaliseringen være tilbud, som jeg kan vælge til; og sørg for at bygge en sikkerhed, der ikke er alene er afhængig af et firma – specielt hvis det firma er udenlandsk kontrolleret.’
‘Hvis jeg i fremtiden får tillid til, at det offentlige kan beskytte mine data på forsvarlig vis, så er jeg såmænd nok med igen’, skriver altså Ole Tange.

Han vedhæfter samtidig understående link om betingelserne for oprettelse af nemID:

https://service.nemid.nu/dk-da/bestil_nemid/bestil_med_koerekort_eller_pas/index.html?execution=e2s1


Her står der:
‘Når du får et OCES-certifikat udstedt og knyttet til NemID, giver du
samtykke til:
at Nets DanID foretager opslag i CPR for at indhente dit navn og din adresse
at Nets DanID videregiver sammenhængen mellem din offentlige digitale signatur og dit cpr-nummer til den offentlige PID-tjeneste hos Digitaliseringsstyrelsen. PID-tjenesten bruges til opslag fra offentlige tjenesteudbydere for at identificere dig. En privat tjenesteudbyder kan kun få oplyst dit cpr-nummer, hvis du giver dit samtykke til det, når du logger på hos tjeneste-udbyderen
at Nets DanID foretager opslag i den offentlige PID-tjeneste for at indhente eventuelt PID-nummer fra et tidligere OCES-certifikat
at Nets DanID bruger dine personoplysninger (navn, adresse, cpr-nummer og eventuelt e-mail-adresse og mobiltelefonnummer) til udstedelse og administration af dit OCES-certifikat.’


Fritagelsesblanket til Digital Post kan findes og printes herfra(bla.): http://www.klxml.dk/KLB/Blanket/Gaelder/fd001f.pdf
Den skal afleveres hos borgerservice i din kommune.

Skal ALT være online?

Gæsteindlæg: Torben Andersen(in progress)
(hør Torben Andersen i Aflyttet her: http://arkiv.radio24syv.dk/video/8172709/aflyttet-uge-20-2013)

Da jeg var i Radio24syv -Aflyttet for et godt års tid siden, luftede jeg den her idé. Mest fordi jeg havde arbejdet med de nye danske “intelligente” elmålere, og slet ikke var i tvivl om at der var en værre møgsikkerhed på dem.

Men om de så havde haft über 1337 haxor sikkerhed med kvantekryptering, skulle der nok være en vej ind alligevel.

Internet of Things.
Det nye sort. Alt skal online, og det kan kun gå for langsomt.
Om 5 år vil jeg skyde på, at 1-3% af alle røg og brandalarmer i danske hjem er koblet på internettet. For så kan man jo få besked om at lortet står i flammer når man er på ferie i udlandet og intet kan stille op alligevel.
Måske sidder der endda et lille kamera i røgalarmen, som kan tilgås fra internettet også. Vældigt smart..

Alle elsker det. Især hackerne..

Mange af de “intelligente” ting der allerede er online, som hackerne begynder at få stor interesse for nu, kan ikke engang patches.
Kildekoden kan være blevet væk, nogle driverkoder kan være det man kalder binære “blops” – ingen kildekode overhovedet, eller de chipset der sidder i, kan være specialproducerede fra Broadcom, Qualcomm osv., og er lavet så billigt at selv koden er noget forbandet skrammel at patche, og det bliver ikke gjort.
Se hvordan man hacker millioner af routere på ingen tid, her: http://www.youtube.com/watch?v=stnJiPBIM6o

For nogle år siden lykkedes det også nogle whitehat hackere at få en HP printer til at selvantænde, ved at få printerhovedet til at gå amok og overophede.. og noget med en falsk firmware upgrade til Mac for noget tid siden, der fik batteriet til at blive så varmt at det brændte sammen..

Det bliver nogle kæmpe udfordringer vi går i møde med de her produkter de kommende år. Hvis ikke producenterne snart begynder at tage sikkerheden mere alvorligt, så indhenter teknologien os før eller siden, og det kan blive noget værre kaotisk noget.
Jeg har ikke særlig stor tiltro til, at vi som forbrugere begynder at tænke os en smule mere om, og enten forlange at sikkerheden bliver taget seriøst, eller simpelthen lader være med at købe for de her smarte digitale ting, vi i virkeligheden ikke har brug for, som samtidigt også bare bringer mere overvågning ind i vores hjem.
Men det bliver vi nødt til. Enten eller.

God weekend
Læs mere om hvad der sker med el-målere ligenu – her: http://thehackernews.com/2014/10/hacking-smart-electricity-meters-to-cut.html

Ulovligt at samle og dele sundhedsoplysninger uden patienters samtykke

AFLYTTET har siden oktober 2013 forsøgt at gøre opmærksom på, at der er problemer med indhentning af patientdata uden samtykke.
Nu ser det ud til, der er skred i tingene – herunder et gæsteindlæg ved Læge Trine Mikkelsen.


Baggrund: Som en del af den nye sundhedslov, vedtaget juni 2013, og trådt i kraft den 1. september, og seneste udmøntet i en bekendtgørelse, SKAL danske læger under mulig bødestraf diagnose-kode og indberette diagnoser på patienter til regionerne.
Flere læger, heriblandt Trine Jeppesen, har spurgt til muligheden for informeret samtykke fra patienterne, da sundhedsstyrelsen har ønsket at dele data med blandt andet Statens Serum Institut, og sælge dem til medicinalindustrien. Nye oplysninger, heriblandt et høringssvar fra Datatilsynet, gør det imidlertid klart, at det er ulovligt at dele data uden samtykke fra patienterne.
De må altså slet ikke samle oplysningerne ind.

ORDFORKLARING:
DAMD: Dansk Almen Medicinsk Database
DAK-E:De praktiserende lægers og regionernes fælles enhed for kvalitetsudvikling
DATAFANGST: Datafangst er et program, som installeres i den praktiserende læges journalsystem. Når der i klinikkens lægesystem indtastes strukturerede data, opsamler Datafangst løbende kopier af disse og sender dem til Dansk AlmenMedicinsk Database, DAMD. Det drejer sig om ICPC-diagnosekoder, medicinordinationer, ydelseskoder, laboratorieværdier, som indtastes i klinikken eller kommer ind fra eksterne laboratorier, henvisninger samt epikriser.
DSAM: Dansk Selskab for Almen Medicon

Gæsteindlæg: Trine Jeppesen

Høringssvarene til bekendtgørelsen om kodning og datafangst er blevet offentliggjort på høringsportalen.
Der er flere interessante svar, blandt andet svaret fra Datatilsynet, der i virkeligheden blot er et referat af en telefonsamtale, der er foregået mellem ministeriet og Datatilsynet. Der er 2 vigtige punkter som Datatilsynet lige har skullet minde ministeriet om i denne samtale.
Dels det faktum at DAMD kun er registreret anmeldt og godkendt som en DIABETES kvalitetsdatabase. Dels at deklarationer om alder, køn og medlemskab af fagselskaber er uforenelig med persondataloven kapitel 4 paragraf 5.

Det krævede en nærmere undersøgelse.

Det er således at den dataansvarlige for databehandlende DAMD, er Region Syd. Det kræver en forklaring.

Hvad vil det sige at være henholdsvis dataansvarlig og databehandler?

Den dataansvarlige er den, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler (på hvilken måde), der må foretages behandling af oplysninger. Det er med andre ord Region Syd der afgør til hvilket formål data i DAMD må behandles.

DAK-E er databehandler. Det centrale ved begrebet databehandler er, at databehandleren blot behandler oplysninger på den dataansvarliges vegne.

Her kommer første problem

Region Syd er som dataansvarlig forpligtet til at registrere og få godkendt, hvilke data og til hvilket formål DAMD skal behandle. De er forpligtet til at anmelde dette til den overordnede myndighed Datatilsynet. Datatilsynet har i den telefonsamtale, der er refereret til i høringssvaret, kontaktet sundhedsministeriet, for at gøre dem opmærksomme på, at region Syd aldrig har fået registreret og godkendt DAMD til andet end en DIABETES database. Det vil med andre ord sige, at det eneste læger lovligt kan indberette til DAMD er diagnoser og indikatorer vedrørende diabetes. Men fordi data nu er meget mere omfattende og samtidig bruges til andre formål, end de der fremgik af den oprindelige anmeldelse til Datatilsynet, så er DAMD ikke anmeldt eller registreret lovligt. Der nævnes intet om hverken kontroldata til regionen eller videredeling af data til sundhed.dk.
Region Syd har heller ikke fulgt op på en udvidelse af kodningsforpligtelsen. Det gælder de 7 andre kodeforpligtigelser vedr. de kroniske lidelser som vi har indleveret i årevis.

DAMD indsamler og behandler altså oplysninger, som den ikke er godkendt til. Det betyder, at de data vi er forpligtet til at indberette til DAMD er ULOVLIGT indsamlet og ULOVLIGT viderebragt.

Det er i øjeblikket som udgangspunkt mindre ulovligt at være sentinelblokeret, end det er at være opkoblet.
TIDLIGERE AFLYTTET:

Andet problem:

Region Syd skal som dataansvarlig sikre, at der foreligger en skriftlig aftale med DAK-E om at behandle data. DAK-E må som databehandler nemlig kun behandle oplysninger efter instruks fra den dataansvarlige. Der er med andre ord ikke DAK-E men Region Syd, der som dataansvarlig bestemmer hvilke formål data i DAMD databasen må benyttes til og hvordan de må behandles.

Hvordan disse forhold stiller DAK-E ‘s reelle styrende kompetence over DAMD er meget ubetryggende, men et er sikkert;

Det er en konsekvens af at et virvar af forskellige myndigheder er blevet gjort ansvarlige for en mangfoldighed af databaser, som andre myndigheder så er sat til at behandle, i et fuldstændigt uigennemsigtig netværk. Oplysningerne flyder rundt og den overordnede myndighed Datatilsynet, har slet ikke viden eller overblik over, hvad der sker derude i datahavstrømmen. Der deles rundt på kryds og tværs og ingen – inklusiv Datatilsynet – har overblik over om persondataloven overholdes, fordi de har uddelegeret ansvaret til andre, der heller ikke har styr på det eller forsømmer at registrere, anmelde og få det godkendt.

Bekendtgørelsen er pga dette juridisk død. Der skal foretages en masse anmeldelser og godkendelser inden DAMD overhoved kan fungere som andet end en diabetes database. DAMD bør selv med øjeblikkelig varsel blokere for al data høst af andet en diabetes ellers optræder DAMD ulovligt.

Hvis ikke vi kommer gevaldigt op at stolene vil DAKe også lide en hurtig død når først den dataansvarlige region vågner op af sin dvale. Det er nemlig dem der bestemmer. Alt. Hvad der skal kodes, hvor det skal sendes hen, til hvilket formål og på hvilken måde.

Med DSAMs ny retsstilling i sundhedsloven, der sikre at de kan indstille til flere kodeforpligtigelser, kræver det blot at de forklarer ministeren hvad de ønsker af data til deres forskning. Da kodning og datafangst fremadrettet udelukkende er reguleret i loven og ikke i overenskomsten, skal ministeren blot sanktionere dette, hvorefter region syd kan underrettets om hvad der skal registreres og anmeldes til Datatilsynet. Bliver det godkendt her, er cirklen fuldendt. DAK-E er totalt omgået og har absolut ingen styrende magt over hvilke data der skal behandles i DAMD og til hvilke formål.
TIDLIGERE I AFLYTTET OM EMMET:

LINKS:
dr.dk: Fortrolige sundhedsdata samles ulovligt i database

Amerikansk Firma: Udvikler Danmarks vælgererklæringer

Økonomi- og Indenrigsministeriet har netop tildelt opgaven med at udvikle digitale vælgererklæringer til KMD.
Digitale Vælgererklæringer er første (og pt eneste) sten i indenrigsministeriets kuldsejlede planer om e-valg – en plan der er lagt i skuffen, men snart kan tages op igen.
KMD hed engang KoMmuneData og var, som navnet antyder, ejet af kommunerne. Det er det bestemt ikke længere, de har været solgt, konkurrenceudsat og udliceteret af flere omgang – nu hedder ejeren kapitalfonden Advendt International, der sidder på 90 procent af aktierne.
Men når man læser om KMD på deres egen hjemmeside, er der ikke grænser for hvor danske de er: ‘KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD’s softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD’s softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på mere end fire milliarder danske kroner og har omkring 3.000 ansatte.’, skriver de.
KMD vandt også, for kort tid siden, aftalen om at udvikle den centrale datafordeler. Det fejrede de blandt andet med at fyre 120 mand…
Med KMDs kontrol over en hjørnesten i det danske parlamentariske system, er stort set al kritisk infrastruktur i det digitaliserede Danmark betjent af amerikanske firmaer, hvilket som bekendt giver problemer med tilsyn.

Det forholder sig nemlig STADIG sådan, at Amerikanske firmaer SKAL udlevere data til NSA/FBI/CIA på forlangende. Der eksisterer en række begrænsninger indenfor USA – men ikke iforhold til udlandet – som generelt betragtes som nogen man gerne må spionere imod. Eneste lande, USA ikke spionere imod er de såkaldte 5eyes, som udover dem selv tæller Canada, England, New Zealand og Australien.
Hvis firmaer har hovedsæde i USA, kan de tvinges til at udlevere data om danskere
til amerikanske myndigheder. Det sker via en såkaldt FISA, Foreign Intelligence and Surveallance Act – et lovkompleks, der trods Snowden-afsløringerne end ikke har været til debat i USA – og som med hemmelige retskendelser kan tvinge amerikanske firmaer til at udlevere alt om borgere udenfor USA, iøvrigt med retsligt gældende forbud mod at fortælle de pågældende ‘fremmede’ lande om, hvad der er foregået.
Enhver antydning af, at det kunne være et problem, f.eks. i forhold til salget af NETS(som KMD, aka Advendt International også har aktier i) eller driften af NSA-leverandøren CSC, er hånligt blevet afvist af Henrik Sass Larsen som ‘spekulationer og konspirationsteorier’ – hviket det nødvendigvis må være, da regeringen ikke har taget nogen form for initiativer til at undersøge det nærmere….
Samtidig sættes danske virksomheder reelt udenfor udvikling af digital infrastruktur og fremover, hvis de ønsker at byde ind, skal de gøre sig kompatible med de store amerikanske firmaers software og hardware-opbygning – noget der efter vedtagelsen af dansk deltagelse i EUs patentdomstol kan blive en enddog meget dyr affære.
Det tredie man gør sig blind for, er manglen på kontrol med landet.
Og risikoen for total undergravelse af borgernes rettigheder – nu også med udenlandsk kontrol af centrale dele af den demokratiske maskine.
Rådet for digital sikkerhed er i forvejen bekymrede over elektroniske vælgererklæringer som sådan: ‘et forslag om at registrere vælgererklæringerne elektronisk kan give en alvorlig risiko for, at stillernes politiske synspunkt bliver gemt, advarer Rådet for Digital Sikkerhed. Det advarer om, at der ifølge persondataloven ikke må ske edb-registrering af politiske forhold i det offentlige’ skrev politiken tidligere på året.